Prøv avisen

Spindoktorernes mål var det samme i 1400-tallet

Philippe de Mézières knæler for Frankrigs kong Karl VI. Han var kongens rådgiver – en slags middelalderlig spindoktor. Foto: Wikimedia

Middelalderens kongelige spindoktorer og lobbyister agerede på næsten samme måde, som vi ser det i dag. Målet har lige siden været det samme - at få indflydelse på magten

Lobbyister og spindoktorer lyder måske som noget, der mest findes i moderne politik. Men også middelalderen havde sine aktører, der på snedig vis forsøgte at få indflydelse på magten og selv se kloge ud samtidig. Deres metoder både minder om og er vidt forskellige fra nutidens politiske landskab. Det skriver Videnskab.dk. 
 
Kristin Bourassa er postdoc på Center for Middelalderlitteratur på Syddansk Universitet og har populært sagt politisk lobbyarbejde i middelalderen som speciale. Mere præcist, hvordan politik blev beskrevet og søgt indflydelse på i de gammeleuropæiske monarkier.

»Jeg er interesseret i, hvordan forfatterne af de gamle tekster udvalgte deres mål for de budskaber, de havde, og hvordan de forsøgte få dem frem. Og det kan minde ret meget om de måder, som lobbyister og spindoktorer gør i det i dag,« fortæller Kristin Bourassa til Videnskab.dk.

Læs også: Middelalderprofessor: Ved at passe på fortiden, passer vi også på os selv

En af de tekster, hun lige nu arbejder med, er af den franske kongelige rådgiver Pierre Salmon, som i begyndelsen af 1400-tallet skrev bogen 'Dialoger' for at nå den franske konge Karl VI og muligvis også dennes unge søn og kronprins, Louis, og de rådgivende adelsmænd, som kongen omgav sig med.
 
»Teksten er en dialog mellem en fiktionaliseret udgave af kongen og en fiktionaliseret udgave af forfatteren, hvor Pierre Salmon prøver at fortælle kongen direkte og indirekte, hvad han skal gøre,« siger Kristin Bourassa, som stadig er på et tidligt stadie i arbejdet.
 
Eksempelvis lader forfatteren den fiktive konge spørge sig til råds.

»Vi har ikke nødvendige viden om Os selv, ej heller om den nåde og glorværdighed, Gud har givet Os... Vi anmoder derfor om, at De fortæller Os om Deres mening om, hvilke vaner og forholdsregler en konge skal have,« lyder kongens ord i manuskriptet.
 
Læs også: Fem bøger fra middelalderen, du sagtens kan læse i dag

En af de vaner bør være at lytte til gode råd.
 
»Jeg ved udmærket, at der i Deres kongerige og Deres husholdning og på Deres person kan ske stor skade, medmindre Gud i sin nåde får medlidenhed med Dem, De vil miste Deres kongeriges krone, kongemagtens glorværdighed og magt, hvis ikke De hjælper Deres person og Deres regeringsførelse gennem at tro på og at følge gode råd,« lyder Pierre Salmons advarende pegefinger.
 
Et af de interessante aspekter ved bogen er, at den findes i to udgaver. En fra 1409 og en fra 1415 – og at de to udgaver er forskellige.
 
»Den er redigeret, fordi der sker så meget i de mellemliggende år. I den første er hans mission at præge kongen, men i nummer to arbejder jeg lige nu ud fra den fortolkning, at det er sønnen Louis, der måske snarere er målet, fordi situationen ændrede sig dramatisk i Frankrig på de seks år,« siger Kristin Bourassa.

Læs også: Myter om den mørke middelalder

Kristin Bourassa sidder systematisk og oversætter det gamle franske sprog ord for ord til et mere læseligt for nemmere at kunne gennemgå de to tekster. Mens 1409-udgaven er 242 sider, er den yngre udgave meget længere; 516 sider.
 
Begge versioner indeholder en del indirekte kritik af den måde, kongen regerer på.
 
»Det kan overraske, at man på den tid rent faktisk kan skrive til en konge, at han gør et ret dårligt stykke arbejde. Men det kunne man altså, hvis man valgte den rigtige form,« siger Kristin Bourassa.
 
I teksten beder kongen fortælleren om gode råd, og de har en dialog om alt fra engle til politik, hvor Salmon kommer med, hvad han mener er den rette vej.

I starten af 1400-tallets Europa var der to paver – en i Rom, Italien, og en i Avignon i det nuværende Frankrig. De sloges om styringen af den magtfulde kirke.
 
»På det tidspunkt er der forskellige kongeriger, der bakker de forskellige paver op. Pierre Salmon mener, at det er mest hensigtsmæssigt med kun én pave, og hans mål er at få de to rivaliserende paver til at blive erstattet af en helt tredje kandidat,« fortæller Kristin Bourassa.
 
En af udfordringerne i det politiske franske liv i begyndelsen af 1400-tallet er, at Karl VI af Frankrig var mentalt syg. Han led muligvis af, hvad der i dag ville blive betegnet som skizofreni.
 
»Han prøver at fremføre et bud på en mand, der kan kurere kongen, som hele hoffet er bekymret for. Han forsøger også at få kongens adelige rådgivere til at hjælpe sig med det,« fortæller Kristin Bourassa.

Læs også: Forskere: Skizofreni bør afskaffes som diagnose

Pierre Salmon opfordrer hoffet til at s tå sammen om den syge konge og se bort fra deres interne magtkampe.
 
»Han forsøger at få de forskellige adelsmænd til at arbejde sammen. Der er en stor kløft mellem to lejre, der kæmper om kongens gunst, og de har store og til tider væbnede konflikter med hinanden,« fortæller forskeren.
 
Men ak, det er forgæves, og en ulmende borgerkrig blusser igen op i Frankrig.
 
»Derfor er andenudgaven ændret meget. Det er en ny situation, og der er nye ører at nå. Noget tyder på, at han nu målretter budskaberne til kronprinsen for at forme ham. 1415-udgaven er mere generel, og han opfordrer til at få borgerkrigen stoppet,« fortæller Kristin Bourassa.
 
Igen er Salmons råd forgæves – Louis dør af sygdom som 17-årig i december 1415.

»Med Louis' død stopper Pierre Salmon arbejdet med at få bogen færdiggjort. Teksten og nogle af illustrationerne er klar, men først langt senere kommer de sidste billeder til, en detalje som er påvist af en dygtig kunsthistoriker. Også derfor er det nærliggende at tro, at Louis var målet for den udgave,« siger Kristin Bourassa, der stadig har et langvarigt arbejde foran sig.

Læs også: Forsker: Religion alene skaber ikke borgerkrig 

Ifølge Kristin Bourassa er der både ligheder og forskelle mellem datidens og nutidens lobbyister og rådgivere.

I dag skal rådgivere ikke skrive fiktionaliserede tekster til ministre, men de arbejder stadig i kulissen og forsøger at trække i trådene, og målet er det samme: At opnå magt og indflydelse.
 
Selvom de tekster, Kristin Bourassa studerer, er 600 år gamle, kan aktørernes meninger minde meget om nutidens holdninger. I Phillippe de Mézières 'Den gamle pilgrims drøm', som også er et skrift, der var ment til at påvirke Karl VI, vil den moderne læser genkende et af budskaberne.
 
»Han lader en af de optrædende sige, at datidens unge har det tåbeligste tøj på,« siger forskeren og læser højt.
 
»Mænd bærer tøj, der viser både deres ender og deres onde medlemmer,« lyder det i bogen fra figuren Dronning Sandhed.

»Jeg tror roligt, at vi kan konstatere, at hun bruger eufemismer. Hun synes, at folks tøj sidder for stramt, og at de har for lidt på,« griner Kristin Bourassa.