Prøv avisen

Medieforsker: Dækningen af ubådssag styres af læserne

Ubåen Nautilus fotograferet i Nordhavnen. Foto: DRESLING JENS/ritzau

Nye oplysninger har intensiveret dækningen af ubådsmysteriet, der skridt for skridt nærmer sig en opklaring. Morten Skovsgaard, lektor på Syddansk Universitet i Center for Journalistik reflekterer over mediernes dækning af sagen

En forsvundet svensk journalist og en drabssigtet dansk opfinder har været de centrale personer i den mest omtalte kriminalsag de seneste uger. Senest er DNA’et fra den svenske journalist blevet matchet med et fundet lig. Lektor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet Morten Skovsgaard har fulgt med i den tragiske sag, og han gør her status over mediedækningen.

Hvad synes du om mediernes dækning af ubådssagen?
 

Ud fra den præmis, at medierne dækker denne her slags sager, så synes jeg, at de har været rimelige gode til at bringe de fakta, som politiet har oplyst. Jeg har ikke set så mange spekulationer i forhold til, hvad der kunne have foregået på ubåden. Jeg tror, at sagen har fået en voldsom dækning på grund af de sensationelle aspekter, og derudover indeholder den nærmest alle nyhedskriterierne på en gang. Men det nyhedskriterium, sagen ikke rummer helt så meget, er kriteriet væsentlighed. Ikke forstået sådan at sagen i sig selv er uvæsentlig, men i forhold til de proportioner den har fået i medierne, så er det ikke en sag, som er særligt væsentlig for samfundet, eller den måde vi tænker retssystemet på.

Kan du uddybe det?
 
Vores samfund bygger på, at der er en åbenhed i retssystemet, som gør, at borgene kan have tillid til retssystemet. Det vil sige, at de domme, der kommer ud af retssystemet, har en legitimitet i befolkningen. Det er derfor, man dækker retssager. I forhold til behovet for at sikre, at man har tillid til retssystemet, tror jeg, at sagen har været dækket mere end, hvad der er nødvendigt.

Hvilke konsekvenser har den store mediebevågenhed?
 

Der opstår flere dilemmaer i sådan en sag. Der er nogle pårørende, som får hele begivenhedsforløbet penslet ud foran hele befolkningen. Men hvis medierne ikke dækkede sagen, så ville en mulig retssag stadig udpensle, hvad der er foregået. Men sagen kommer selvfølgeligt meget bredere ud gennem medierne, og man dvæler i høj grad ved nogle af de makabre detaljer, der er i forbindelse med dødsfaldet.

Er der en grænse for, hvor meget man skal dække sagen? 

 
Jeg er i tvivl om, hvem der skal bestemme en definition. Selv indenfor medieetikken kan det være svært at komme med en facitliste, omkring hvor meget en sag skal dækkes. Der er forskellige hensyn, der skal tages. Et hensyn kan være, at sagen skal dækkes tilstrækkeligt til, at befolkningen tænker, at retssystemet har en folkelig legitimitet. Et andet hensyn kan være i forhold til familien, som gør, at sagen skal dækkes mindre. Det kræver, at der er en overdommer, der kan sige, hvad der er den rette proportion, og den overdommer har vi ikke rigtigt nogen steder. Ofte ender sådanne sager med, at befolkningen siger fra overfor medierne, og så kommer der en debat om selve mediedækningen. Det vil sige, at behovet for mediedækningen styres af læserne. Hvis folk ikke ville høre mere om ubådssagen, så tror jeg, at dækningen ville forsvinde langsomt.

Er det nødvendigt med detaljebeskrivelse af afskårne lemmer?
 

I et vist omfang er det nødvendigt at beskrive de faktiske omstændigheder. Hvorfor er det, at politiet bliver ved med at dykke ude i Køge bugt, hvis der er fundet et lig? Det er jo fordi, at der er nogle ligdele, som endnu ikke er fundet. Men der er en grænse mellem at vide, at ikke alle ligdele er fundet og beskrivelsen af, hvordan et opsvulmet lig ser ud. Er detaljerne til for at oplyse borgerne, eller bruges de som en fascinationskraft til at drage læsere mod historien? Det kan være svært at sige, hvad der er hvad. Men det er klart, at den type dækning, vi ser, har en tendens til at udpensle detaljerne mere end, hvad der er behov for.

Har medierne været for ukritiske i deres dækning af sagen?

Mit generelle synspunkt er, at medier har forholdt sig til, det politiet siger. Der har kørt en debat om, at den drabssigtede havde begravet den kvindelige journalist til søs, og at medierne ukritisk havde overtaget ordet "begravet". Det er selvfølgeligt omstridt, om man kan bruge det ordvalg om det, der er foregået. Men som jeg har opfattede det, så har de fleste medier brugt ordet i forbindelse med et citat fra kilden, fordi de var klar over, at det ikke var deres sprog. For mig virker det til, at medierne har været forholdsvis reflekterede i deres dækning af sagen.