Cirka 500 mennesker står i kø efter organer i Danmark.
Hver 14. dag dør en person på venteliste til et nyt organ.
Det oplyser kampagnen #givlivetvidere, som i løbet af foråret og sommeren har opfordret danskere til at tage stilling - blandt andet ved at vise fotografier af børn og voksne, som takker for at have modtaget et organ, der i mange tilfælde har reddet deres liv.
Men selvom organdonation er godt, er kampagnen problematisk, mener lektor i bioetik og medlem af Det Etiske Råd Mickey Gjerris.
Hvad er problemet?
”Problemet er, at det er en kampagne, som meget entydigt siger, at det eneste rigtige er at sige ja til organdonation. Når man ser en 10-årig pige sige tak for, at der er en, der har reddet hendes liv på grund af organdonation, så bliver det meget svært at sige nej. Så får jeg udstillet, at mit nej er et nej til dette barns liv. Det er over stregen. Spørgsmålet er i øvrigt, om man skal bruge så meget energi på kampagner af den slags, når de ikke lader til at have den store effekt på organdonationsregistret.”
Du har selv tidligere været inde på, at der står flere hundrede mennesker i kø efter organer i Danmark, og at nogle af dem dør, mens de venter. Er det ikke i orden at opfordre folk til at donere, når det nu handler om liv og død?
”Det her er et valg, der rækker ud over, hvad man kan kræve af folk, og man skal give plads til, at der er ting, man ikke vil deltage i, selvom der er gode argumenter for at gøre det. Man kan have en følelsesmæssig blokering for at gøre det, som kan være svær at udtrykke rationelt. Hvis ens barn ligger hjernedød, og man ikke kan overskue at sige ja til organdonation, så føjer det kun spot til skade at få smidt en kampagne som denne i hovedet. Det er for eksistentielt følsomt et område til, at vi kan presse hinanden, som jeg synes, man gør her.”
Bør man donere sine organer?
”Det, synes jeg, er et svært spørgsmål. Jeg er selv tilmeldt, og de kan tage det hele. Jeg mener, at man bør gøre det ud fra den betragtning, at jeg er del af et fællesskab, som har båret mig og sørget for, at jeg har haft det godt og sørget for at hjælpe mig i mine problemer, og så er det logisk at række hjælpen tilbage til det fællesskab. Men der skal være rum for, at mennesker af forskellige grunde ikke kan overskue det valg. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg stod med et af mine egne børn, som var hjernedødt, og jeg ikke kunne overskue det.”
Initiativtagerne til kampagnen #givlivetvidere, Kim Hellmuth og Niels Damgaard-Jensen fra reklamebureauet Sincera, forstår ikke kritikken.
"Vores intention med kampagnen er egentlig ret enkel: At skabe debat og oplyse danskerne omkring organdonation. Hvilken betydning har det, når vi tager stilling? For nogen af os betyder det livet - og for andre afklaring. Derfor har vi udviklet en platform, der med modtagerens perspektiv siger tak til dem, der registreret deres holdning til organdonation. Dette fremgår af al kommunikation i kampagnen og skaber et oplagt udgangspunkt for at få taget hul på en livsvigtig samtale, hvor et ja eller et nej er lige vigtigt," skriver de i en mail til Kristeligt Dagblad.
Der er brug for organer i Danmark. Men hvis man ikke i kampagner bør opfordre danskere til at sige ja til donation, hvad er så den rigtige løsning ifølge medlem af Det Etiske Råd Mickey Gjerris.
”Jeg mener, at vi skal holde op med informeret samtykke og indføre formodet samtykke, hvor man automatisk er tilmeldt fra fødslen og selv kan melde fra. Så signalerer man fra politisk side, at vi går ind for det her, men hvis du ikke vil være med, kan du bare melde fra. Så når man ud over den dér moraliseren fra samfundets side.”
Men er det ikke en indgriben i privatlivet, at staten som udgangspunkt må bruge mine organer?
”Jo, men vi kan ikke undgå at forholde os til spørgsmålet, og der er mange steder, hvor vi går ud fra, at folk stiller op til at hjælpe andre, fordi de er del af samme fællesskab. Du er også forpligtet til at hjælpe, hvis du kommer forbi en trafikulykke.”
Der har også været en del fokus på danskeres forhold til alkohol, mad, rygning og så videre – endda fra statens side. Er vores samfund blevet mere moraliserende over for individet end tidligere?
”Der har helt klart været mange eksempler de seneste mange år. Der kan ligge en ægte bekymring for mennesker, som man vil hjælpe ud af misbrug. Og der kan ligge et økonomisk aspekt, idet sundhedsvæsenet er presset, og vi derfor opfordres til at leve sundere. Der er ingen skade i at gøre folk opmærksomme på, at der er et valg at træffe, og at der også kan være forkerte valg. Når det handler om alkohol og vold mod børn, synes jeg godt, vi kan mase på, men i den her kampagne risikerer vi at jokke på folk, som i forvejen har det svært, og jeg synes, den går et skridt for vidt.”
Er der andre lande, der har fundet den rigtige løsning i forhold til organdonation?
”Nej, ikke så vidt jeg ved. Nogle steder har man formodet samtykke, andre steder informeret samtykke. Men der er ikke nødvendigvis den store sammenhæng mellem den valgte løsning og højere donorrater.”