Amnesty vækker vrede efter ja til prostitution

Fremtrædende menneskerettigheds-organisation fastslår, at det skal være lovligt at købe og sælge sex. Svigt af prostituerede, mener kvindesamfund. Eneste rigtige, mener forsker

Kritikken af Amnesty International kommer blandt andet fra Dansk Kvindesamfund, som ikke mener, ”at man skal beskytte de få stærke, som tjener på andres prostitution, men de mange, som tager skade af at prostituere sig selv".
Kritikken af Amnesty International kommer blandt andet fra Dansk Kvindesamfund, som ikke mener, ”at man skal beskytte de få stærke, som tjener på andres prostitution, men de mange, som tager skade af at prostituere sig selv".

Amnesty International, som ellers nyder bred anerkendelse blandt andre menneskerettighedsgrupper, er kommet i voldsom modvind efter at have blåstemplet prostitution.
 
Det skal være lovligt både at sælge sin krop til sex og at købe sex fra andre, vedtog medlemmerne af Amnesty Internationals styrende organ på et stormøde i Dublin forleden. 

"Sexarbejdere er en af de mest marginaliserede grupper i verden, og i de fleste tilfælde lever de under konstant risiko for diskrimination, vold og misbrug,” lød det fra Salil Shetty, generalsekretær i Amnesty International, i en pressemeddelelse. 

Netop fordi sexarbejdere er så udsatte, anbefaler organisationen, at købesex bliver gjort lovligt i hele verden for at sikre, at de prostituerede kan få samme rettigheder som andre borgere og dermed blive beskyttet mod udnyttelse, overgreb og menneskehandel, lyder det.

Men langt fra alle er begejstrede for den beslutning.

Amnesty International svigter de prostituerede, mener LivaRehab – Center for behandling og rehabilitering af kvinder.

”Amnestys beslutning tilgodeser og beskytter alfonser, menneskehandlere og bordelejere frem for de mange, som tager skade af et liv i prostitution. Amnesty svigter med sin beslutning de prostituerede ved at ignorere de økonomiske og voldelige strukturer, der knytter sig til prostitution, og som medfører, at flertallet af prostituerede udsættes for yderligere marginalisering, udnyttelse, vold og undertrykkelse,” skriver LivaRehab i en pressemeddelelse.

Kritikken kommer også fra Dansk Kvindesamfund, som ikke mener, ”at man skal beskytte de få stærke, som tjener på andres prostitution, men de mange, som tager skade af at prostituere sig selv,” lyder det på Twitter.

Ligeledes er kvindegrupper i udlandet gået sammen og har med fremtrædende skuespillere i spidsen – herunder Meryl Streep, Emma Thompson og Kate Winslet – kritiseret Amnesty International.
 
Men beslutningen er den eneste rigtige, mener Christian Groes, kønsforsker og lektor ved kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet (RUC). Han er desuden talsmand for en gruppe af 26 danske forskere, som sidste år skrev under på en advarsel mod Europa-Parlaments ønske om et forbud mod købesex i hele EU.

”Først og fremmest handler det om at komme med et klart budskab til magthaverne de steder i verden, i USA og dele af Mellemøsten og Afrika, hvor prostitution er totalt kriminaliseret. Det gælder for mange lande i den ikke-vestlige verden, at sexarbejdere udsættes for vold og diskrimination og visse steder dødsstraf, fordi der ikke bliver taget hånd om deres rettigheder. Men også i Europa og USA er der problemer,” siger han.

Kriminalisering fjerner ikke prostitution og skaber heller ikke bedre vilkår blandt prostituerede, mener Christian Groes:

”Man tager afsæt i principper frem for de udsatte gruppers egne ønsker. Hvis langt de fleste sexarbejdere i et land gik ind for et forbud, så lad os da få et forbud, men det har af gode grunde ikke været tilfældet noget sted.”