Må man bruge computerskabte børn til at få pædofile dømt?

I Australien er en mand blevet dømt for pædofili mod en fiktiv computer-konstrueret pige. Borgerrettighedsrepræsentant mener, den dom er at gå langt over stregen

Denne fiktive og computer-genererede pige, Sweetie, er blevet brugt til at dømme en mand for pædofili.
Denne fiktive og computer-genererede pige, Sweetie, er blevet brugt til at dømme en mand for pædofili. . Foto: Terres des Hommes.

I tirsdags blev den 38-årige Scott Robert Hansen fra Brisbane i Australien fængslet for at have blottet sig og kommunikeret seksuelt med en ni-årig pige i et chatrum på internettet.

Det har vakt stor debat i det australske retssystem, fordi pigen ved navn "Sweetie" ikke var ægte, men computer-genereret og konstrueret af den internationale organisation Terre des Hommes, som arbejder med at beskytte børns rettigheder. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Organisationen står bag designet af den fiktive, filippinsk-udseende Sweetie og har i en længere periode optaget Scott Robert Hansens samtaler og seksuelle udfoldelser med Sweetie. Efterfølgende har de udleveret materialet til det australske politi, som altså nu har fængslet Scott Robert Hansen. 

Terry O’Gorman, der er præsident for Det Australske Råd for Borgerrettigheder, mener, at en sådan brug af computergenererede børn grænser til selvtægt og er at gå “et skridt for langt”.

Scott Robert Hansen, der tidligere har været i politiets søgelys for blufærdighedskrænkelse af børn, blev fundet skyldig i ”at transmittere uanstændig kommunikation til en person under 16 år".

Dommeren fastslog i retten, at Scott Robert Hansen kun havde belæg for at tro, at den computer-konstruerede pige, Sweetie, var rigtig nok.

Men ifølge Terry O'Gorman er det kun et spørgsmål om tid, før lignende sager kan komme for retten. Han betegner denne metode som et etisk dilemma og mener, at myndighederne bør “tegne en streg i sandet” og ikke retsforfølge i sager, der er en juridisk og moralsk gråzone.

”Det er virkelig foruroligende grænsende til en selvtægts-agtig måde at beskytte børn på, når man laver en fiktiv pige, der skal få en person til at tro på, at vedkommende beskæftiger sig med et virkeligt barn," siger Terry O’Gorman til The Guardian.

Han mener, at beskyttelse af børn og kampen mod pædofili de seneste 15 år har flyttet sig fra at handle om et reelt problem til at bevæge sig ind i en gråzone, hvor man skaber en falsk situation, der kriminaliserer uskyldige mennesker. 

“Det er forståeligt, at loven vil dømme mænd, som over internettet beskæftiger sig seksuelt med et billede af et ”ægte” barn. Men det har aldrig været hensigten med loven at skabe et fiktivt barn og derigennem fastklemme mennesker. At bruge en fiktiv pige er simpelthen at gå for langt,” siger Terry O’Gorman.

Modsat mener organisationen Terre des Hommes, at Scott Robert Hansen opførte sig yderst upassende over for den fiktive ni-årige pige.

Ifølge organisationen begyndte Scott Robert Hansen samtalen med at spørge den computergenerede pige Sweetie: ”Søde, er du virkelig ni år gammel?”.

Senere skrev han til pigen: ”Jeg er nøgen, har du nogensinde set en fyr nøgen?”, hvorefter Scott Robert Hansen udførte en seksuel handling via sit kamera på computeren.

”Han var meget direkte, og på et tidspunkt bad han pigen om at involvere sin fiktive otte-årige søster. Det var meget vanskeligt at gå i seng den aften efter at have været vidne til Scott Robert Hansens handlinger,” siger et medlem af Terres des Hommes til The Guardian.

I Storbritannien har der tidligere været sager, hvor såkaldte “pædofil-jægere” finder formodede pædofile på internettet, før de informerer politiet om den potentielle gerningsmand.

Det har fået politiet til at advare om, at disse “jægere” i fjerner fokus fra skyldige pædofile, i nogle tilfælde ødelægger uskyldige mænds liv, og i værste tilfælde kan drive dem til at begå selvmord.