Prøv avisen
Interview

Stressekspert: Skal man være uddannet frømand for at passe en isbod?

Stressforsker Thomas Milsted er kritisk overfor brugen af ordet 'robust' i jobannoncer. Han mener, det er et signal om, at man skal kunne klare mosten og lade være med at brokke sig. Foto: Nils Meilvang

Efterspørgslen efter robuste medarbejdere er eksploderet de seneste år, men især blandt pædagoger er denne kompetence meget eftertragtet. Kristeligt Dagblad har talt med Thomas Milsted, stressekspert og generalsekretær i Stresstænketanken, om det populære modeord

Hvad er det man efterspørger, når man annoncerer efter robuste medarbejdere?
 
"Jeg tror, der er flere ting i det. For det første vil man gerne sortere fårene fra bukkene. Man forsøger at signalere, at man ikke gider brokkehoveder eller svæklinge. Der er nogle barske vilkår, og du skal kunne klare mosten."

Er det et problem?
 
"Ja. Det er jo okay at være et robust menneske, og der er jo nogle jobs, der kræver, at du er robust. Men er det rimeligt, at man efterhånden skal være uddannet i Frømandskorpset for at kunne passe en isbod? Det er jo vildt urimeligt, at vi ikke kan skabe nogle trygge og ordentlige arbejdsvilkår for eksempelvis pædagogerne. "

"Der er ikke nogen, der siger, at man skal være en svækling, men hvorfor efterlyser man robuste medarbejdere i stillinger, hvor man tænker, hvorfor skal man være en elitesoldat for at være der?"

"Det siger noget om de forhold, som de kan tilbyde medarbejderen. Og det er meget mærkeligt, for enhver arbejdsplads, som gerne vil være attraktiv, vil prøve at gøre sig lækker, og her gør man det modsatte. Det er en virkelig underlig måde at brande sit arbejde på. "

"Det er en fuldstændig ansvarsfralæggelse i forhold til de vilkår, man ikke kan skabe, men som minimum ville være rimelige overfor medarbejderen. Man siger: ’her er nogle meget dårlige arbejdsvilkår, men gider du ikke arbejde for os alligevel?’"

Hvis man har sagt ja til jobbet, skal man så acceptere, at tingene er som de er, og kunne leve med det?
 
"Ja, præcis. Du vidste, hvad du gik ind til, og så gider vi ikke høre, at du brokker dig. Du har underskrevet en uformel psykologisk kontrakt, der signalerer en forventning om, at det er dit eget ansvar, om du trives eller får stress i dit arbejde."
 
"Det er et kæmpe demokratisk problem, at vi lever i en tid, hvor du som medarbejder ikke må påpege kritisable forhold, og at du som medarbejder heller ikke må påpege, at du ikke må påpege det. Der er jo et diktatur værdigt." 

"Jeg mener, at når man søger robuste medarbejdere, så signalerer man, at hvis du ikke kan klare lugten i bageriet, så skal du simpelthen forsvinde. I stedet for at sige: 'vi er en robust arbejdsplads, som passer på dig, kunne du ikke tænke dig at være her?' "

Er det et nyt dannelsesideal?
 
"Ja det er det jo, men jeg må nok sige, at det er lidt victoriansk. Det er jo fuldstændig som at høre sin morfar. Det er jo nogle reaktionære og gammeldags dyder. Og et eller andet sted lyder det som om, det er de sidste krampetrækninger, fordi man ikke kan finde på noget bedre. Man nu bliver man altså snart nødt til at kigge på de arbejdsforhold. Pædagogerne er jo mast for tiden. "
 
"Jeg har aldrig før i min 20 års karriere set at politikerne i kommunerne fratager sig ethvert ansvar for medarbejdernes ve og vel, som de gør i dag. De må ikke slå et større servicebrød op, end de er villige til at bruge ressourcer på. De må melde ud til borgerne, at de skal vænne sig til, at man ikke vil bruge så mange penge på offentlige opgaver. Men det er der bare ikke stemmer i."

"I stedet prøver man at løse det ved skabe nogle andre idealer om, at vi mennesker bare skal være skruet anderledes sammen. Man skulle nærmest tro, at det var en form for koordineret indsats. For du kan jo også se, hvordan man tordner mod de offentlige ansatte."

"Ikke nok med at de arbejder så blodet det pisker, så skal de også høre på, at de er dovne og forkælede. Det er jo helt grotesk. Og det, der er så vigtigt at forstå her, er, at problemet ikke er, at riget fattes penge." 

"Man har gang i et ideologisk felttog, som bliver pakket ind i, at vi har nogle strukturelle og økonomiske udfordringer. Men det har ikke en noget med det at gøre. Det har noget at gøre med, at medarbejderne skal have en indstilling til arbejdet, som de havde i 1930’erne. De skal klappe hælene i og tie stille, og så passe deres arbejde så lederne kan få fred. Det er simpelthen det, der er gang i."

Men spiller det økonomiske ikke ind? Hvis der var råd til flere pædagoger, så ville lederne i for eksempel børnehaver og fritidshjem vel gerne have det?
 
"Jo, man kan jo sige, jo færre skuldre der er til at bære en opgave, desto stærkere skal de skuldre jo være. Men så vil det være mere fair, at man siger: ’vi mangler pædagoger, og vi har desværre dårlige vilkår, så det kræver virkelig noget ekstraordinært af dig at være her’."

"Hvis man bare kunne gå ud og melde rent flag, og det kan man jo selvfølgelig ikke. Men pointen er, at det er interessant, hvordan man snakker om, hvor forkælede de er, og hvor meget de brokker sig. Jeg fatter ikke, at pædagogerne ikke har lavet revolution endnu."

"Men også forældrene, de lukker bare øjnene. Tænk at skulle aflevere sine børn til én pædagog med 15 børn, det er grotesk. Selvom folk ser virkeligheden i øjnene, så prøver man retorisk at få det talt over i nogle helt andre baner. Og man kan bare håbe, at der ikke er nogen, som hopper på den."