Fodboldkampen mellem tyrkiske Istanbul Basaksehir og franske Paris Saint-Germain var nærmest lige fløjtet i gang, da den blev afbrudt og ikke kom i gang igen den aften.
For ude på sidelinjen foregik en anden kamp, en kamp om ord og deres betydning, som pludselig betød mere end spillet på banen.
Kampens fjerdedommer fra Rumænien havde angiveligt ytret sig racistisk ved at kalde assistenttræneren for det tyrkiske hold, Pierre Webó, for ”negro”. Efter længere diskussioner mellem spillere, trænere, dommere og Uefa-repræsentanter, forlod spillerne fra begge hold banen i protest.
Kampen blev dog spillet dagen efter, og Uefa har undersøgt sagen, som man blot mener handlede om en sproglig misforståelse, da ordet ”negru” på rumænsk betyder sort og altså derfor ikke var ment nedladende.
Spillernes resolutte udvandring fra Parc des Princes i Paris er et nybrud i kampen mod racisme og et udtryk for, at fodboldverden har ændret sig de senere år. Det mener Asker Hedegaard Boye, skribent på Weekendavisen og forfatter til flere bøger om fodbold. Før i tiden, siger han, blev der stillet spørgsmål ved den forurettedes oplevelse: Var det nu også racisme, du hørte? Reagerer du ikke lidt voldsomt?
”I dag reagerer fodboldforbund, medier og spillere omgående, så snart der er noget, der minder om en racistisk ytring. Værdierne er blevet tydeligere. Man skal i dag opføre sig på en bestemt måde – eller i hvert fald undgå at opføre sig uhensigtsmæssigt – og det har ikke altid været en selvfølge i fodbolden,” siger Asker Hedegaard Boye.
Det er ikke mange årtier siden, at fodbolden var mere brutal. Spillet på banen var voldsommere, og tonen var mere uforsonlig.
”Der var en helt anden macho-forståelse af sport. At fodbold var for ’rigtige mænd’, og at man skulle kunne tåle mosten, og hvis man ikke kunne det, var man en tøsedreng. Det er ikke ensbetydende med, at alle var racister og chauvinister dengang, men man tog alle midler i brug for at ydmyge modstanderne,” siger Asker Hedegaard Boye.
Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole, så også kampen mellem de to hold og reagerede straks med en kommentar på Facebook om, hvordan de sproglige forskelle nemt fører til misforståelser og krænkelseshistorier.
”Det, der skete i fodboldkampen, er et godt eksempel på en ensretning af kulturer, og at folk ikke forsøger at forstå hinanden, men lever i ekkokamre med egne moralske standarder. Det er faktisk et af senmodernitetens største problemer, når de personlige standarder gøres til ideologi. Her var der tale om et rumænsk ord, som har en anden betydning end på engelsk. Man ser det også i MeToo-debatten og debatten om omskæring af drengebørn. Her er mange overhovedet ikke interesserede i at forholde sig til det modsatte synspunkt eller til empiri, men kun følelser. Og når folk ikke vil lytte til hinanden eller prøver at forstå den andens baggrund – og det gælder jo begge veje – så går det galt,” siger Thue Kjærhus.
Vincent F. Hendricks er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet og forfatter til en bog om krænkelseskultur og krænkelsesparathed. Han er enig i, at kultur og sprog kan medføre misforståede krænkelsesoplevelser som i fodboldkampen i Paris i denne uge.
”Uden at kende motivet bag ordvalg og baggrunden for denne hændelse, så er der jo stor opmærksomhed på netop racisme og identitet i disse år, også i sportens verden. Det har man allerede set med de knælende sportsudøvere og sympatien med Black Lives Matter-bevægelsen. Der er mange følelser i spil i sport allerede, men netop sport sender et stærkt signal, fordi den i udgangspunktet skal være neutral og samlende. Men også i sport støder folks forskellige udgangspunkter mod hinanden og fører til både retmæssige og misforståede sammenstød,” siger han.
Konflikterne kan også opstå, når fodboldverdenen forsøger at efterstræbe de samme værdier, som kendetegner det omgivne samfund, siger Asker Hedegaard Boye.
”Fodbold vil på den ene side have ordnede forhold, hvor man taler pænt til hinanden og opfører sig ordentligt, og på den anden side er fodbolden i sin natur en stammekonflikt, hvor der er en forestilling om, at du enten er med os eller imod os. I det ligger der en konflikt.”
Fodboldspillere – og sportsfolk i det hele taget – sørger i stigende grad for, at samfundets værdier får en mere fremtrædende rolle i sportens arenaer. De udøver i stigende grad ”atletaktivisme” og engagerer sig i alt fra klodens klima til ligeløn og netop Black Lives Matter. Men er projekterne reelt hjertebørn for sportsudøverne eller kobler de sig bare på de mest progressive dagsordener, som har tidsånden med sig? Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet, siger Asker Hedegaard Boye:
”De fleste fodboldspillere har et liberalt værdisæt og ser verden i det lys. Det er jo verdensborgere, som har fået det bedste ud af globaliseringen. De mener det af et godt hjerte, men man må ikke være blind for, at det også handler om promovering. De kender gamet og som levende reklamesøjler ser de det også som en måde at profilere sig på.”