Prøv avisen

Staten varsler lockout af 120.000 ansatte

Innovationsminister Sophie Løhde (V) varsler en lockout af omkring 120.000 statsansatte. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel varsler innovationsminister Sophie Løhde (V) en stor lockout

Innovationsminister Sophie Løhde (V) varsler lockout af omkring 120.000 statsansatte som modsvar på konfliktvarsel. Lockouten kan starte den 10. april.

Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse, samtidig med at Sophie Løhde præsenterer lockouten på et pressemøde.

"Vi har kigget de faglige organisationers strejkevarsel igennem, og det er tydeligt, at der er spekuleret i at strejke der, hvor det gør mest ondt," siger Sophie Løhde og fortsætter:

"Jeg er klar over, at sådan en lockout er en stor ting. Men jeg ser ingen anden udvej."

Lockouten vil berøre så godt som alle statsansatte. Ifølge ministeren er der i alt 180.000 statsansatte. Afgørende områder som efterretningstjenesterne er friholdt.

"De faglige organisationer har nøje udvalgt de arbejdspladser, hvor det vil gøre allermest ondt."

"Det er naturligvis en helt uholdbar situation. Derfor ser Finansministeriet sig desværre nødsaget til at reagere ved at varsle en omfattende lockout for at lægge pres på for at opnå et forhandlingsresultat, så vi undgår en konflikt," skriver Sophie Løhde i pressemeddelelsen.

Hun gentager flere gange, at håbet er, at lockoutvarslet kan gøre, at der nås et forhandlingsresultat.

Overenskomstforhandlingerne mellem de offentligt ansatte og staten, regioner og kommuner brød sammen sidst i februar. Fagbevægelsen har de seneste dage meldt konfliktvarsler ud, og parterne er hos Forligsinstitutionen.

Parterne er uenige om lønstigninger til offentligt ansatte, den betalte frokostpause og ikke mindst lærernes arbejdstid, der siden 2013 har været bestemt ved lov.

"Jeg håber, at vi kan forhandle os frem til et resultat i Forligsinstitutionen, så vi undgår en storkonflikt, der vil være trist for alle parter og vil besværliggøre hverdagen for rigtig mange danskere," skriver Sophie Løhde.