Prøv avisen
Morgensamling

Ekspert i forvaltningsret kalder minksag for nedsmeltning, pandemi kan radikalisere unge, og briterne må holde jul i bobler

Minksagen slutter ikke med Mogens Jensen, social isolation kan føre til radikalisering, og julen rammes af coronakrisen. Billedet nederst til højre og det store til højre er arkivfotos og viser blandt andet julemanden i en coronasikker plastikboble i Aalborg Zoo. Foto: Henning Bagger, Mogens Philip Davali, Afolabi Sotunde/Ritzau Scanpix

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Minksag er en demokratisk skandale
Avisforsider og avisledere er i dag prægede af minkskandalen og Mogens Jensens afgang onsdag, hvor han afleverede en redegørelse om sagens forløb. I dag klokken 11 går statsminister Mette Frederiksen (S) til Dronningen for at præsentere en afløser for Mogens Jensen eller ligefrem en større ministerrokade. Men sagen slutter slet ikke her og kan ende i enten en kommissions- eller advokatundersøgelse. Alle sten skal vendes i sagen, der omtales som en demokratisk skandale, lyder det både fra partiformænd og i avisledere, heriblandt i Kristeligt Dagblad.

Et af de store spørgsmål i minksagen er, hvorfor Rigspolitiet trods viden om manglende lovgrundlag alligevel ringede til minkavlere med beskeden om, at alle mink skulle aflives og at ”beslutningen var truffet”. Det skriver DR. Og ifølge to af landets førende eksperter i forvaltningsret er der tale om en ”nedsmeltning af embedsværket” og et potentielt brud på ministeransvarlighedsloven. Det skriver Berlingske, som har talt med Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, der kalder sagen ”den største skandale i relationen mellem embedsmænd og ministre, jeg kommer til at opleve i min tid.”

Flere bliver over 100 år
Vi bliver ældre og ældre, og flere oplever derfor at blive over 100 år. Den tendens opleves også i Aalborg Kommune. Her er antallet af borgere over 100 år steget fra 27 til 42, viser en opgørelse, som ældre- og handicapforvaltningen laver med jævne mellemrum. Det skriver Nordjyske. Ældre- og handicaprådmand Jørgen Hein (RV) tror det skyldes en kombination af gode gener, sund levevis, sund kost og motion. Avisen har lavet et interview med Ejvind Nielsen fra Hasseris, som fylder 105 år i dag, og det gør ham ifølge Danmarks Statistik til Nordjyllands ældste mand samt en ud af kun tre mænd på den alder i hele landet.

Folkesundhed fylder mere end tidligere
Hvor folkesundhed tidligere hovedsageligt handlede om at måle rygning og overvægt hos befolkningen, er begrebet nu blevet omdrejningspunkt for både grænselukninger, forsamlingsforbud og senest minknedslagtninger. Statsministeren har brugt ordet flittigt gennem de seneste ni måneder under coronakrisen, skriver Kristeligt Dagblad. ”Normalt er det os akademikere, der argumenterer for, at folkesundheden skal fylde mere, og at staten skal reagere ud fra, hvad der er bedst for folkesundheden. Men nu befinder jeg mig i en situation, hvor jeg kan tage mig selv i at tænke, at nu går staten for langt i folkesundhedens navn,” siger adjunkt i sundhedsret på Københavns Universitet Katharina Ó Cathaoir.

Pandemien gør unge mere åbne over for radikalisering
I Storbritannien kommer politiet nu med en advarsel om, at den sociale isolation også kan gøre unge mennesker mere sårbare over for radikalisering. Ifølge The New York Times har politiets antiterrorafdeling registreret en stigning i omfanget af ekstremistisk materiale på nettet, mens unge samtidig sidder mere for sig selv isoleret foran skærmen uden påvirkning fra skole eller andre netværk. Det er en ”perfekt storm”, lyder det i en pressemeddelelse fra North Yorkshire Police, der blev offentliggjort onsdag og kommer efter en række terrorangreb i Frankrig og Wien, der forbindes til islamisk ekstremisme.

Briterne må holde jul trods restriktioner
Vi bliver i samme land, hvor coronakrisen, som i andre lande, begynder at række ind i den kommende højtidsperiode. Den britiske regerings sundhedseksperter anbefaler 25 dages yderligere nedlukning og sociale restriktioner fra december. Men krisen bør ikke gå ud over julen ”efter et utroligt svært år”, mener premierminister Boris Johnson, som vil give tilladelse til sociale bobler for fire husstande i fem dage over højtiden. Det skriver avisen The Sun. Tiltaget kommer dog ikke uden konsekvenser, påpeger de britiske sundhedsmyndigheder. For fem dage med løsere restriktioner betyder efterfølgende fem dage med strammere regler efter højtiden.

Julemanden taler med børn online
En juletradition mange steder er at gå i indkøbscenter og sætte børn på skødet af Julemanden, så de kan fortælle deres gaveønsker. Det dur nok ikke i år på grund af corona. Men når nu alle vi andre er blevet bedre til at holde møder online hjemmefra, så kan Julemanden vel også. Og ja, det kan han, skriver The Guardian. På hjemmesiden Santascallingyou.co.uk kan børn besøge og tale med Julemanden på Nordpolen.