Mads Brügger: Man er ikke psykisk syg, selvom man er højreorienteret i debatten

Min egen grænse går der, hvor man opfordrer til vold eller til at ødelægge andre folks ejendom. Sådan svarer Mads Brügger på spøgsmålet, om hvor grænserne for debatten i mediernes skal trækkes

Mads Brügger: Min egen grænse går der, hvor man opfordrer til vold eller til at ødelægge andre folks ejendom
Mads Brügger: Min egen grænse går der, hvor man opfordrer til vold eller til at ødelægge andre folks ejendom Foto: JOHANSEN LINDA

Der har altid været debat om, hvem medierne skal lade komme til orde. Da Ekstra Bladet lavede deres første kampagne i forhold til indvandringspolitiken, var der folk, der var vrede over, at man gav Søren Krarup (DF) spalteplads. Men der kan være noget om, at fænomenet med at udskamme visse debattører er taget til i styrke.

Jeg tror, det har at gøre med udbredelsen af sociale medier, hvor man kan trykke på en knap og blokere personer, man ikke ønsker at høre på. Man lukker sig inde i en selvvalgt boble. Den mentalitet flyder igennem til massemedierne.

Min egen grænse går der, hvor man opfordrer til vold eller til at ødelægge andre folks ejendom. Der har man diskvalificeret sig selv fra debatten, men indtil da synes jeg, at folk for så vidt muligt skal kunne komme til orde.

I sommer blev vi på Radio24syv kritiseret for at give taletid til debattøren Mikael Jalving i sommerprogrammet ’Je Suis Jalving’. Det virker på mig, som om at der er visse personer i debatlandskabet, der betragter det at være højreorienteret – og i Jalvings tilfælde nationalkonservativ – som noget patologisk.

Det er jeg virkelig forundret over. Man er ikke psykisk syg, hvis man er højreorienteret. Det er da lige så rimeligt som at være venstreorienteret. Alligevel fremkalder det enorm vrede, hvis man giver en højreorienteret taletid

Et seriøst medie må altid vurdere, hvad man videregiver. Ekstra Bladet bragte for nogle uger siden et læserbrev fra en mand, som mente, at slaveriet var en gave for afrikanerne, og at de i dag er bedre stillet på grund af det.
Sådan noget bør et seriøst medie ikke bringe. Også selvom det hverken opfordrer til vold eller ødelæggelse af andres ejendom, som jeg tidligere fik nævnt, var min grænse. Man må spørge sig selv ved hvert indlæg, om der er noget sandt i det, og om det bringer debatten videre. Det gør dette indlæg på ingen måder. Enhver kan se, at det er højtbelagt gakgak.