Det har vakt opsigt, at Novo Nordisks administrerende direktør, Lars Rebien, ifølge beregninger foretaget af Berlingske Business står til at kunne lade sig pensionere i en alder af 61 år med en rekordstor fratrædelsesgodtgørelse på mere end 100 millioner kroner.
Dermed overgår han en anden Novo Nordisk-direktør, Kåre Schultz, som fik 72 millioner, da hans og Novo Nordisks veje skiltes i 2015. Tilfældene i Novo Nordisk er langtfra enestående, men er i stigende grad praksis blandt landets største virksomheder.
Korshærspræst i Aarhus Morten Aagaard har haft en bemærkelsesværdig karriere og skiftede efter 10 år som direktør for Lego-fonden Ole Kirks Fond de bonede direktionsgulve ud med Kirkens Korshær. Han har således indgående kendskab til såvel samfundets top som bund.
Ifølge ham er tilfældet med Lars Rebien udtryk for, at lønniveauet hos topledere i visse tilfælde har nået et uacceptabelt niveau.
”Jeg mener, man er nødt til at erkende, at der er grænser for, hvad et menneske kan være værd, og ingen mennesker er 100 millioner kroner værd,” lyder det fra Morten Aagaard, som dog erkender, at det er svært at sige præcis, hvornår en løn er for høj.
”Man kan ikke sætte en definitiv grænse. Man kan kun henvise til almindelig fornuft og anstændighed.”
Steen Vallentin er lektor på institut for ledelse, politik og filosofi på Københavns Handelshøjskole, CBS, samt medlem af Det Etiske Råd.
Han er ikke enig i, at Danmark på nuværende tidspunkt har et problem med direktørlønninger og peger på, at lønniveauet for danske topledere er lavere end i mange af de lande, vi almindeligvis sammenligner os med. Han mener, at meget af kritikken skal tilskrives, at danskerne traditionelt set har vægtet lighed højt.
”Med undtagelse af enkelte tilfælde, hvor ledere trods ringe resultater har fået, hvad der kan virke som generøse fratrædelsesgodtgørelser, så er vi ikke i nærheden af det niveau, som vi eksempelvis ser i USA. Økonomisk er Danmark et af de mest lige lande i verden, og vores tradition for lighed spiller formentlig også en rolle i, at vi er meget kritiske over for høje direktørlønninger. Nogle vil af princip sige, at intet menneske er et årligt tocifret millionbeløb værd, men det er jeg ikke enig i. Hvis man sidder i en topstilling i en større virksomhed, er dygtig til sit job og evner at skabe værdi på den lange bane, kan man sagtens gøre sig fortjent til en meget høj løn.”
Jacob Dahl Rendtorff er filosof og lektor i virksomheders ansvar, etik og legitimitet ved Roskilde Universitet. Ifølge ham skyldes høje lederlønninger den logik, der hersker på arbejdsmarkedet, samt at topchefer ofte lever en usikker tilværelse med korte ansættelser. Han mener dog, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om den manglende jobsikkerhed står mål med kompensationen.
”Lønningerne skyldes, at man arbejder ud fra en forståelse af, at en høj løn er det bedste instrument til at gøre sig attraktiv som virksomhed. Topchefer har ringe jobsikkerhed og er ofte blot ansat i en stilling i få år. Derfor kompenserer man dem eksempelvis ved at garantere dem en pæn fratrædelsesbonus. Man kan dog godt spørge, om belønningen står mål med den risiko, de løber. En topchef, der bliver fyret, skal trods alt næppe regne med at blive sat komplet uden for arbejdsmarkedet i længere tid.”
Siden ordet finanskrise blev en fast del af det danske ordforråd i 2008, hvor fyringer, lønnedgang og konkurser ramte mange mennesker, har der netop været et stigende fokus på toppen af erhvervslivet.
Det skyldes ikke mindst, at befolkningen, mens den blev mindet om ”nødvendighedens politik” og blev opfordret til at sætte tæring efter næring, kunne læse om stigende direktørlønninger, generøse bonusser i eksempelvis bankverdenen og store fratrædelsesordninger til topchefer.
Men er det blot udtryk for misundelse i et land, hvor Janteloven stadig har stærke rødder, eller er der grund til bekymring? Ifølge Jacob Dahl Rendtorff er der mere på spil end blot sure rønnebær.
”Det er et problem både økonomisk og etisk. Den traditionelle kapitalisme havde et samfundsmæssigt sigte, mens den nuværende udvikling snarere er udtryk for grådighed. Større formuer samles hos de få i hidtil uset grad, og den øgede ulighed truer sammenhængskraften; både fordi lønmodtageren kan se samfundets top få lønstigninger i krisetider, og fordi virksomheder får stadigt større indflydelse.”
Ifølge den såkaldte Gini-koefficient,der måler graden af ulighed, er uligheden i Danmark steget siden årtusindskiftet, men det er ikke alle, der mener, det nødvendigvis er problematisk. Både Liberal Alliance og den liberale tænketank Cepos har tidligere argumenteret for, at ulighed ikke skal ses som et onde, så længe de dårligst lønnede ikke bliver fattigere. Den opfattelse deler korshærspræst Morten Aagaard ikke.
”Den voksende ulighed er problematisk, for der er nødt til at være sammenhæng i et samfund. Vi er det lykkeligste folkefærd i verden, og det skyldes i høj grad vores lighed, så hvorfor lade os inspirere af lande som USA, hvor uligheden er løbet løbsk?”
Selvom Steen Vallentin fra Det Etiske Råd ikke mener, der på nuværende tidspunkt er grund til bekymring, så er han enig i, at et land som USA snarere tjener til skræk og advarsel end som inspirationskilde.
”Vi er ikke i nærheden af at nå det nærmest perverse niveau af ulighed, som vi ser det i eksempelvis USA. Her oplever man nu, at der i befolkningen for første gang i nyere historie ikke er tiltro til, at den næste generation vil være bedre stillet end den foregående. Troen på, at enhver er sin egen lykkes smed, har sværere kår i dag, hvor befolkningen kan se magten og de økonomiske ressourcer blive samlet på færre hænder,” lyder det fra Steen Vallentin, som mener, at virksomhederne må tage et medansvar for ikke at bidrage til den øgede ulighed.
”Typisk vil virksomheder nævne udbud, efterspørgsel og aktiekurser, når de skal forsvare skyhøje lønninger. Men i sidste ende er det ikke markedet, der bestemmer lønningerne. Det er de mennesker, der sidder i virksomhedernes bestyrelser og direktioner. Det er problematisk, hvis markedslogikken alene får lov at råde, for den er kortsigtet og levner ofte ikke plads til, at virksomheden orienterer sig mod sin rolle i samfundet i bredere forstand.”