Sanne Søndergaard: Ledestjerne minder mig om at holde sjælen rank

Komiker Sanne Søndergaard henter inspiration til sin samfundskritiske komik hos skuespiller Anne Marie Helger, som hun har fulgt siden barndommen.

"Man må aldrig bruge humoren som en afstandstagen til det, der betyder noget," fortæller komiker Sanne Søndergaard, der bliver inspireret af skuespiller Anne Marie Helger. Arkivfoto.
"Man må aldrig bruge humoren som en afstandstagen til det, der betyder noget," fortæller komiker Sanne Søndergaard, der bliver inspireret af skuespiller Anne Marie Helger. Arkivfoto. . Foto: Klavs Bo Christensen.

Skuespiller Anne Marie Helger har været en inspiration for mig hele vejen op gennem min opvækst. Jeg har ikke altid vidst, at jeg ville være komiker, jeg har bare altid godt kunne lide sjove mennesker. Og de sjove mennesker, jeg kendte, var dem, jeg så på TV. Der kan jeg huske Anne Marie Helger fra underholdningsprogrammerne fredag- og lørdag aften, hun gik i store rober, var morsom og fyldte en masse, når hun kom ind på en scene. Jeg tror i virkeligheden ikke, at jeg forstod humoren dengang, men jeg forstod, at det var sjovt. 

Der er ikke mange kvindelige rollemodeller i mit fag – og Mette Lisby bor helt i Los Angeles. Så da jeg havde optrådt som standupkomiker i nogle år, kontaktede jeg Anne Marie Helger for at høre, om hun ikke ville drikke en kop kaffe. Det var tilbage i 2008. Og det ville hun heldigvis gerne. Hun inviterede mig hjem til hende, var oprigtig interesseret i mig og var også ærlig og fortalte, at hvis jeg virkelig ville gøre som hende, så skulle jeg vide, at det ville blive hårdt. Men besøget var rart, for nogle gange kan man godt føle sig lidt alene i det her fag – føle, at man gør sig alle erfaringer for første gang. Der er det virkelig dejligt at vide, at der ér andre, der har stået med de samme udfordringer. 

Senere kom hun og så et af mine shows, og jeg har også efterfølgende optrådt sammen med hende til kvindedagsarrangementer. Jeg skulle endda på efter hende, hvilket var et enormt stort pres. Jeg stod og kiggede på hende og tog mentale noter. 

Anne Marie Helger har selv følt sig meget inspireret af - og koblet - til Poul Henningsen. Og efter han døde, fik hun kontakt med hans enke, der sagde, at det var vigtigt, at Anne Marie Helger førte arven med den politiske samfundskritik i form af komik videre, hvilket netop også er det, som jeg forsøger nu. Da jeg besøgte Anne Marie Helger, gav hun mig et kort, hvor der står ”Husk altid at holde sjælen rank,” som er et citat fra Poul Henningsens sang ’Man binder os på mund og hånd’. For der er et pres fra mange sider, når man er kritisk over for ting i samfundet. Men der er citatet en påmindelse om, at man alligevel skal blive ved. 

Hun er inspiration til, hvordan man kan håndtere at have så meget kant, og hvordan man bliver ved med at have kanten. Jeg tror, at hendes svar på det sidste spørgsmål ville være, at man skal blive ved med at lade sig gå på af ting. Den bedste humor opstår, hvor der er en stor smerte og indignation. Det var netop også det, som Poul Henningsen kunne. Man må aldrig bruge humoren som en afstandstagen til det, der betyder noget.