Det var ikke mange opmuntrende ord, Afrika fik med på vejen, da Lise Nørgaard stillede op i et interview hos Radio24syv i programmet ’55 minutter’ i anledningen af sin fødselsdag forleden. 100 års-fødselaren blev bedt om at pege på det, hun mener, er de største udfordringer i verden i dag.
Det fik Lise Nørgaard til at fortælle en anekdote om en rejse, som hun engang var på til det sydlige Norge. Det år var der usædvanligt mange lemminger i fjeldene, som der er med nogle få års mellemrum. Lemminger er små gnavere, der er mindre end marsvin og ikke findes i Danmark.
”De bor på et sted inde i landet, hvor der fødes mange lemminger, og de kan ikke være der, og de har ikke mad nok, og så bryder de op – gamle lemminger, unge lemminger, smålemminger – og de kommer marcherende ned fra fjeldet. Det ser helt forunderligt ud”, siger hun.
De vandrende lemminger kom lige forbi Lise Nørgaards hotel.
”Vi havde jo lært i skolen, at de begik selvmord ved at kaste sig i havet. Det gør de ikke. De kaster sig i havet, fordi de håber, at de kan svømme over til en ø, der er et bedre sted, hvor de kan lave en ny lemmingkoloni med tusinder af lemminger. Der kommer jo kun ganske få over, og så begynder de forfra, og så er der nogle, der drukner. Hvad minder det dig om?”
Interviewer: Det minder mig om flygtninge- og migrantkrisen?
”Ja, det er nøjagtig det samme. Det er det samme, der sker i Afrika. Det er bare mennesker, det er ikke lemminger. De begynder at drive mod havet, de vil over mod et sted, der er bedre, hvor der er tryghed, mad, tag over hovedet og alt muligt. Det tror de. Der er jo mange flere der nede, og der bliver ved med at komme flere, de får masser af børn, og en skønne dag er jeg bange for, at naturen ordner det”.
Lise Nørgaard, der i 82 år har arbejdet som journalist, mener ikke, at der er plads til de mange flygtninge og migranter, der forsøger at krydse Middelhavet og komme til Europa. Hun frygter i stedet, at naturen vil fremprovokere en global pandemi.
”Der har været forskellige forsøg på at aflive dem fra naturens hånd, og der skal nok komme en til. Der nede vil der på et eller andet tidspunkt uundgåeligt ske en udryddelse af befolkningerne på stedet, så de holder op med at vandre”, siger Lise Nørgaard.
Interviewer: Men mange flygter da på grund af konsekvenserne af klimaforandringerne, som vi har ansvaret for?
”Det er jo naturen. Nu er den ved at aflive folk. Nu vil naturen, mener jeg med tanke på lemmingerne, prøve at aflive så mange som muligt. Det er den eneste regulator, man har”, siger Lise Nørgaard.
Det mest deprimerende ved Afrika er de mange forsøg på at hjælpe kontinentet, som har slået fejl. Fejlene skyldes primært, at man glemte at tage stammer og religioner i betragtning, før man forsøgte at hjælpe. Resultatet af det er, at det er nogle få, der har ”raget hjælpen til sig”, mener Lise Nørgaard.
”Det er jo tragisk, frygteligt. Og så er der børnebegrænsningen, at de stadig bliver ved med at få alle de børn, som de ikke kan brødføde. Når nogen kommer med billeder af de der små, sultende børn, som vi skal hjælpe – ja, det skal man. Måske”, siger hun.
Lise Nørgaard har heller ikke meget til overs for de mange gange, der er blevet lavet store indsamlingsshows for at samle penge ind til det konfliktramte kontinent.
”Det er jo en dråbe i havet, hvor vi alle sammen kan få lov til at føle os rigtig gode ved at give en skærv, men det hjælper ikke. Det, de skulle have, tænker jeg tit på, det var et helt vogntog med præservativer”, siger hun.
Særligt smitten af Aids på tværs af Afrika er deprimerende, mener Lise Nørgaard, som jævnligt bliver ringet op af Læger Uden Grænser, der vil have hjælp til at løse det vedvarende problem.
”Hver gang jeg får sådan en opringning, så tænker jeg, hvad nytter det? Det synes jeg er det mest deprimerende, vi har i øjeblikket. Og Afrika har simpelthen været et problem, lige siden kolonisamfundene ophørte”, siger hun.