Kære virksomheder. Tag samfundsansvaret på jer i 2017

De fleste danske virksomheder har ikke taget stilling til, hvordan de vil tage et større samfundsansvar. Lad os presse dem til at blive en del af løsningen på de globale udfordringer. Men lad dem få tid til at omstille de indre værdier

Det ville være til gavn for hele samfundet om vi kunne belønne de virksomheder, som viser en vilje til at ændre sig, og som tager større og større samfundsansvar år for år. Selvom de måske må fake it till you make it, skriver direktør Dennis Friis Thaagaard.
Det ville være til gavn for hele samfundet om vi kunne belønne de virksomheder, som viser en vilje til at ændre sig, og som tager større og større samfundsansvar år for år. Selvom de måske må fake it till you make it, skriver direktør Dennis Friis Thaagaard. Foto: Privatfoto.

Er der en etisk problemstilling, der har haft svært ved at trænge igennem i 2016, og som bør komme på dagsordenen i 2017? Det har vi bedt medlemmerne af vores Etikpanel om at svare på. Denne gang er det direktør for den bæredygtige virksomhed Sustainor, Dennis Friis Thaagaard, der kommer med sit etiske ønske for det nye år.

Der er i tiden meget stort fokus på virksomheders samfundsansvar. Forbrugere, ansatte, samarbejdspartnere, lokalsamfund, NGOer og myndigheder kræver af virksomhederne, at de skal opføre sig ordentligt og tage et større ansvar for deres handlinger.

Dette eksterne pres er med til at gøre det til en god forretning for virksomhederne at tage et ansvar. Det bliver nemmere at sælge sine varer. Det bliver nemmere at rekruttere medarbejdere. Der er mindre risiko for at havne i en shitstorm. Og man kommer på forkant med de stadigt strammere lovkrav. Derfor kan et støt stigende eksternt pres på virksomhederne, som vi ser for tiden, være med til at få virksomhederne til at tage et større ansvar – og dermed gøre mindre skade på verden.

En lille gruppe virksomheder er bygget på et stærkt værdisæt, som strækker sig ud over at øge virksomhedens profit. Det er typisk helt nystartede virksomheder, der er grundlagt at idealister, som vil være med til at løse de globale udfordringer. En del af disse er såkaldte social-økonomiske virksomheder, der afskriver sig fra at gøre ejerne og de ansatte stenrige på en god ide. Denne type virksomhed tager helt automatisk et stort samfundsansvar.

Den store udfordring kommer for de gamle virksomheder – store som små. Hvad gør man som virksomhed, når man ikke har et smukt værdisæt, der taler for at frelse verden? Og man samtidigt kan se, at det netop er hvad kunderne, medarbejderne og alle andre vil have, at man har? Principielt er der (i hvert fald) tre mulige strategier:

1) køre videre som vi altid har gjort, og håbe på at det der samfundsansvars-halløj forsvinder igen;

2) ændre vores værdisæt på papiret, og fortælle omverdenen at vi er så klar på at gøre verden bedre (og så håbe på at de tror på os);

eller 3) fortælle verden at vi gerne vil ændre os, og være med at til at hjælpe verden, men at vi er inde i en forandringsproces, der tager lang tid. Så vi vil forbedre os hvert år så meget, som det nu kan lade sig gøre.
 
Det er min erfaring, at de danske virksomheder fordeler sig på de tre kategorier med 80%/10%/10%. Det er altså langt hovedparten af virksomhederne, der lukker øjnene, og håber på det bedste. En lille del laver det man kalder greenwashing, og håber det bedste. Og kun 10% ser fremtiden med åbne øjne.

Som virksomhed, der har eksisteret i en længere årrække bør man erkende, at man kun har en eksistensberettigelse, hvis man er med til at skabe fremtiden. Og dette kræver forandringer helt ind i virksomhedens hjerte.
 
Min anbefaling til virksomhederne må være at bruge samfundsansvar til aktivt at få en bedre markedsposition. Vær åben om at du er inde i en forandringsproces. Fremlæg de områder, hvor du tager et samfundsansvar. Og vis de områder du ved er vigtige, men som du endnu ikke har forbedret. Når du udstiller dit beskidte vasketøj, skaber du troværdighed, og får dermed en stærkere position hos dine tilhørere (hvis det ikke er for beskidt).

Og kom så i gang med at udvikle alle de områder af dit samfundsansvar, som giver mening for at minimere dine omkostninger og risici samt øge din omsætning. Med tiden vil du se dine værdier ændre sig helt automatisk.

Og så er mit nytårsønske, at vi alle vil acceptere, at det kræver tid for en virksomhed at ændre sig fundamentalt. Det er meget svært at blive bæredygtigt helt ind i sjælen, når man i 40 år har haft som eneste mål at øge profitten.
 
Det ville være til gavn for hele samfundet om vi kunne belønne de virksomheder, som viser en vilje til at ændre sig, og som tager større og større samfundsansvar år for år. Selvom de måske må fake it till you make it.
 
Lad os ikke smide de tidligere succesvirksomheder ud med badevandet. Men lad os skubbe dem til også at blive fremtidens vindere. Det er den mest bæredygtige måde at udvikle vores samfund på.

Dennis Friis Thaagaard er direktør i Sustainor, der rådgiver virksomheder i bæredygtighed.