Det kalder på selvransagelse blandt danske medier og aktivister, når en af landets mest omtalte chikanesager måske viser sig at være baseret på løse påstande fra én utroværdig person.
Sådan lyder kritikken fra flere sider, efter DR i en dokumentar sår tvivl om troværdigheden hos en lesbisk kvinde, der i 2014 anklagede en lokal mand, Carsten Anhøj, med tilknytning til en pinsekirke i Mariager for grov chikane af hende og hendes familie.
Kvinden, Tulle Krøyer, var sagens hovedvidne og beskyldte blandt andet Carsten Anhøj for at have vist sig i familiens have om natten, hvor han ifølge Tulle Krøyer havde truet hende.
Sagen skabte debat i alle landets medier, som blandt andet skrev ”Familie med mor og mor chikaneres”, ”Forfulgt lesbisk par tager flugten” og ”Lesbisk par med to små børn blev forfulgt af en religiøs fanatiker”.
Debatten medførte blandt andet trusler om selvtægt mod den sigtede og hans familie, og manden er stadig sigtet i dag over et år efter.
Men ifølge en ny dokumentar, som vises på DR i aften, er der afgørende dele af kvindens forklaring, som ikke stemmer, og hun beskrives i dokumentaren som én, der har levet under flere navne og identiteter, og som af flere beskyldes for at opdigte historier.
Man kan tale om en form for flokmentalitet i medierne, som så fører til denne lemmingeffekt, mener Kurt Strand, forfatter og journalist med over 35 års erfaring.
”Det interessante her er, at store dele af pressen har viderebragt og fortalt den samme historie uden at ulejlige sig med at undersøge nærmere, om den holder. Det viser, at der er noget om det gamle bonmot, at research kan ødelægge enhver god historie. Det er desværre noget, vi ser mere og mere af, fordi der stilles større krav til hurtighed, og journalister får mindre og mindre tid til at være kildekritiske. Det kalder på selvransagelse i hele branchen,” siger han.
Da sagen kom frem i efteråret 2014, blev der i Mariager holdt støttedemonstrationer til fordel for det lesbiske par, og både den sigtede i sagen og den pinsekirke, han indimellem kommer i, er blevet hængt ud på Facebook.
Sagen afslører et markant fravær af selvkritik blandt aktivister fra blandt andet homoseksuelle miljøer, mener Henrik Jensen, historiker, debattør og forfatter til en række bøger.
”Det virker som noget, der er importeret fra en amerikansk sammenhæng, hvor vi kender dæmoniseringen mellem den højreorienterede kirkelige bevægelse og forskellige minoriteter. Der lader til at være en stor parathed blandt nogle minoriteter til at bilde sig ind, at der findes en stærk og undertrykkende religiøs modlobby i Danmark. Men det har for mig at se intet med virkeligheden i Danmark at gøre, så det virker mest af alt som en fjernsynsvirkelighed,” siger han.
Vi kender det fra tidligere tiders hekseforfølgelser, at mennesker blev hængt ud for noget, som ofte var baseret på en persons udsagn, siger Henrik Jensen.
”Som udenforstående er man ude af stand til at vide, hvem der har ret, og hvem der bærer det største ansvar. Men den her form for moralsk panik er blevet forstærket meget med de sociale medier, så det fantastisk hurtigt bliver et landsdækkende eller ligefrem et globalt fænomen, hvis der er minoriteter involveret, hvor det tidligere begrænsede sig til det lokale,” siger han.
Både presse og aktivister bør tage ved lære af chikanesagen, lyder det fra filosof og professor i etik ved Roskilde Universitetscenter (RUC), Thomas Søbirk Petersen. Vi skal bestemt være opmærksomme på minoriteter, understreger han:
”Men det er ingen til gavn, at den opmærksomhed kommer ud af proportioner. Pressen har et ideal om se en sag fra alle sider og lytte til minoriteter, men der kan være et demokratisk problem i, at en person eller en minoritet får langt mere taletid, end der er belæg for, og at det som i denne sag fører til en kaskade af harme.”
Men man skal passe på med at generalisere og sige, at alt, hvad Tulle Krøyer har sagt, som udgangspunkt er løgn. Det mener Ask Ulrich Petersen, hadforbrydelsespolitisk talsperson i Landsforeningen af bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT Danmark).
”Der er tale om en stærkt vinklet dokumentar, hvor man prøver at male et billede af en utroværdig kvinde. Det vigtigste er, at den diskrimination, hun fortæller om, er noget, vi genkender som et generelt billede i Danmark. Hun er bare en af de få, der står frem med det,” siger han.