Tænk på verden. Krig, vold, naturkatastrofer, menneskeskabte katastrofer, korruption. Det er slemt, og det føles, som om alting bliver værre, ikke? De rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere, antallet af fattige vokser og vokser, og inden længe løber vi tør for ressourcer, hvis vi ikke gør noget lige nu. Det er i hvert fald det billede, de fleste fra Vesten ser i medierne, og som de går rundt med i hovedet. Jeg kalder det for det overdramatiserede verdensbillede. Det er stressende og vildledende.
I virkeligheden lever langt størstedelen af verdens befolkning et sted omkring midten af indkomstskalaen. Måske er de ikke, hvad vi betragter som middelklasse, men de lever ikke i ekstrem fattigdom. Deres piger går i skole, deres børn bliver vaccineret, de lever i familier med to børn, og de drømmer om at rejse udenlands på ferie, ikke som flygtninge. Skridt for skridt og år for år bliver verden bedre. Ikke ud fra hver eneste målestok hvert eneste år, men som hovedregel. Selv om vi står over for kolossale udfordringer, har vi gjort kæmpestore fremskridt. Det er det faktabaserede verdensbillede.
I løbet af de seneste tiår har jeg stillet hundredvis af faktaspørgsmål om fattigdom og rigdom, befolkningstilvækst, fødselstal, dødelighed, uddannelse, sundhed, køn, vold, energi og miljø – grundlæggende globale mønstre og tendenser – til tusinder af mennesker over hele verden. Mine tests er ikke komplicerede, og der er ingen trickspørgsmål. Jeg sørger omhyggeligt for kun at bruge fakta, der er veldokumenterede og indiskutable, men alligevel klarer de fleste mennesker sig utrolig dårligt.
F.eks. handler spørgsmål 3 om udviklingen i ekstrem fattigdom. I løbet af de seneste 20 år er der sket en halvering af den andel af verdens befolkning, som lever i ekstrem fattigdom. Det er fuldkommen revolutionerende. Jeg betragter det som den vigtigste forandring, der er sket på kloden i min levetid. Det er også et temmelig grundlæggende faktum om livet på Jorden, som man bør kende. Men folk ved det ikke. I gennemsnit er det kun 7 procent – mindre end en ud af ti! – som svarer rigtigt på det spørgsmål.
Lad os tage et andet eksempel: spørgsmål 9 om vaccination. Næsten alle verdens børn er vaccineret i dag. Det er forbløffende. Det betyder, at næsten alle mennesker i dagens verden har en vis adgang til grundlæggende moderne sundhedspleje. Men det ved de fleste mennesker ikke. I gennemsnit var det kun 13 procent, som svarede rigtigt. 86 procent af de mennesker, jeg spørger, svarer rigtigt på det sidste spørgsmål om klimaforandring. I alle de rige lande, hvor jeg har testet folks viden online, ved de fleste, at klimaeksperterne forudsiger, at temperaturen vil stige. I løbet af nogle få årtier er forskningsresultaterne nået fra laboratorierne ud til offentligheden. Det er en succeshistorie for udbredelsen af offentlig bevidsthed.
Men bortset fra klimaforandringer viser alle de andre 12 spørgsmål, at der hersker en kolossal uvidenhed (og hermed mener jeg ikke dumhed, eller at man ignorerer noget, men simpelt hen en mangel på korrekt viden). I 2017 bad vi 12.000 mennesker i 14 lande om at svare på vores spørgsmål. I gennemsnit havde de kun to rigtige svar ud af 12. Ingen havde 12 rigtige, og der var kun én deltager (i Sverige), som fik 11 ud af 12 rigtige svar. Hele 15 procent svarede forkert på alle spørgsmålene.
Uvidenheden hersker overalt
Måske tror du, at folk, som er bedre uddannede, vil klare sig bedst? Eller folk, som interesserer sig mere for disse spørgsmål? Det troede jeg engang, men jeg tog fejl. Jeg har testet tilhørere over hele verden fra alle sociale lag: lægestuderende, folkeskolelærere universitetslærere, fremtrædende forskere, bankfolk, ledere fra multinationale virksomheder, journalister, aktivister og endda højtstående politiske beslutningstagere.
Det er højtuddannede mennesker, som interesserer sig for deres omverden. Men de fleste af dem – et forbløffende flertal – svarer forkert på de fleste af spørgsmålene. Nogle af disse grupper får endda dårligere resultater end folk i al almindelighed. Og nogle af de mest chokerende resultater kom fra en gruppe nobelprismodtagere og forskere. Det er ikke et spørgsmål om intelligens.
Alle ser ud til at have et katastrofalt forvrænget syn på verden. Men jo mere jeg udforskede det, jo større uvidenhed afslørede jeg, ikke bare blandt mine studerende, men overalt. Det var frustrerende og bekymrende, at folks verdensbillede var så forkert. Når du bruger GPS i din bil, er det vigtigt, at den bliver fodret med de korrekte oplysninger.
Du ville ikke stole på den, hvis den så ud til at styre dig gennem en anden by end den, du rent faktisk befandt dig i, for du ville vide, at du ville ende det forkerte sted. Så hvordan kunne beslutningstagere og politikere løse globale problemer, hvis de opererede med de forkerte fakta? Hvordan kunne forretningsfolk træffe fornuftige beslutninger for deres organisation, hvis deres verdensbillede var vendt på hovedet? Og hvordan kunne det enkelte menneske vide, hvilke spørgsmål i dets dagligdag det skulle være stresset og bekymret over?
Hang til drama
Det er det overdramatiserede verdensbillede, som får folk til at besvare mine faktaspørgsmål med de mest dramatiske og negative svar. Folk henviser konstant og intuitivt til deres verdensbillede, når de tænker, gætter på eller lærer noget om verden. Så hvis dit verdensbillede er forkert, vil du systematisk gætte forkert. Men det overdramatiserede verdensbillede skyldes ikke bare forældet viden, sådan som jeg engang troede. Selv folk med adgang til den nyeste information har et falsk billede af verden. Og jeg er overbevist om, at det ikke skyldes ondsindede medier, propaganda eller forkerte fakta.
Efter at jeg i årtier havde holdt foredrag, testet folk og lyttet til deres fejlfortolkninger af fakta, selv om de fandtes for øjnene af dem, nåede jeg til sidst frem til den konklusion, at det overdramatiserede verdensbillede er så vanskeligt at ændre, fordi det bunder i den måde, vores hjerne fungerer på.
Menneskehjernen er et produkt af tusinder af års evolution, og vi er udstyret med instinkter, som hjalp vores forfædre til at overleve i små grupper af jægere og samlere. Vores hjerne drager ofte forhastede slutninger, uden at vi tænker nærmere over det, og det hjalp os engang til at undgå umiddelbare farer. Vi interesserer os for sladder og dramatiske historier, som engang var vores eneste kilder til nyheder og nyttig information. Vi har en stærk trang til at spise sukker og fedt, som engang var livreddende kilder til energi, da der var mangel på mad. Vi har mange instinkter, der var nyttige for tusinder af år siden, men vi lever i en helt anden verden i dag.
Vores hang til sukker og fedt gør fedme til et af de største sundhedsproblemer i verden i dag. Vi er nødt til at lære vores børn, og os selv, at vi skal holde os fra søde sager og chips. På samme måde fører vores hurtigttænkende hjerne og hang til drama – vores dramatiske instinkter – til misforståelser og et overdramatiseret verdensbillede.
Misforstå mig nu ikke. Vi har stadig brug for de dramatiske instinkter, som får vores verden til at give mening og gør, at vi kan komme gennem dagen. Hvis vi undersøgte hvert eneste input og analyserede hver eneste beslutning rationelt, ville det være umuligt at leve et normalt liv. Vi kan ikke skære alt sukker og fedt væk, og vi kan ikke bede en kirurg om at fjerne den del af vores hjerne, som håndterer følelser. Men vi er nødt til at lære at kontrollere vores forbrug af det dramatiske. Hvis vi ikke kontrollerer vores trang til drama, går den for vidt og forhindrer os i at se verden, som den er, så vi bliver vildledt på den mest grusomme måde.