Prøv avisen
Boguddrag

Demokratiske ledere fremmer populismens sag ved at ignorere dens årsager

Samuel Rachlin skrev i 2017 debatbogen "Folket og magten", som var en undersøgelse af populismens væsen og betydning for den vestlige verden. Siden bogen udkom første gang, har flere begivenheder rundt om i verden gjort populisme til et endnu mere genkendeligt fænomen. Foto: Kristeligt Dagblads Forlag

Coronapandemien og dens økonomiske konsekvenser kan bane vejen for en ny og ukendt politisk verdensorden, skriver Samuel Rachlin i den nyligt reviderede og opdaterede udgave af bogen "Folket og magten – populisme og den nye verdensorden". Kristeligt Dagblad bringer her et uddrag fra bogen

Euforien og optimismen efter Berlinmurens fald i 1989 lagde grunden til en vision om et frit, demokratisk og samlet Europa. Det var ikke længere en umulig drøm, at fred og frihed ville sikre international stabilitet og sprede velstand og tryghed blandt de nationer, der havde levet i et splittet, ufrit og undertrykt Europa. Den amerikanske forfatter og politolog Francis Fukuyama formulerede i bogen The End of History and the Last Man ideen om, at Vestens liberale demokrati ville komme til at forme fremtidens verdensorden. Han vandt gehør og vakte stor interesse med den udlægning, men måtte en del år senere erkende, at han havde taget fejl.

I dag kan vi se, at drømmen var en illusion, at det var ønsketænkning. Billedet væltede, og drømmen faldt fra hinanden. Optimismen blev fortrængt af frygt, had og vrede, og fortidens uhyrer blev vakt til live, da nazisternes gamle kampråb ”Blut und Boden!” igen begyndte at give genlyd i Europas og Amerikas gader ledsaget af taktfaste støvletramp, vajende hagekorsflag og heilende supremacister, der i Charlottesville i staten Virginia skanderede ”Jøder vil ikke erstatte os!”

9/11, finanskrisen, Krim, Brexit, Trump var enkelte begivenheder uden åbenlys sammenhæng. De var trin i et forløb, som ingen kunne overskue, fordi man var alt for tæt på. Men allerede i dag begynder man at kunne se, at de enkelte led i det begivenhedsforløb greb ind i hinanden og samlet kom til at tegne rammen om de dramaer, vi er vidner til i dag. Alt det skal ses i sammenhæng med den nye teknologi, de sociale medier og de økonomiske og sociale skred, som den udvikling har udløst. Indvandrere og flygtninge indgår i samme ligning og bliver brugt til at øge spændingerne med det fremmedhad, som populistiske ledere målrettet udnytter til at optrappe polariseringen og øge presset på det liberale demokrati.

Coronapandemien og de historiske fald på finansmarkederne føjede sig til den kæde af begivenheder, der tegner billedet af en tid med voldsomme opbrud og forandringer. Disse begivenheder kan være med til at bane vejen mod en ny og ukendt verdensorden med en helt anden fordeling af magt, indflydelse og velstand mellem verdens nationer, end vi har oplevet før. I det nye, regelløse politiske rum, hvor det herskende princip er ”everything goes”, er det ikke så overraskende, at der hersker rådvildhed og til tider afmagt i regeringskontorerne i de europæiske hovedstæder og i EU’s styrende organer.

Det er vanskeligt at overskue ikke blot for menigmand, men også for systemets professionelle aktører, hvad enten der er tale om politikere, embedsmænd eller analytikere. Det bidrager selvsagt til pessimisme og resignation. Det har vist sig at være den perfekte storm for populismen både i Europa og USA. Det er det stof og de sammenflettede bånd, som fremtidens historikere får at arbejde med og skal udrede, når de skal forklare vores tid, men med den klare fordel og større sikkerhed, som tid og afstand vil give dem.

Samtiden er altid tilbøjelig til at fokusere på konflikter nu og her og overvurdere den betydning, som enkeltpersoner som f.eks. Donald Trump, Hillary Clinton, Nigel Farage, Theresa May, Angela Merkel, Viktor Orban, Matteo Salvini eller Marine Le Pen har. Det er fristende at bruge dem til at forklare valgresultater og konflikter. Eftertidens historikere vil ikke ignorere personlighederne, men de vil sætte dem i en sammenhæng med de langt mere tungtvejende tendenser og processer, der kun bliver synlige på afstand, og som måske vil reducere politikere, der som Trump fylder og dominerer samtiden, til en parentes i historien.

Usikkerheden og nervøsiteten i Europa skyldes et synkroniseret sammenfald mellem fænomenet Trump, Brexit og den populistiske offensiv i flere af kontinentets nøglestater i en kombination, der kan sende den mest standhaftige i gulvet. Oven i det kom EU’s krise angående identitet og retning midt i fejringen af Unionens 60-års dag. Den hastige udvidelse af EU i kølvandet på Berlinmurens fald og Øst- og Centraleuropas befrielse blev på lidt længere sigt en langt større belastning og udfordring, end EU’s system var rustet til. De gode viljer og hensigter ledsaget af store budgetter var ikke nok til at klare den demokratiske stresstest, som de nye medlemmer blev udsat for, da festrusen havde lagt sig.

Hverken den politiske kultur i de forhenværende socialistiske lande, deres politiske talentmasse eller deres institutioner var gearet til at komme op på omgangshøjde med de gamle etablerede demokratier i EU. Det gav slagside og gav flere af lederne i de nye medlemslande en trang til at spille på holdninger og genoplive en politisk adfærd, de var fortrolige med fra deres fortid under de autoritære, socialistiske systemer. Der er en udpræget længsel efter orden og disciplin under dække af national samling og efter den model, som Viktor Orban har givet navnet illiberalt demokrati, og som han i sommeren 2019 omdøbte til ”kristent demokrati”, fordi illiberalt demokrati havde for negativ en klang. Det vakte genlyd og genkendelsens glæde hos vælgerne og gav dem en følelse af tryghed. Men det gik selvsagt hårdt ud over det, som Larry Diamond kalder for demokratisk kvalitet og stabilitet.

Ungarns tidligere ambassadør i Washington, Andras Simonyi, kalder Ungarn og flere af de andre central- og østeuropæiske lande ”for tidligt fødte demokratier”. Timing var en afgørende faktor for optagelsen af de gamle østbloklande i det europæiske fællesskab. Men i dag kan man se, at det demokratiske sindelag langtfra havde bundfældet sig i de landes politiske kultur og tænkning. Det har givet bagslag og er en af årsagerne til EU’s eksistentielle kvaler og til den medgang, populismen har fået i de lande. Den Kolde Krig sluttede symbolsk med Berlinmurens fald i 1989, men 30 år senere kan man konstatere, at den fik et meget langt efterspil.

Trods den dystre stemning, der har bredt sig over Europa og i USA, har de etablerede demokratier gennem deres historie bevist både deres levedygtighed og deres tiltrækningskraft i forhold til diktaturer og autoritære systemer i forskellige afskygninger. Europas moderne historiske erfaring er, at det ikke altid behøver at gå fra slemt til værre, og at de autoritære og totalitære regimer står for fald. Det er af afgørende betydning for europæerne at holde fast på, at deres demokratiske grundværdier vil overleve og gå styrket ud af det opgør, som der er lagt op til med de populistiske og nationalistiske kræfter.

Man skal kun 30 år tilbage i europæisk historie for at se, at alternativet er magtmisbrug, undertrykkelse og vold. Selv de mest autoritære stater kalder sig for demokratiske. Ingen ønsker at fremstå som et autokrati eller diktatur, ikke engang præsident Erdogan, der annullerede borgmestervalget i Istanbul og udskrev nyvalg, fordi oppositionen havde vundet. Nyvalget gav oppositionen en endnu større sejr. Åbenhed og frihed i de demokratiske lande er gået hånd i hånd med virke- og skaberlyst, der har fremmet foretagsomhed, velstand og trivsel. Det giver borgerne høj livskvalitet med en stærk følelse af lykke og tro på fremtiden. Nye generationer vil vokse op og se den demokratiske verdensorden som den model, de ønsker at stræbe efter og kæmpe for.

Når man står over for populistiske politikere og har gennemskuet, hvem og hvad man har med at gøre, er det vigtigt at forstå, at bolden ikke ligger hos dem, men hos de etablerede mainstreampartier, der i de fleste vestlige lande gennem generationer har været med til at opbygge de demokratiske samfund med deres frihedsrettigheder, retssikkerhed og velfærd. Når man først har knækket populisternes kode, behøver man ikke bruge alt for megen energi på dem. Man skal lade dem være. Det har vist sig, at de i mange tilfælde tager livet af sig selv. Man skal bestemt ikke ignorere dem, men opgaven for de etablerede partier og deres ledere går ud på at forstå populismens årsager i den moderne verden.

Det seneste danske folketingsvalg demonstrerede, hvordan det kan gøres, da de etablerede partier var i stand til at afvise både de gamle og nye populister fra det yderste højre og fastholde midten i dansk politik. Lige som vælgerne ikke kan tage demokratiet for givet, skal de etablerede politikere ikke tage deres magt og position for givet. Det er ikke en selvfølge eller en naturlov. De må aflægge sig deres magtarrogance og indse, at de har været blinde og døve for, hvad en stor del af deres vælgere lever og lider med. Hvis tilliden til dem smuldrer, så smuldrer også deres magt. De politikere må sendes til rensning og i bedste tilfælde på efteruddannelse, så de kan lære at se og høre igen. De skal være åbne for forandringer og reformer og i stand til at føre en økonomisk og social politik, der stemmer overens med vælgernes reelle behov og interesser.

Populisterne er en udfordring, men udgør ikke den største fare. Det gør de politiske ledere, der ikke ser en verden i brand, og de medløbere og populistforsvarere, der er med til at sprede usikkerhed og forvirring og få mørket til at sænke sig.