Støjberg sætter Facebook i brand

Venstres udlændinge- og integrationsminister fejrer endnu en stramning af udlændingeområdet med flag- og frugtpyntet kage

Denne opdatering satte Facebook i brand.
Denne opdatering satte Facebook i brand. Foto: Fra Facebook.

”I dag fik jeg vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Det skal fejres!”

Det er ordlyden af et Facebook-opslag på udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs profil. På billedet fremviser den storsmilende Inger Støjberg (V) en frugtpyntet firkantet kage. I opslaget linker ministeren til en liste over de 50 stramninger.

Opslaget satte Facebook og Twitter i brand. Onsdag formiddag havde op mod 30.000 mennesker forholdt sig til opslaget.
 
Mange kendte og ukendte finder opslaget usmageligt.
 
Lægen Haifaa Awad skriver:
 
”Jeg sender dit opslag til de få syriske læger, som stadig kæmper for at redde menneskeliv fra klorbomber nede i Syrien, mennesker som ikke kan flygte eller nu strander langt væk fra dit lagkagebord.”

Musikeren og skuespilleren Nikolaj Steen skriver:
 
”Jeg deler den glade nyhed med 16-årige Anneca, som blev smidt ud af landet i sidste uge, selvom hendes far er pæredansk, og der stadig er en klagesag igang. Hun bliver sikkert glad for at høre, at du fejrer dig selv med kage.”

Sangeren Marie Carmen Koppel skriver, at Støjberg ikke har lært ordet pli.

”Du kender heller ikke til empati eller medmenneskelighed, forståelse eller kærlighed. Du er simpelthen så dårligt opdraget,” fortsætter hun og slutter: ”YAKS”.

 Og X-Factor dommer Thomas Blachman giver også lyd fra sig og konkluderer helt kort: ” Nu er det satme nok!”

 I BT forholder Inger Støjberg sig til kritikken.
 
På BTs spørgsmål om det ikke er usmageligt at give kage for noget, der rammer mennesker i nød og på flugt, svarer Inger Støjberg: 

”Jeg synes, man skal glæde sig over, at vi med de penge, vi har sparet på asylområdet, har kunnet give 1 mia. ekstra til ulandsbistand og hjælpe i nærområderne. Det burde man blandt andet glæde sig over i Røde Kors. Både Venstre og jeg gik til valg på at begrænse tilstrømningen, så det er ingen hemmelighed, at vi vil gennemføre stramninger.”
 
Men hvorfor kage, spørger BT:
 
”Ja. Det er en helt naturlig måde at fejre det på. Da vi lagde Socialdemokraternes betalingsring i graven, fejrede vi det også med kage. Det er ikke unaturligt at fejre politiske sejre med kage og 50 stramninger, det er da en milepæl,” svarer Støjberg.