Leder man efter et udsalg på Strøget i København eller gågader i større danske byer, skal man ofte lede længe.
Der er nærmest gået ophørsudsalg i det hæderkronede danske ord, og i stedet går man på sale, når man shopper. Bilen parkerer man i en carpark, og hvis det bliver for koldt, kan man varme sig med en biograffilm i Cinema Center, hvis man da ikke lige skal have en klassisk dansk pølse med brød hos Steff's Place.
Vores behov for at låne ord fra det engelske bliver stadig mere udtalt, mener professor og sprogforsker Jørn Lund.
”Jeg har lavet statistik på pølsevogne, og de har næsten alle sammen fået et fornavn med apostrof efter s, som man gør på engelsk. Noget mindre engelsk eller amerikansk end en pølsevogn skal man ellers lede længe efter,” siger han.
Det er vigtigt at skelne mellem de ord, vi låner, fordi vi har brug for at betegne noget nyt såsom en computer, og de ord, der kommer ind som forsøg på smartness, siger Jørn Lund – for nu at blive i jargonen.
”Vil vi have et stærkt sprog, må vi ikke sætte grænsebomme op for ord udefra. Vi skal sørge for at have et sprog, som passer til vores udtryksbehov, og det behov rummer alle de ord, vi havde i forvejen og nogle af de nye fra engelsk. Nogle ord har vi brug for, så vi kan udtrykke, hvad en moderne verden kræver. Men der er forskel på at have brug for ord og at vælge ord, fordi de lyder lidt smartere end andre.”
Sale tilhører den sidste kategori, mener Jørn Lund. Det samme gør frisører som Kurt’s haircut, tv-kanalen TV 2 News eller programmet Lounge på den regionale tv-kanal Lorry.
”Den bølge af engelske ord, som ser ud til at blive heftigere og heftigere, er mest bare udtryk for dovenskab. Man kunne kaldet det plagiat, for der er intet originalt i det,” siger han.
De mange engelske ord kan virke ekskluderende på eksempelvis ældre, som ikke er vokset op med engelsk, mener Sabine Kirchmeier, ph.d. og direktør ved Dansk Sprognævn:
”Det virker fremmedgørende, hvis der bruges for mange fremmedord, og det er ikke venligt over for de befolkningsgrupper, som ikke kender fremmedsprog. Vores sprog skal være rummeligt og inkludere alle, og det at udtrykke sig klart, at bruge dansk og at videreudvikle dansk er derfor meget vigtigt. Der ligger også den signalværdi i at bruge danske ord, at man respekterer og værdsætter sig eget sprog, og det signalerer man ikke ved konstant at hive engelske ord ind.”
Der har dog stort set altid været sproglige modefænomener og påvirkninger fra de lande, som har været økonomisk og kulturelt dominerende på et givent tidspunkt. I 1600- og 1700-tallet fik vi mange franske ord, som vi ikke længere betragter som franske. Siden kom tysk mere end noget andet sprog til at påvirke os, det danske hofsprog var tysk under fem konger, og selvom Ludvig Holberg gjorde nar ad det tyske, stammer 25 procent af vores ord i dag fra tysk.
Men mens fransk kun taltes af den danske overklasse, og tysk ganske enkelt var nødvendigt for at kunne klare sig i det danske samfund, rammer bølgen af engelsk, som tog sin begyndelse efter Anden Verdenskrig, hele befolkningen, siger Jørn Lund.
”Man kan diskutere, om der ikke ligger en fattigdom i, at engelske eller amerikanske ord erstatter de danske. Et amerikansk ord som 'hej', som har erstattet 'goddag' og 'farvel', kan være udmærket, men det fjerner nogle nuancer for eksempel mellem de mennesker, man kender godt, og dem, man kender mindre godt.”
Hvis nogen skulle tænke, at det alt sammen er de unges skyld, er det ikke rigtigt, mener Sabine Kirchmeier.
”Det er slet ikke de unges skyld. At de unge leger med engelske ord i deres interne jargon, Herregud, det gjorde vi også i min generation, og det når sjældent længere ud.”
Hun påpeger i stedet, at 50, 75 eller helt op til 100 procent af undervisningen på mange universitetsuddannelser foregår på engelsk, mens 56 procent af virksomhederne i dansk industri har engelsk som koncernsprog.
Det er for eksempel ikke længere nok at være direktør eller storkundesælger, nu skal man også være president eller key account manager.
”Hvis man endelig skal pege fingre ad nogen, er det erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne. Det er derfra, vi får den stærkeste påvirkning,” siger Sabine Kirchmeier.