Danske Regioner varsler lockout af 70.000 ansatte

Over halvdelen af de regionalt ansatte vil blive påvirket, hvis det kommer til en varslet lockout

Danske Regioner varsler en lockout af omkring 70.000 regionalt ansatte, som modsvar på konfliktvarsel. Lockouten kan starte den 10. april.

Det skriver Danske Regioner på sin hjemmeside.

En lockout af de regionalt ansatte betyder, at de vil blive sendt hjem af deres arbejdsgiver uden løn. En lockout vil berøre væsentligt flere, end den varslede strejke.

Over halvdelen af de i alt omkring 137.000 regionalt ansatte vil blive omfattet af den eventuelle lockout.

Fagforeningerne har tidligere varslet en strejke, der vil påvirke omkring 60-70.000 kommunalt- og regionalt ansatte med virkning fra 4. april.

Tidligere onsdag varslede også innovationsminister Sophie Løhde (V), der er chefforhandler for staten, en lockout af omkring 120.000 statsansatte.