Prøv avisen

Kammerater hjælper kræftsyge børn med motion

Når børnene er så fysisk svækkede, er der lang vej til et normalt børneliv efter endt behandling. Derfor er vigtigt at holde dem aktive, mens behandlingen står på. Modelfoto. Foto: Nima Stock/ritzau

På Rigshospitalet deltager kammerater til kræftsyge børn i hospitalets træning

Medicin og dygtige læger er afgørende faktorer, når kræftsyge børn skal have den rette behandling - men børnenes egne kammerater spiller også en vigtig rolle.

Det er erfaringen på Rigshospitalet, hvor klassekammerater til mere end hundrede kræftsyge børn og unge er blevet udnævnt som såkaldte ambassadørvenner. Det indebærer, at de fast besøger den indlagte ven og hjælper med at finde motivation til at komme op af sengen. Ofte handler det om helt simple aktiviteter.

"For mange af de her børn er hvert eneste lille bevægelse anstrengende, så nogle gange handler det bare om at bevæge sig fra sygestuen til køkkenet med små skridt," siger professor i børnekræft ved Rigshospitalet, Kjeld Schmiegelow til DR P4 København.

Forsøget med at udnævne klassekammerater til ambassadører er en del af et forskningsprojekt, hvor man har undersøgt den fysiske svækkelse hos kræftramte børn og unge, inden de kommer i behandling.

Her har man opdaget, at børnenes fysik allerede ved diagnosetidspunktet er markant dårligere end deres jævnaldrende, og det har man ikke vidst før, siger Kjeld Schmiegelow.

"Simple hverdagsaktiviteter, som at rejse sig fra en stol, kan være yderst anstrengende. Faktisk er deres kondition på niveau med en 70-årig kvindes, hvilket er enormt overraskende, og vi har ikke en god forklaring på det."

Når børnene er så fysisk svækkede, er der lang vej til et normalt børneliv efter endt behandling. Derfor er vigtigt at holde dem aktive, mens behandlingen står på.

"Fysisk aktivitet er en del af et normalt børne- og ungeliv, og hvis de er for meget bagud, er der tendens til, at de bliver isolerede. Det er en patientgruppe, hvor vi heldigvis helbreder de fleste, og derfor er livskvaliteten bagefter vigtig," siger Kjeld Schmiegelow.

I dag overlever fire ud af fem børn kræft.

Forskningsprojektet på Rigshospitalet er støttet med 4 millioner kroner af Børnecancerfonden.