Nogle af tidens største globale udfordringer er menneskeskabte. Menneskers aktivitet fører blandt andet til dramatiske klimaforandringer og udryddelse af biologiske arter.
Det har fået geologer og humanister til at tale om, at vi er trådt ind i Antropocænen - en tidsalder, hvor menneskets kollektive aktiviteter for første gang i Jordens historie påvirker planetens udvikling mere end naturen.
»Menneskers kultur har nu sat sig så store aftryk på planeten, at det fysiske klima ændrer sig. Vi mangler i den grad progressive, forskningsbaserede svar på, hvordan vi skal komme udfordringerne i møde,« siger David Budtz Pedersen, der er lektor og forskningsleder på Aalborg Universitets Institut for Kommunikation, til Videnskab.dk.
Humanistisk forskning kan potentielt få os til at ændre adfærd, så vi sænker CO2-udslippet, og levere svar på store globale udfordringer som terror, politisk ekstremisme, globalisering og massemigration, mener David Budtz. Det skriver Videnskab.dk.
For i modsætning til naturvidenskabelige forskere, beskæftiger humanister sig med kultur. Kultur er alt det, mennesker gør sammen: Vi opdyrker naturen, bruger teknologi, forbruger varer, kommunikerer og deler viden, danner meninger, laver politik, dyrker sport, får familier og bruger sproget.
»Vi står over for så store kulturelle og menneskelige udfordringer, at det er et samfundsmæssigt problem ikke at tage humanistiske forskere med ind i diskussion om, hvordan vi skal løse de globale problemer,« siger David Budtz Pedersen.
Lektoren mener, at humanistisk grundforskning kan give bud på, hvordan vi mest hensigtsmæssigt kan indrette os i antropocænen og leve sammen fremover.
Alligevel bliver humanisterne sjældent inviteret med, når forskere og politikere diskuterer, hvordan verdens problemer skal løses. Naturvidenskabelig (især sundhedsvidenskabelig) forskning og teknologisk innovation er i årevis blevet opfattet som de forskningsområder, der skal frelse verden, mener David Budtz Pedersen:
»Vores samlede forskningssystem og vores opfattelse af grundforskning er modelleret over et ideal om teknologiske gennembrud. Siden man begyndte at kortlægge det humane genom i 1990’erne, har biovidenskab og bioteknologi været i højsæde som model for al forskning. Tidligere var det fysikken,« siger han og fortsætter:
»Humanistisk forskning har længe været udsat for en strukturel marginalisering. De metoder, man bruger til at måle, hvilken værdi forskningen har for samfundet, er modelleret over et videnskabsideal, som humanister ikke kan deltage i.«