Prøv avisen
Boguddrag

Dronningen: Det spændende ved troen er, at den appellerer til både hjerte og intellekt

Dronning Margrethe understreger i ny bog af Thomas Larsen kristendommens betydning for Danmarks historie. Foto: Ritzau Scanpix/Mogens Flindt

Nationens udvikling kan ikke forstås uden at tage højde for kristendommens betydning, siger dronning Margrethe i en ny bog om Danmarks rødder. Læs her et uddrag, hvor dronningen fortæller, hvorfor troen fik særlig betydning efter hendes far Frederik 9.'s død

I krigs- og i fredstid har danske konger søgt styrke hos Gud, og når dronning Margrethe i dag ser tilbage på Danmarks historie, lægger hun vægt på, at nationens udvikling ikke kan forstås uden at tage højde for kristendommens betydning.

Den har været med til at forme danskernes tankesæt, etik og opførsel, siden Danmark blev kristent. Som prinsesse og tronfølger voksede hun op i et kristent hjem. Dronning Ingrid var troende, og kong Frederik var en mand, som stolede trygt på sin Gud. ”Det gav han efterhånden videre til mig,” fortæller hun.

Det afgørende skifte for hende selv indtraf, da hun ved regentskiftet i 1972 formelt blev det nye overhoved for folkekirken, for ifølge Grundloven står regenten i spidsen for kirken. Men den gudstro, som voksede
sig stærk, havde dog intet at gøre med statsret og formalia. Tværtimod var det en reaktion på de overvældende begivenheder, hun gennemlevede, da hun på samme tid mistede sin far og fik overdraget sin livsopgave.

Hun var fra første færd klar over, at hun ikke ville kunne løfte gerningen som monark alene. ”Her må noget til, som intet menneske kan give, uanset hvor nært det står dig, og uanset hvor meget du stoler på det,” som hun engang har formuleret det.

Troens betydning blev udtrykt i dronningens valgsprog, ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”, som ved første øjekast kan synes pompøst, men som snarere er udtryk for en ydmyg konstatering af, at uden Guds hjælp går det ikke, og uden folkets kærlighed vil det heller ikke være muligt, mens udtrykket ”Danmarks styrke” indikerer, at hun altid vil virke for sit land og gøre sit til, at det står så stærkt som muligt.

Da Margrethe blev dronning

Dronningen er et privat menneske, og når hun igennem årene er blevet spurgt til sin tro, har hun i bramfri vendinger fastslået, at hun hader ”sjælekrængeri”. Alligevel har hun indikeret, at hendes tro blev vakt, da det gik op for hende, at faderen ikke ville overleve sygdommen, som knækkede ham henover julen og de første uger af januar 1972.

Det var i disse uger, hun for alvor mærkede en forandring, og hun har siden forklaret, at hun følte, at hun blev båret eller løftet ind i sin nye tilværelse på en måde, som ikke kunne forklares rationelt. Jo, hun fik varm støtte fra sine nærmeste, især dronning Ingrid og prins Henrik, men der var også noget andet, som spillede ind. Gradvis forstod hun, hvad det var for en hjælp, hun havde fået, og i dag siger hun

”Det kom voldsomt i forbindelse med fars død og alt det, jeg oplevede i de dage. Det var meget stærkt.”

Snart blev det vigtigt for dronningen at forstå mere om troen, så det ikke alene var en følelse eller en impuls.

”Jeg blev optaget af det, efter at jeg var blevet dronning. I løbet af det næste halvandet års tid blev jeg klar over, at jeg måtte vide mere.”

Dronningen og teologerne

I sit ønske om at lære mere om teologien fik hun hjælp af en kreds af teologer, som blev samlet for at give dronningen en dybere indførelse i trosspørgsmål.

”Jeg fik lejlighed til at træffe nogle fremragende mennesker, som kunne give mig en masse viden og fornemmelse for det. Det spændende ved tro og teologi er, at det appellerer til hjertet, men det appellerer sandelig også til intellektet, hvis man vil.”

Det blev lensgreve Hans Schack på Schackenborg Gods, som introducerede dronningen for teologerne. ”Han kendte mange af disse mennesker, og han gav mig mulighed at træffe dem privat på Schackenborg.

Det blev til weekender, hvor disse kloge herrer fortalte fra hver deres område. De fortalte f.eks. om Reformationen, og hvordan det foregik, og de fortalte om, hvad man tænkte på den tid, og hvad man tænker i dag, og hvordan de forskellige teologers tankegang var. Jeg blev optaget af, hvad folk havde skrevet, og hvad folk havde tænkt. Det er svært at forklare, men der er så meget med religion, der kan være følelser, og det er også godt. Men det er ikke nok, hvis man hører til en af dem, der kan lide at grave sig ned i tingene. De havde et vingefang, så de kunne forklare mig ting, og på den måde fik jeg samlet viden op, og det er aldrig dumt at have viden!”

"Trosliv er alt"

En af de centrale personer var professor P.G. Lindhardt, som dronningen havde samtaler med, og som hun opsøgte i kirken for at høre hans prædikener. Hans stringente akademiske tankegang gav dronningen
en dybere forståelse for kristendommens udvikling og gav hende mulighed for at fordybe sig på den måde, hun gerne ville, eller som hun har formuleret det over for Kristeligt Dagblad:

”Trosliv er alt, og det er meningen, at man skal bruge alt, hvad man har i sig. Hele sig selv. Både hvad man har af hoved, og hvad man måtte have af hjerte. Begge dele er lige gyldige.”

I interviewet med avisens chefredaktør, Erik Bjerager, talte hun om den videnskabelige dimension, som hun altid har følt sig tiltrukket af:

”Hvis man har en vis videnskabelig tilbøjelighed, så er det at trænge ned i et stof spændende i sig selv. Det er det, arkæologen gør, når man graver sig ned i jorden.”

I interviewet med overskriften ”Dronning i Guds vold” fra april 2000 udlagde hun sin tro mere åbent, end hun nogensinde før havde gjort, og hun gav sin definition på nogle af de mest centrale begreber
i kristendommen, herunder det evige liv, og hun tonede frem som et menneske med en inkluderende og favnende gudstro.

”Vi er aldrig ladt endeligt i stikken. Det er ikke et spørgsmål om, hvor godt vi tror, eller hvor ofte vi har været i kirke. Men hvis vi har det mindste gran af tro, så skal det nok vise sig, at vi ikke er ladt i stikken. Jeg tror såmænd også – men det er der vist ikke særlig meget teologisk belæg for – at de, der ikke tror, er i Guds hånd,” lød det fra dronningen.

I interviewet kom hun også ind på, at troen på Gud ikke fritager mennesket fra ansvaret.

”Vi er ikke uden ansvar, fordi vi er i en stærkere magts hånd. Det er netop, hvad jeg opfatter som en meget væsentlig del i nutidens opfattelse af, hvad kristentro er. At vi har et ansvar selv.”

Glæde ved salmer

Indtil faderens død havde dronningen ikke været en flittig kirkegænger, men det ændrede sig. Hun begyndte at gå i kirke så mange søndage som muligt, hvad enten hun opholdt sig i København, Fredensborg, Marselisborg eller Gråsten, og i dag holder hun af at komme i såvel de små landsbykirker som domkirkerne, hvor især kirkerummet i Aarhus Domkirke på Store Torv har en særlig indvirkning. Kirken er knap 100 meter lang, og indenfor venter et storslået rum under gotiske stjerne- og krydshvælvinger.

”Når jeg er i Aarhus, går jeg i Domkirken. Jeg holder meget af den, og de har fremragende præster, som er værd at høre,” siger hun. Da hun begyndte at gå til gudstjeneste, oplevede hun glæden ved de salmer, som udgør en stor del af rammen om gudstjenesten.

”Jeg lærte en masse nye salmer at kende, salmer med større intellektuel udfordring og spændvidde. Det er vidunderligt at synge de pragtfulde digte, så jeg galer med, alt hvad jeg kan. Det kan jeg slet ikke lade være med!”

Salmerne er efter dronningens opfattelse en skatkiste af ånd, historie og kultur:

”Det er en digtsamling uden lige, vi har i vores salmebog. Grundtvig, Kingo og Brorson – tre af vores fornemmeste digtere – har skrevet de salmer, vi synger søndag efter søndag. Det er stor poesi, og der kommer virkelig farver på, når man synger deres ord. Der er også andre fremragende digtere, Ingemann, der har sine yndige salmer, ja, der er mange flere, men tre eller fire af vores bedste poeter har især skrevet salmer, og når man sammenligner med andre landes salmebøger, tænker man, at vi godt kan selv!”

Dronningen nævner også Johannes Ewald og N.F.S. Grundtvig, men rigdommen i den danske salme- og sangskat er så stor, at hun egentlig nødig vil pege bestemte salmer ud.

”Det er svært at komme med hurtige bud, men Kingo har pragtfulde salmer. De bruser. Men de er også meget inderlige nogle gange. Og så er der Brorson med ’Op, al den ting, som Gud har gjort’, som bare er én af mange. Han har skrevet flere, som er mere vanskelige, men som har stor dybde, når man sætter sig ind i dem.”

For dronningen er det interessant og udfordrende, når salmeteksterne ikke er umiddelbart tilgængelige, men kræver en vis indsats, som bliver belønnet, når hun pludselig føler sig forbundet med et menneske,
en tanke og en tid hundreder af år tilbage i historien.

Dronningens viden om teologien har hun siden trukket på, når hun i rollen som kunstner har broderet messehageler til adskillige kirker, herunder Fredensborg Slotskirke og Aarhus Domkirke, bispekåberne til Helsingør Stift og Viborg Stift samt et antependium, en alterbords- beklædning, til Roskilde Domkirke. I sommeren 2015 færdiggjorde hun designet til endnu et antependium, denne gang til slotskirken i Wittenberg i delstaten Sachsen-Anhalt i Tyskland, hvor man i anledning af 500- året for Reformationen havde bestilt opgaven hos dronningen. Kirken i Wittenberg er det sted, hvor reformationen blev indledt af Luther den 31. oktober 1517 og har af samme grund en særstatus.

Da Danmark blev kristent

På de teologiske møder på Schackenborg Gods fik dronningen skærpet sin bevidsthed om, hvordan kristendommen har været med til at forme Danmark. ”Det satte det hele i relief og gav baggrund for at forstå mere,” siger hun, og præcis som hun løbende har orienteret sig i faglitteratur indenfor arkæologi for at forstå fortiden, har hun fulgt med, når der er kommet nyt frem om, hvordan Danmark blev et kristent land.
De første forsøg på at missionere i Danmark beskrives allerede i begyndelsen af 700-tallet, da en engelsk missionær uden held prøvede at omvende en dansk konge. Andre missionærer gjorde ligeledes modige forsøg, men fik ikke fodfæste i det hedenske land. Danmarks officielle overgang til kristendommen skete først, da Harald Blåtand senest i 965 lod sig døbe og gjorde sit land kristent. På den store runesten ved Jelling Kirke er skiftet i bogstavelig forstand hugget i granit: ”Den Harald der vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne,” står der skrevet som vidnesbyrd om kongens skridt.

Siden har forskere sat spørgsmålstegn ved, om Harald Blåtand alene gennemførte skiftet af ren og skær fromhed, eller om der var andre motiver indblandet? Historikere har peget på, at kongens overgang til kristendommen måske også bør ses som et skaktræk overfor en tysk kejsermagt, der voksede i styrke, ligesom hans beslutning er blevet kædet sammen med hans kamp for at holde riget sammen og fastholde kontrollen over rivaliserende høvdinge. ”Harald Blåtand kunne se, hvor det bar hen, og hvis han skulle bjærge sit land og undgå at komme i karambolage med den tyske kejser, var det klogt at sikre skiftet. Hvis man selv var kristne, kunne man jo ikke så godt blive tvangskristnet af andre. Det har nok været ræsonnementet,” lyder det fra dronningen.

Det imponerende var, at Harald Blåtand var så stærk, at når han havde truffet sine beslutninger, kunne han gennemføre dem. ”Han har været en særdeles håndfast herre. At han bygger disse store ringborge, opfører en forrygende bro over Ravning Enge, har en stor flåde sejlende og samtidig kan rejse det kæmpe monument i Jelling indenfor en relativt kort periode, viser en usædvanlig styrke. Han rådede over folk, og han kunne sige ’så gør I det!’ og ’jeg vil have så og så mange læs tømmer,’ og så blev det udført. Det var en mand, der talte med vægt. Vi ved, at han blev vippet af pinden, sandsynligvis af sin søn, som nok syntes, at nu blev det for morsomt. Der har sikkert været en del folk i riget, der ikke gad køre flere læs tømmer til kongens bygværker. De skulle også have tid til at passe jorden.”

For dronningen har det været interessant at følge, hvordan fortællingen om Harald Blåtands omvendelse er blevet udvidet og nuanceret efter opdagelsen af nye fund, der har tråde endnu længere tilbage i historien. ”At Harald Blåtand lader danerne kristne, har vi været klar over gennem tusind år. Men de seneste arkæologiske fund viser, at kristendommen lige så stille har været på vej til at sive ind allerede inden. Fra tidlige spor i Ribe og andre steder kan man se på den måde, folk er blevet begravet på, at de nok har været kristne. Det var ikke usædvanligt, at handelsfolk lod sig primsigne. Det blev brugt i 900-1000-tallet, og man kender det fra nogle af sagaerne, ikke fra de islandske sagaer, men fra andre. Det var især folk, som havde handlet og rejst i det kristne Europa, som lod sig primsigne,” fortæller dronningen.

Slår man efter i ordbogen, kan man se, at verbet at primsigne kommer fra det latinske udtryk primum signum, som betyder at gøre korsets tegn som en første velsignelse af en nyomvendt kristen inden den egentlige dåb. I Norden var der tale om et første skridt mod omvendelse og dåb, og der har sikkert været flere grunde til at tage dette skridt, lyder det fra dronningen. ”I nogle tilfælde har det givetvis været, fordi det gav folk bedre mulighed for at handle med de kristne købmænd i de byer, hvor de kom – når de nu var færdige med at brænde dem af! – men det er givetvis også blevet gjort af indre overbevisning.”

Den store betydning

Betydningen af danernes kristning kan efter dronningens mening næppe overvurderes. ”Vi kommer med ind i den europæiske skrevne historie. Landet får en ny struktur på grund af bispedømmerne. I første omgang bliver der udnævnt nogle bisper, og vi ved faktisk ikke, om de nogensinde har siddet på deres bispestole. Nogle har dem har måske, andre har måske bare siddet nede i Bremen og vigtet sig af at have en bispetitel! Men i det øjeblik kirken kommer til Danmark med sin organisation, får man et referencesystem for, hvem der er hvem, og hvad hvem gør. Der bliver simpelthen skrevet i annalerne om Danmark. Nogle af dem er bevaret, ikke tilbage til den helt tidlige tid, men dog så meget, at man kan følge, hvordan det langsomt trænger igennem,” siger dronningen.

Samme mønster slog igennem overalt i Europa, da den latinske katolicisme bredte sig og satte sit store præg på samfundene ikke blot religiøst, men også politisk, socialt og kulturelt, fra 700-tallet til 1500-tallet. Undervejs samarbejdede kirken tæt med fyrster og konger. Kirkerne kunne legitimere monarkierne og være med til at organisere rigerne, mens kongerne kunne beskytte og understøtte kirken.

Luther

Næste kvantespring indtraf med Reformationen, som splittede den katolske kirke i 1500-tallet. Det var en udvikling, der blev sat i gang af én mand, teologen, munken, professoren og reformatoren Martin Luther, der nåede frem til, at det er menneskets tro på Gud, der bringer frelse, og at gerningerne ikke er afgørende. Dermed kom han på kollisionskurs med den katolske kirke, som solgte aflad, så folk ved at give penge til kirken blev lovet mindre pine, når de døde og kom i skærsilden, hvor menneskene straffes og renses for deres synder, inden de lukkes ind i Paradis.

Luthers budskab var, at der slet ikke fandtes belæg for denne praksis i Bibelen, og at formålet alene var at understøtte den katolske kirke økonomisk. I forbindelse med invitationen til et møde, hvor Luther ville udbrede sit syn, slog han sine berømte teser op på kirkedøren i Wittenberg, og hermed var der åbnet for et opgør, som skulle få konse- kvenser ikke alene for kirken, men også for magtstrukturerne i Europa og for folks opfattelse af Gud. Luther blev modarbejdet, truet og erklæret fredløs, ligesom han blev underkastet talrige forhør, men trods mod- standen fra den katolske kirke bredte hans ideer sig og fik støtte.

Da hans medarbejdere præsenterede en sammenfatning af hans lære – den evangeliske kristendom – satte de alt ind på at bevise, at Luthers tænkning var i overensstemmelse med kirkens oprindelige budskaber, inden de var blevet forvredet. Den Augsburgske Bekendelse, som skriftet kom til at hedde, blev siden forpligtende for alle, der ville tilslutte sig Reformationen. Det mest effektive redskab til at udbrede hans lære blev imidlertid en katekismus, en lille lærebog.

Med Reformationen skete endnu et skifte, som fik stor betydning for Danmark og danskernes måde at opfatte Gud og verden på. ”Det er rødderne til det moderne Danmark,” lyder det fra dronningen.
Skiftet får også betydning for kongemagten, eller som kongehuseks- perten Jes Fabricius Møller har udtrykt det: ”Fra og med Reformationen har danske konger opfattet sig som kirkens patron eller som beskytter af den sande tro.” Det kom til at afspejle sig i Kongeloven af 1665 og blev også tydeligt i Grundlovens bestemmelse om kongens kirkelige tilhørs- forhold, som betyder, at dronning Margrethe den dag i dag skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke.

Flere af Europas konger så en fordel i at tilslutte sig den nye troslære, eftersom uafhængigheden af den katolske kirke kunne styrke deres egen position, og det aspekt har dronningen blik for. ”Det blev i høj grad kongen, der satte sig på det. Det var ikke længere bisperne, og fra bisperne til ærkebiskoppen, og fra ærkebiskoppen ned til Rom. Det var kongen, der kørte det. Det var det, han ville med det, og det har været en af grundene til, at Reformationen har slået godt igennem i visse lande. Kongen kunne se sin fordel i det – det var strategi – det kan man ikke se bort fra,” konstaterer hun. ”Men det var også noget, der optog folk. Det var ikke noget, der kun kom ovenfra. Særligt i visse af købstæderne var der en stærk interesse for at reformere kirken. Man sendte jo folk til Witten- berg for at læse dernede. Der var virkelig grøde i det. Vi fik Reforma- tionen i Danmark i 1536. Da slår det igennem, og da bliver det besluttet, at sådan skal det være, og da blev det også klart, at ingen af de danske bisper, de katolske, ville gå med over i den nye kirke.”

Den kristne baggrund

Set med dronningens øjne har kristendommens udbredelse fået af- gørende betydning og præger fortsat det moderne danske samfund. ”Det er svært at regne denne baggrund ud af det danske system og ud af Danmark og danskerne. Vi har bygget på kristen grund i mere end 1.000 år siden Harald Blåtands omvendelse, og i 2017 er det 500 år siden, Luther slog sine teser op. Man kan ikke forestille sig Danmark uden kristendommen. Rent bortset fra trosspørgsmålet vil jeg sige, at hele vores kultur bygger på det. Vores dagligdag er blevet præget af kristningen helt i starten og derefter af Reformationen, som har lagt ind i os, at det er søndag en gang om ugen, og at der er kirkegang, hvis man vil. Vi lader vores børn døbe for det allermeste. Vi går til konfirmation. Vi vil gerne have bryllup i kirken. Og vi vil gerne begraves i kirken. Det er begyndelsen og enden, og det tror jeg er væsentligt. Det er et mønster, og det er et mønster, der går igen i alle kristne lande.”

Ifølge dronningen udgør kristendommen med dens ritualer og højtider en stor del af danskeres identitet og tankegang, men mange overser ofte, hvor dybt det er indlejret. ”Vi tager det lidt hurtigt og let i Danmark, måske fordi vi har været kristne så længe, at vi ikke rigtig kan forestille os det anderledes, men det stikker dybt,” lyder det fra dronningen.

Kirken under pres

Ifølge Grundloven har alle borgere ret til at dyrke Gud på en måde, der stemmer overens med deres overbevisning, og ingen skal på grund af deres tro kunne miste borgerlige eller politiske rettigheder. Men én paragraf bestemmer, at kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke, og på dette punkt er den almindelige religionsfrihed sat ud af kraft. Nogle har argumenteret for, at denne fastlåsning af det kongelige statsoverhoved er urimelig. Men for dronning Margrethe har dette til- hørsforhold aldrig været et problem.

I interviewet med Erik Bjerager i Kristeligt Dagblad vendte hun problemstillingen på hovedet. ”Da det rigtig gik op for mig, tænkte jeg, at det jo i virkeligheden var en kæmpe fordel, for så behøvede man jo ikke begynde at stille spørgsmål, og ville noget andet nu være bedre? Nej, dér har jeg at være. Og så er folkekirken jo en overordentlig åben forestilling. Jeg mener, at der er så mange måder at have sit liv inden for folkekirken på. Så det er aldrig noget, jeg har følt som nogen hæmsko,” lød det fra regenten. I samme interview fastslog hun, at når folkekirken har sin særlige position i Danmark, er det rimeligt, at statens overhoved er forankret netop dér. ”Vi er et kristent land med en kristen historie og som helhed et kristent folk. Hvis man som regent kunne vælge, så skal man vælge ... og så er man på den!”

Når der har været argumenteret for at gøre regenten fri af sin binding til folkekirken, har budskabet især lydt fra grupper, som mener, at kirke og stat bør skilles ad, og som har talt for, at alle religioner burde stilles lige. Dronningen har med få, men prægnante, fremstød gjort det klart, hvor hun står. Mest bemærkelsesværdigt skete det i Annelise Bistrups portrætbog fra 2005, da hun sagde: ”Debatten om at skille kirke og stat er der. Og der er nogle, der skubber vældigt på. Men jeg tror, at den danske folkekirkemenighed er så træg en masse, at man vil få svært ved at gennemføre en så dramatisk omvæltning (...)Skiller man stat og kirke, er jeg bange for, at vi først for alvor får en afkristning af landet,” lød det fra majestæten.

Kristendommens betydning for Danmark

Ordene flugtede med dronningens budskab i interviewet i Kristeligt Dagblad, hvor hun medgav, at folkekirken i sagens natur ikke kunne give identitet for alle, ”for der vil også være folk, der ikke er kristne, og det skal de også have lov til ikke at være. Men det er en god ting, hvis de kender noget til kirke og kristendom, for det er en meget væsentlig del af Danmarks historie. Kristendommen er en meget kraftig del af, hvad Danmark er og står for.” Hun fastslog ved samme lejlighed, at sådan burde det forblive.”I bund og grund ser jeg det stadig som en fundamental ting for Danmark, at der er et udgangspunkt, vi skal holde fast ved. Jeg tror også, at det er nemmere at give plads til andre, hvis man ved, hvor man selv står. Det er måske også nemmere at få respekt fra andre, når man har vist, hvor man selv står.”

Debatten er så langtfra afsluttet, og fronterne står skarpt. Flere går mere håndfast i brechen for kristendommen og folkekirken end tidligere. Presset fra globaliseringen, indvandringen og mødet med andre religioner, især islam, spiller utvivlsomt en rolle og får flere til at markere, at Danmark har et kristent udgangspunkt. Men denne fremstilling mødes af indædt modstand fra andre sider.

I forbindelse med Folketingets åbning i oktober 2015 skrev Politikens daværende kulturredaktør, Rune Lykkeberg, en leder med overskriften ”Danmark er ikke et kristent samfund”, som tog sit udgangspunkt i, at borgerlige politikere var begyndt at fremhæve kristendommens betydning, og det vendte skribenten sig imod: ”Som altid blev Folketinget i går åbnet med fælles kirkegang, men nu mener regeringen det alvorligt.

Det borgerlige Danmark har oplevet en vækkelse. I regeringsgrundlaget bliver det slået fast, at ’Danmark er et kristent land’. Og forleden erklærede forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i anledning af tiåret for Muhammed-tegningerne, at vi er et kristent sam- fund. Måske lyder det som en selvfølge, men det er et brud med det, han sagde som statsminister. I 00’erne proklamerede Fogh, at religion var en privatsag, og han ville derfor have mindre religion i det offentlige rum,” lød indledningen. Derpå fastslog Lykkeberg, at det var mødet med islam, der havde sat gang i diskussionen om religionens rolle i det moderne Danmark. ”Nu er tendensen, at muslimerne skal lære, at Danmark er et kristent samfund. Det er rigtigt, i den forstand at kristendommen historisk har været dominerende i Danmark, og at vi stadig har en folkekirke. Men i en anden forstand er det forkert, for det moderne Danmark bygger ikke på kristendom. Alt det, vi i dag hylder som fundamentale principper for fællesskab, er udviklet i et opgør med kristendommen,” skrev Lykkeberg. Hans pointe var, at alle borgere får fortalt, at de skal anerkende kvinders ligestilling, homoseksuelles rettigheder og ikke må slå deres børn, og derpå udpegede han folkekirken som den eneste offentlige institution, som har ideologiske problemer med at behandle kvinder lige og anerkende homoseksuelle. Endelig fremhævede han, at folkeskolen i de seneste 100 år har betydet langt mere for op- dragelsen, uddannelsen og oplysningen af borgerne end folkekirken, ligesom arbejderbevægelsen og kulturradikalismen har betydet mere for pædagogikken, selvforholdet og opfattelsen af magt end kristendommen – og heldigvis for det, som han skrev.

Tilhængerne af en adskillelse mellem stat og kirke slår på, at i det nye multikulturelle, multietniske og multireligiøse samfund er det vig- tigt, at man sikrer lighed for alle i stedet for at give én religion positiv særbehandling. Det er et budskab, som især er kommet fra Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten på Christiansborg, ligesom flere aviser står på samme synspunkt.

For andre er denne tankegang udtryk for en kortslutning af den lange historie, der har gjort Danmark til det land, det er. I en leder skrevet af Erik Bjerager i Kristeligt Dagblad pegede chefredaktøren på det absurde i, at kristendommen er blevet en anstødssten for mange. ”I mere end 1000 år har kristendommen virket civiliserende og bidraget positivt til dansk og europæisk kultur. I flere europæiske lande består der en tæt forbindelse mellem stat og kirke, og ingen kan anklage Storbritannien, Norge, Finland eller Danmark for at være lande, der diskriminerer religion, selv om det er her, at staten står kirken særligt nær (...) Den europæiske statsdannelse er dybt præget af kristendom, og alle lande i Europa har hentet værdier og inspiration herfra. Ingen anden religion, ideologi eller bevægelse har sat sig så dybe spor som kristendommen,” lød ordene. Erik Bjerager argumenterede for, at det gav god mening, at der fortsat eksisterer en forbindelse mellem stat og kirke, for hvor skulle staten få sine værdier fra, hvis den kappede livlinen til den tro, der sætter kærligheden og omsorgen for andre i højsædet?

Mødet med andre religioner

På Amalienborg glæder dronningen sig over, at der er kommet øget fokus på kristendommen, og hun bliver ikke rystet, når kritikerne siger, at landets kirker står tomme søndag efter søndag. På spørgsmålet, om det ikke er trist for hende at se, at der ikke møder så mange op til guds- tjeneste, lyder svaret: ”Det er meget forskelligt, skal jeg sige Dem. Jeg har været til mange gudstjenester, hvor der var masser af mennesker i kirken. Da jeg var i kirke i søndags, i slotskirken på Fredensborg, var der ikke ret mange. Men der var til gengæld konfirmation i de to andre kirker i sognet, og så kan man godt regne ud, hvor de fleste sad. Jeg har været til mange gudstjenester, og der er ikke propfyldt, men der er pænt fyldt op. Folk kommer i kirke, men de går ikke og flager med det. De flager gerne med Dannebrog, men alt det andet flager vi ikke med.”

Dronningen lader sig heller ikke kyse af, at Ateistisk Selskab i foråret 2016 igangsatte en større kampagne for at få folk til at melde sig ud af folkekirken: ”Man laver i reglen ikke kampagner, medmindre man tror, at man er lidt presset.” Hun mener, at det er positivt, at danskerne i mødet med andre religioner er begyndt at tænke mere over deres ud- gangspunkt. ”Når man huser en hel del mennesker med en anden religion, bliver man mere opmærksom på, hvad der er vores religion. Der skal selvfølgelig være plads til andre med andre synspunkter og en anden religion, som man kan have mere eller mindre sympati for, men det er vigtigt, at vi husker, hvad vi er rundet af. På det punkt tror jeg, at folk er mere bevidste i dag, end de måske var i forgårs.”

Dronning Margrethe fotograferet på Fredensborg Slot. Foto: Leif Tuxen
Dronning Margrethe fotograferet på Fredensborg Slot. Hun arbejder blandt andet med broderi i forbindelse med Reformationsjubilæet. Foto: Leif Tuxen