Prøv avisen
Boguddrag

Geeti Amiri: Vold går aldrig ubemærket hen, selvom erkendelsen af den bliver undertrykt

Min mor var vant til vold, hun er opvokset med vold, og derfor vendte hun det blinde øje til min brors vredesudbrud. Sådan skriver Geeti Amiri i en ny bog, der handler om hendes teenageår, hvor vold var en del af hverdagen. Læs et uddrag her. Foto: Leif Tuxen

Da afghanskfødte Geeti Amiris far blev syg og døde, tog volden i hendes barndomshjem til. Hendes bror anså det nemlig som sin ret, at slå på søstrene, hvis de ikke opførte sig, som han syntes, de burde. Amiri beretter i en ny bog om det psykiske helvede, hun måtte leve i som teenager. Læs et uddrag

Hvordan begynder vold? Det spørgsmål kan man stille kvinder, der står på krisecentret med børnene på slæb. Man kan spørge den unge pige, hvis kæreste har sendt hende gennemtævet på hospitalet, om det samme. Og man kan spørge min mor om det. Havde hun ikke set volden komme?

Jeg tror, at man altid ser volden komme. Den ligger og ulmer under overfladen og venter på at bryde frem.

Vold går aldrig ubemærket hen, selv om erkendelsen af den bliver undertrykt, i håb om at den går over af sig selv. I det urealistiske håb svigtede min mor os piger allermest. Hun håbede, selv om hun vidste bedre. 

I løbet af de tre år, hvor min far var syg, tog min brors daglige psykiske og fysiske tortur af mig og mine søstre til. Min mor var for påvirket af min fars sygdomsforløb til at have overskud til at agere mor, så hun lod det ske, og mine søstre var for skyldbetyngede til at fortælle min far om det.
 
Min far var inderlig modstander af vold. Han var pacifist og afviste brugen af vold såvel i hjemmet som i politik. Måske var det derfor, han ikke egnede sig til at blive boende i Afghanistan eller til at være involveret i afghansk politik.

Jeg kan kun huske én gang, hvor min far hævede hånden over for mig. Min fire år yngre nevø og jeg løb rundt i lejligheden og larmede og sloges, mens min far sad i en alvorlig samtale. På et tidspunkt blev det ham for meget, og jeg fik en lussing. Jeg ved, at han resten af sit liv fortrød denne ene gang, han havde slået sin datter.

Men min mor var vant til vold, hun er opvokset med vold, og derfor vendte hun det blinde øje til min brors vredesudbrud, der blev forstærket af hans hashmisbrug og resulterede i voldelig adfærd over for dem, der var svagere end ham selv.

Det begyndte allerede før min fars sygdom og det blev værre og værre, i takt med at han blev dårligere. Det var i de små ting, at voldens frø spirede i mit ellers fredelige barndomshjem. For eksempel når mine
ældre søstre vaskede tøj.

De behandlede min brors tøj med stor varsomhed: altid sørge for at følge vaskeanvisningen, ikke tørre det for længe, sørge for at lægge hans T-shirts sammen på den rigtige måde, samle strømperne rigtigt i par og huske, at hans bukser ikke måtte komme i tørretumbleren. Men uanset hvor omhyggelige de var, straffede han dem, fordi T-shirten var lagt forkert sammen og havde synlige folder, eller fordi bukserne var
blevet vasket på en forkert måde og derfor var enten for stive eller for bløde.

Der var rigtige og forkerte dage at vaske på, og det havde ikke noget med tiderne i vaskekælderen at gøre. Det afhang af min brors humør, og når mine søstre vaskede tøj en dag, hvor min bror var mere tilbøjelig til at flippe ud, slog han dem. Og fordi den ene søster var større og højere end den anden, stillede hun sig altid forrest og tog imod slagene.

Det var ikke kun inden for hjemmets fire vægge, at han udøvede vold. Det var også, hvis han så mine søstre i byen et sted, hvor de ifølge ham ikke måtte opholde sig. Engang fandt han dem til en fest i fritidsklubben.

Der blev ikke serveret alkohol, og festen sluttede klokken 22, men han blev rasende og gav min ene søster en lussing. Derefter slæbte han dem hjem for øjnene af alle, hvorefter de blev yderligere skældt ud og bebrejdet af min mor. For sådan var det, når man ikke adlød en beskyttende bror, sagde hun. Vores mor accepterede, at han brugte vold, for det var han ifølge hende i sin gode ret til.

Afghanske brødre opdrager deres søstre af kærlighed.

Min bror kunne også kræve at få penge af mine søstre, uden at min mor greb ind. Når mine søstre gik med aviser, var han med for syns skyld, men det var dem, der løb op og ned ad trapperne. Vi vidste ikke, at der var noget, der hed frikort, så det var ikke mange hundrede kroner, de tjente, men det, de fik, følte han sig berettiget til at disponere over.

Når min ældste storesøster, som var et år ældre end ham, knoklede i ISO-bageriet, kunne han med min mors tilladelse kræve at få hendes hævekort udleveret.

I vores hjem, hvor møblerne var købt i Frelsens Hærs genbrugsforretning ved Hørgården, smadrede han gang på gang døre eller efterlod huller fra knytnæveslag i væggene. Hullerne dækkede vi med plakater og postkort. Dette var min mors måde at beskytte sin søn på: at ofre sine døtre, akkurat som min mormor havde gjort det. 

Min ældste søster var blevet gift to år inden min fars død, men allerede året efter hans død var hun flygtet fra sit arrangerede ægteskab og boede nu på et krisecenter. Min mor skammede sig over hende, og
familiens såkaldte overhoved, min storebror, var parat til at tæske hende gul og blå, fordi hun havde bragt skam over familien ved at forlade sin mand.

Da min far gik bort, gik mine to andre søstre i 2.g. De var ikke jævnaldrende, men min ene søster gik et år om allerede i folkeskolen, for at de kunne følges ad. Året efter min fars død stod de som nyudklækkede studenter, og de havde bare ventet på det øjeblik, hvor de kunne komme væk. Med huen i hånden forlod de det dysfunktionelle hjem og forsøgte at begynde på en frisk i London.

Med i alt tre søstre, der på hver deres måde havde forladt reden, var der kun min mor, min bror og mig tilbage i det barndomshjem, der gik i opløsning med min fars død. Jeg var blevet alvorlig, havde mistet al livsglæde og var ude af stand til at opføre mig som en typisk teenager.

I de tre år, hvor min far havde været syg, var jeg en afghansk pige, der altid makkede ret. Jeg anså aldrig mig selv for at være andet, og dermed gjorde jeg heller intet, der kunne give anledning til, at jeg blev slået. Alligevel blev jeg straffet af min storebror, som om jeg skejede ud. Men modsat mine søstre, der havde haft hinanden til at værne sig imod min brors vold, havde jeg ingen til at beskytte mig.

Da jeg sad ved min fars lig og holdt hans hånd, lovede jeg ham, at jeg ville gøre ham stolt. Jeg lovede ham, at jeg aldrig ville vanære hans navn, og at jeg ville blive til noget stort. Jeg var som aldrig før opmærksom på, at jeg var en afghansk pige – og ikke en hvilken som helst afghansk pige, men Amiris datter. Så jeg passede min skole.

Jeg begyndte i skole igen mandag, da efterårsferien sluttede, for jeg havde et mål, og det var at gøre min far stolt.

Derfor skyldtes volden aldrig, at min bror fandt mig i en kælder med en smøg eller en joint i munden. Det var heller ikke, fordi jeg ikke passede mine gøremål hjemme ved siden af min skole og arbejdet i blomsterforretningen, som jeg havde haft fra 8. klasse. Den udløstes ikke af, at jeg blev afsløret i at have en kæreste, eller at han fandt mig til en fest. Eller at jeg modsagde ham.

Jeg gjorde mig skyldig i én eneste fejl, som forårsagede volden, og det var at være min fars datter og ikke en „afshar-pige“. For min bror var en „afshar-dreng“, og min mors indre „afshar-pige“ blev vakt til live igen, da min far døde.

Havde jeg haft hemmeligheder, ville jeg aldrig have ladet min telefon ligge frit fremme. Men en dag, hvor min mor ikke var hjemme, havde min storebror kigget i mobilens telefonbog og set navne som Martin,
Patrick og Nikolaj. De havde været mine klassekammerater siden børnehaveklassen, men de måtte ifølge ham være mine kærester. Alle tre på samme tid.

Han kaldte på mig, mens jeg stod og stegte æg til hans frokost, men i samme øjeblik han råbte, vidste jeg, at dem ville han aldrig få spist. Jeg lod æggene brænde på og gik ind i stuen. Jeg så ham ikke i øjnene, for det måtte jeg aldrig gøre. Det gjorde ham bare endnu mere vred. Han råbte og skreg og spurgte, hvem de „danskersvin“ var. Han smed telefonen på gulvet og trampede på den.

Derefter stak han mig en lussing, så jeg væltede omkuld. Mens jeg lå på gulvet og samlede stumperne af min telefon op og græd, fordi min mor havde sparet sammen i fire måneder for at kunne give mig den, sparkede han til mig og spyttede efter mig.

Mellem de voldelige overfald var der hans psykiske tortur. Den kunne for eksempel udløses af nyhederne, der berettede om krigen mod terror, som intet havde med os at gøre. Den kunne udløses af, at hans mad
manglede salt. Eller bare af, at han kom hjem i det forkerte humør.

Min hverdag blev endnu mere ensformig, end da min far var syg. Rutinerne hjalp mig med at holde overblikket. Min bror var blevet smidt ud af skolen og levede et kriminelt liv om natten. Han kom hjem, når jeg skulle i skole. Og han gik ud ad døren, når jeg kom hjem.
 
I de mellemliggende timer kunne jeg kun bede til, at han ikke kom hjem til aftensmad. Når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg ved at prøve at opfange duften af hans parfume i opgangen finde ud af, om han lige var gået ud ad døren, eller om han stadig var hjemme.

Hvis jeg kunne lugte hans parfume, var han lige gået, og det var som at indånde frihed. For så vidste jeg, at jeg kunne læse i fred.

Da min far døde, overtog jeg hans værelse og beholdt hans bogreol. Værelset bar stadig duften af min far; det var her, han havde siddet i vindueskarmen med sin skrattende radio og et glas vin. Det var arven fra min far, som jeg klamrede mig til.
 
Min bror hadede at se mig med en bog. Han følte, at jeg straffede ham. At jeg læste, når han ikke kunne, at jeg videreførte vores fars kærlighed til kultur og litteratur. For mig var det en måde at flygte på. Man siger: „At rejse er at leve“.

Det gjorde mine søstre, men den mulighed havde jeg ikke, så jeg overlevede ved at læse. Jeg levede et liv på æggeskaller. For det meste gemte jeg mine bøger. For jeg vidste aldrig, hvilken slags litteratur der kunne gøre ham vred den pågældende dag.

Bibliotekarerne på skolebiblioteket hed Grethe og Flemming, og de hjalp mig med at finde bøger. Jeg var en af de få brune piger, der brugte sin fritid på skolens bibliotek, og det var en glæde for dem at kunne introducere mig til litteratur, der var noget andet end Harry Potter-bøgerne.

Og selv om jeg elskede Harry Potter-bøgerne, fordi de for en stund førte mig væk til en anden verden, ligesom Harry Potter forlader sin dødelige familie og oplever et andet, magisk liv, så sluttede mit magiske liv, det øjeblik jeg lukkede bogen. En Harry Potter-bog hjalp mig kun nogle få dage, og når jeg havde læst den til ende, var min virkelighed den samme – der var ingen Hagrid, der kunne hjælpe mig væk.

En dag i slutningen af 8. klasse spurgte jeg Grethe, om hun kunne anbefale bøger om autentiske kvindehistorier i nutiden. Jeg havde læst bøger som Mandelas selvbiografi og Anne Franks dagbog og søgte efter noget andet. Jeg spurgte hende, om der var noget litteratur, der handlede om sådan nogle som mig selv. Grethe vidste besked om forholdene i mit hjem, for jeg talte meget med hende.

Hun gik hen til reolen og trak Rushy Rashids selvbiografiske bøger ud til mig. Jeg skimmede nogle sider og lånte bøgerne med hjem. Havde jeg gjort oprør, hvis jeg aldrig var blevet introduceret til Rushy Rashids bøger? Muligvis ikke. For de fik det frø, som min far havde sået i mig, til at spire. Et frø, der ellers var gået i dvale.

Jeg læste bøgerne og kiggede undrende på billedet på bogens omslag. Kunne det virkelig passe, at en muslimsk etnisk kvinde som mig selv, i Danmark, havde oplevet noget sådant og var kommet godt igennem det?
 
Engang troede mennesket på, at jorden var flad. Sejlede man ud til kanten af havet, ville man falde ud over den og ned i afgrunden. Men så var der en, der tog et modigt skridt og viste alle andre, at der var land på den anden side. Rushy Rashid var min opdagelsesrejsende; hun viste mig, at der er et liv på den anden side, hvis man sejler ud over kanten og trodser alle dem, der siger, at der intet godt er at finde, hvis man forlader den sikre vej.

Hendes vej til frihed og selvstændighed fik mig til at øjne muligheden for, at jeg kunne gøre det samme.

Og modsat så mange andre gange, hvor jeg gemte mine bøger, kunne jeg ikke slippe hendes. En dag sad jeg over maden med bogen ved siden af min tallerken, mens min mor og storebror sad over for mig. Naivt og drømmende fortalte jeg min mor om Rushy Rashid. Hun lyttede knap nok efter, men min storebrors blik flakkede fra bogen til mig og min mor.

Jeg nåede kun lige akkurat at sige, at Rushy Rashid var en dansk-pakistansk kvinde, før han gav mig en lussing, mens han råbte til mig, at jeg lige så godt kunne lade være med at tænke den slags tanker, for når jeg afsluttede 9. klasse, skulle jeg giftes.

Det var det eneste, jeg skulle forberede mig på.

Geeti Amiri voksede op i et voldeligt hjem, hvor hendes bror anså det som sin ret, at slå på pigerne, hvis de ikke opførte sig, som han syntes de burde. Foto: Leif Tuxen