Løbeturen gemmer på samfundskritik og filosofisk dybde

I weekenden var der Copenhagen Marathon, hvor mere end 12.000 mennesker løb om kap med sig selv og andre. Men hvad er den udbredte løbetrang egentlig udtryk for? Engelsk forfatter mener, at den naturlige glæde ved at løbe er gået tabt i selvrealiseringens tidsalder og har et filosofisk bud på, hvorfor vi elsker at løbe

Scene fra filmatiseringen fra 1962 af Allan Sillitoes novelle "The Loneliness of the Long Distance Runner", hvor løb spiller en central rolle som metafor for flugten fra et undertrykkende samfund. Foto: Scanpix.

I den engelske forfatter Alan Sillitoes novelle ”The Loneliness of the Long Distance Runner” fra 1959 (på dansk: Ensom løber og andre noveller) er hovedpersonen en ung dreng fra en fattig arbejderfamilie i Nottingham, som sidder i ungdomsfængsel. Samtidig er han en dygtig langdistanceløber. For ham er løb en måde at glemme en dyster fremtid på.

Den unge dreng tvinges af fængselsbestyrelsen til at deltage i et løb for at vinde et trofæ til fængslet. Men idet han skal til at krydse målstregen som vinder, stopper han brat op. Han vil ikke have, at hans evne til at løbe skal tilhøre andre end ham selv. At løbe er hans sidste frihed, hans oprør mod et undertrykkende samfund.

Friheden ved at løbe genopdagede Adharanand Finn, engelsk freelanceforfatter og journalist ved The Guardian, da han var i Kenya for at lave research til sin bog ”Running With the Kenyans” (”Ude at løbe med kenyanerne”, red.). Via telefon fra London forklarer han, hvordan løbekulturen er helt anderledes i Kenya end i den vestlige verden, og at han oplevede en meget mere fri og simpel tilgang til løb i Kenya, end han var vant til blandt engelske fritidsmotionister, selvom mange af kenyanerne stræber efter succes som professionelle løbere.

”De bedste kenyanske løbere konkurrerer, selvfølgelig gør de det, men ironisk nok er de meget mindre bekymret om at måle pulsslag og hjerterytme – alle disse tal. De stoler på deres kroppe mere, end vi gør i det teknologiske Europa. Det er som om, de er tættere på menneskekroppens fysiske design.”

En væsentlig fordel for de kenyanske løbere er kulturel, mener Adharanand Finn. Fordi de ikke konstant bombarderes af reklamekampagner og sundhedsråd, bliver de ikke afhængige af disse ting i samme grad som løbere i eksempelvis London og København. 

I vestlige forbrugersamfund kan løbeturen blive et avanceret foretagende. Man vil gerne holde trit med sin puls, kalorieafbrænding og væsketab. Ligesom vitamindrinks, proteinbarer og det rette par sko lover at gøre løbeturen og den efterfølgende restituering bedre. For nogle kan en løbetur blive en hel videnskab, mener han.

”Kenyanerne er meget mere frie i forholdet til deres kroppe. Omvendt har vi (her i Europa, red.) alle de her ting, som vi bliver præsenteret for, og som forstyrrer vores naturlige forhold til kroppen,” siger Adharanand Finn, som talte med dette års kenyanske vinder af London Marathon:

”Jeg talte med Wilson Kipsang før London Marathon og jeg spurgte ham om hans taktik, og han sagde: ’Det er simpelt. Du bekymrer dig ikke om, hvem du skal løbe imod eller din tid, du løber bare, og hvis din krop har det godt, så er det bare af sted’.”

Der er mange gode grunde til at løbe. Men Adharanand Finn mener, at den naturlige glæde ved at løbe gemmer sig bag samfundets utilitaristiske tilgang til næsten alting. 

”Vi har konstrueret gode grunde til at løbe. Mit argument er, at alle disse grunde (helbred, organiserede løb, konkurrencer, red.) er måder, vi narrer os selv til at snøre løbeskoene på. I et samfund, hvor alt er rationelt indrettet, og vi har et enormt behov for at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, så giver det ikke mening bare at løbe en tur. Men løb er så simpelt og naturligt. Der er ikke noget, som stopper os. Du behøver ikke engang sko. Jeg tror, at det, som ofte holder os tilbage er selve grunden – hvorfor gør jeg det her. Vi bliver nødt til at forklare det.”

For hvis alle gode grunde lægges til side, så mener Adharanand Finn, at der en gevinst ved at løbe, som ikke nødvendigvis kan omsættes til konkrete, håndgribelige grunde – og det er selve oplevelsen. Når løbeturen først er påbegyndt, oplever mange en glæde ved at løbe, men det er en glæde, som er vanskelig at forklare. Grundene til at løbe kan måske artikuleres, men ikke glæden.

”Fra min synsvinkel så sker der noget i menneskekroppen, når den løber, som den kan lide. Og jeg tror, det er, fordi vi skabt til det – vores kroppe er. Men i vores hoveder lever vi i den her verden, hvor vi altid skal forklare, hvorfor vi gør, som vi gør.”

”Der er selvfølgelig ikke noget galt med at angive grunde for, hvorfor man gør, som man gør, men ved lige præcis det at løbe, så er der en irrationel side – i hvert fald set med moderne øjne. For jo mere det moderne livs krav presser sig på i alle facetter af hverdagen, jo mere har vi brug for at undslippe de krav,” siger Adharanand Finn i telefonen, og der bliver lidt stille, inden han uddyber:

”Når man løber en tur, så bliver alt meget mere simpelt. Lige meget hvilke problemer, du har med kæresten og på arbejdet, så forsvinder de problemer. For mig at se fungerer den daglige løbetur som en måde at skaffe alle problemer af vejen på for en stund. Det kan være en meditativ og drømmeagtig tilstand, hvor man kigger tilbage på sig selv. Og det kan godt være ret konfronterende, fordi det er en slags tomhed, hvor der dukker tanker frem, som du aldrig giver dig selv plads til at tænke over i hverdagen,” siger han.

Adharanand Finn er stadig fascineret af denne mere filosofiske side af løbeturen. Han har lavet research i Japan til en ny bog, som udkommer næste år til april, hvor en skole af munke, der tilhører tendai-budhhismen, løber 1000 maratoner over en periode på syv år. Tendai-buddhisterne er særlige inden for buddhismen, fordi de tror på, at fuld oplysning kan opnås i det levede liv. Og for dem er løb et af midlerne på vejen mod Nirvana, som i buddhismen er den fuldendte erkendelses stadie.

”For munkene er det at løbe en renselsesproces, hvor de når et højere punkt i tilværelsen,” siger Adharanand Finn.

"Men for os her i den vestlige verden, der er løbeturen en måde at komme i berøring med en lidt vildere side af eksistensen på under en times frokostpause. Og det er ret fedt, når man tænker over det – hvor nemt det egentlig er at komme væk fra det hele.”