Digitalisering betyder helvede for ældre

Alt for mange politikere og andre ansvarlige glemmer, at den af flertallet lovpriste digitale verden stadig for mange ældre betyder helvede og udelukkelse fra alt

Digitaliseringen betyder et helvede for mange ældre. De står uden for alting, skriver debattør.
Digitaliseringen betyder et helvede for mange ældre. De står uden for alting, skriver debattør. Foto: Lars Just/Polfoto.

I Danmark har staten efterladt 20 procent af alle ældre borgere mellem 65 og 90 år, og også en del yngre mennesker, i total isolation ved at kræve, at alle oplysninger og al kommunikation mellem borgere og myndigheder skal ske digitalt.

Alt for mange politikere og andre ansvarlige glemmer, at den af flertallet lovpriste digitale verden stadig for mange ældre betyder helvede og udelukkelse fra alt. Prøv blot selv at være offline i et par dage, og du begynder at fatte problemet.

Digitalisering isolerer ældre

Er man ikke online, havner man - uanset, om man er blevet fritaget for digital post/kommunikation - i total isolation; for man får ingen meddelelser og oplysninger.
Selv Udbetaling Danmark kræver digitale svar fra borgerne, der er frameldt digital post.

Er man ikke online, er det ligeledes umuligt at melde flytning til folkeregistret eller at ændre sin postadresse hos PostNord. Meddelelser pr. alm. brev anerkendes nemlig ikke. Folk er mod deres vilje blevet stavnsbundne.

Al information i hverdagen: Telefonnumre, køreplaner for bus, tog osv. udgives ikke mere på papir – fås blot over nettet. Banken er også ved at være digital uden kundeservice. Den personlige betjening er erstattet med en hæveautomat på gaden.

I starten af IT-tidsalderen var Borgerservice manges redning; men afdelingerne er efterhånden blevet lukke ned; for Danmark er jo nu en digital nation, hvor borgerne selv kan skaffe sig svar på alt via nettet.

Hverdagen er for den ikke digitale flok blevet total forandret: hård og ganske uoverskuelig, idet det i modsætning til før nu er blevet næsten umuligt at få hjælp til de ting og problemer, der plager i hverdagen. Isolation og mismod tapper folk for al glæde og livslyst.

Man bliver dårlig ved tanken om, at vi i Danmark behandler folk værre end grove forbrydere, blot fordi de blev født i en anden tid.