Prøv avisen

Kim Malthe-Bruuns sidste brev til sin mor: Jeg er blevet dømt til døden

Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt. Sådan skriver Kim til sin mor, lige inden han skal dø.

Den 6. april 1945 blev 21-årige Kim Malthe-Bruun henrettet af nazisterne. I hans dagbog og breve fra Anden Verdenskrig tegner han et portræt af Danmark under besættelsen. Vi bringer et uddrag fra bogen i anledningen af, at det er 72 år siden, Danmark blev befriet

Kims brev til sin mor

Vestre Fængsel, Tysk Afd., Celle 411. 4. april 1945

Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en krigsret. Vi blev dømt til døden.

Jeg ved, at du er en stærk kvinde, og at du vil tage dette, men, hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal også forstå det.

Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre.

Du vil træffe den overalt – i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt lille smil, du vil møde det, der måske havde værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig.

Jeg vil få lov til at vokse mig stor og moden, jeg vil leve hos jer, hvis hjerter jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude.

Du ved, hvad der altid har været min kæreste lyst, og hvad jeg troede, jeg skulle blive.

Følg mig, du kære moder, på min vej, og stands ikke ved det sidste, men ved nogle af de sidste leverum, jeg har haft, og I vil finde noget, som måske vil være værdifuldt for hende, der er min unge, og for hende, der er min moder.

Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig så naturligt, så ligetil. Det er kun den bratte måde, der afskrækker os i første nu.

Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt. Jeg ville gerne have været en Sokrates, men publikum manglede. Jeg føler den samme ro som han og vil meget gerne have, at I helt forstår det, både du, Hanne og Nitte. Du må hilse Nitte, jeg er fuld af kærlighed til hende og står ved hvert ord, jeg har skrevet til hende.

Hvor er det i grunden mærkeligt at sidde og skrive dette dokument for livet. Hvert ord bliver stående, det kan aldrig gøres godt igen, aldrig slettes, aldrig forandres. – Jeg har så mange tanker. Jørgen sidder her foran mig og skriver konfirmationsbrev til sin datter.

Et dokument for livet. Vi har levet sammen, og nu dør vi sammen, to kammerater. Jeg har siddet sammen med Poul. Vi havde mange forskellige meninger, men han ved, hvad jeg indeholdt, og hvad jeg kan give.

Endelig er der børnene, de har stået mig så nær i den sidste tid, og jeg havde glædet mig til at se dem og leve lidt sammen med dem igen. Mit hjerte har banket af glæde ved tanken om dem, og jeg håber, at de må vokse op til mænd, der ser andet og dybere end vejen. Jeg håber, at deres sind må trives frit og aldrig under ensidig påvirkning.

Hils dem fra mig – min gudsøn og hans bror.

Jeg ser, hvad vej det går i vort land, og jeg ved, at morfar vil få ret, men husk – og det skal I alle huske – at drømmen ikke må være at nå tilbage til den tid inden krigen, men at drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt ideal, som enhver skal se og føle er et ideal for os alle.

Det er en stor gave, vort land tørster efter, noget, hver lille bondesøn kan se hen til og med glæde føle, at han har del i og arbejder og kæmper for.

Endelig er der hende, der er min. Få hende til at se, at stjernerne endnu tindrer, og at jeg kun var en milesten. Hjælp hende videre, hun kan nu blive meget lykkelig.

I hast – din ældste og eneste søn

Kim