Prøv avisen

Mænd har altid brugt menstruationen til at undertrykke kvinder

Musiker og forfatter Henrik Marstal mener, nogle mænd blander sig i menstruations-debatten, fordi de faktisk er godt tilfredse med, at det er skamfuldt for kvinder. Foto: Reimar Juul

Det er praktisk for manden at være kvinden overlegen, og et af midlerne til at undertrykke hende er ved at udskamme hendes menstruerende krop, mener Henrik Marstal

Faktisk havde Henrik Marstal besluttet sig for ikke at blande sig i debatten om kvinders menstruation.

Man skal jo som bekendt vælge sine kampe, og denne var ikke hans i første omgang.

Men det blev det. For kommentarerne til bogen ’Gennemblødt’ og til forfatternes mission med at fjerne tabuet omkring kvinders menstruation blev så modbydelige og dumme, at musikeren, forfatteren og feministen Henrik Marstal blev nødt til at sige fra.

Særligt mænd følte sig på Facebook kaldet til at ytre sig negativt eller ved ikke at anerkende menstruation som et tabu.

Andre erklærede, at feminismen atter havde sejret sig selv ihjel, mens nogle tog afstand til ”den klamme menstruation” eller det såkaldte fribløderkoncept, hvor kvinder ikke bruger hygiejnebind.

At mænd kommenterer på et udelukkende kvindeligt fænomen, mener Henrik Marstal er meget sigende. Og de mænd er nu afsløret som mandschauvinister, understreger han.
 
"Jeg mener, det er mænd, som ikke ønsker at ændre i den magtbalance, der hedder, at mænd undertrykker kvinder. De er kommet til at afsløre sig selv ufrivilligt i deres hårde kritik af bogen om menstruation," siger Henrik Marstal.
 
Reaktionerne i medierne har mest været baseret på vrede, komik eller satire, og det overrasker ikke en af de mest udskældte stemmer i ligestillingsdebatten: Hans udtalelser udløser ofte per automatik kritik fra det mandelige publikum uagtet af, hvor kontroversielle eller banale de måtte være.

"Mænd kan ikke reagere med saglige argumenter mod det her, fordi vi i virkeligheden godt ved, at det er urimeligt, at kvinder skal skamme sig, fordi de har menstruation." 
 
I et kulturhistorisk perspektiv er menstruerende kvinder også blevet ekskluderet og forvist fra eksempelvis helligdomme i flere af verdens religioner, forklarer han.
 
"Menstruationen har været vanvittig praktisk i den historiske bestræbelse på at holde kvinden nede. Det har været brugt til at udskamme dem," siger Henrik Marstal.

Og derfor er der rigtig god grund til, at man bør bryde med det tabu, som han og mange andre mener, kvinders menstruation er.
 
Men er emnet nu også mere tabubelagt end det at gå på toilettet eller slippe en vind?

"Ja, det er tabubelagt. Og nej, når Moder Natur kalder, er der forskel på, om det er mænd eller kvinder. For mænd er det naturligt, mens det for kvinder ikke harmonerer med det skønhedsideal, som er knyttet til dem," siger han.

Måske har frustrationen med menstruationen også en anden mere praktisk og mindre historisk forklaring.
 
"I dag er det måske mere, at manden føler grund til at bebrejde kvinden, at hun har menstruation, for så kan han ikke gå i seng med hende," siger han.