Sarah blev til Noah, men kærligheden forblev den samme

Da Noah og Sika Skaalum mødte hinanden, var de begge kvinder. I dag er Noah en mand. Men kærligheden mellem dem har ikke ændret sig

Noah og Sika har været gift i 3,5 år. Noah hed tidligere Sarah og er kendt for at have vundet X Factor i 2011.
Noah og Sika har været gift i 3,5 år. Noah hed tidligere Sarah og er kendt for at have vundet X Factor i 2011. . Foto: Iben Gad.

“Girls, booze and a lot of tattoos” (piger, sprut og en masse tatoveringer, red.) står der skrevet i blæk på Noah Skaalums højre arm. Et levn fra teenageårene der let forsvinder i mænden af tatoveringer. Han har sorte håndværkerbukser på og en anonym hvid t-shirt. Han vender smilende ansigtet mod sin kone, Sika Skaalum. Hun har bemærkelsesværdigt lange øjenvipper, der omkranser et par nøddebrune øjne. Ligesom ham, har hun kroppen dækket af tatoveringer. De er dog mere diskret placeret og gemt under prikkede kjoleærmer og sorte strømpebukser.

”Vi mødtes første gang i sommeren 2014. Inden for en uge var vi kærester, efter en måned flyttede vi sammen, og allerede et halvt år senere blev vi gift,” fortæller hun.

Dengang var der meget, der var anderledes.

For som tatoveringen antyder, har Noah Skaalum altid været til piger. Det var hans kone egentlig også, og da parret fandt sammen, var Noah Skaalum da også en kvinde ved navn Sarah.

Han er nemlig transkønnet, og har siden han var helt ung følt sig forkert i sin krop.

For to måneder siden startede Noah Skaalum i testosteronbehandling. Det var på tide, at der kom overensstemmelse mellem krop og sind. Nu er stemmen mørkere, han har begyndende skægstubbe og en bredere ansigtsform end før.

Man fristes til at spørge Sika Skaalum, om hun føler sig snydt. Hun er en kvinde, der forelskede sig i en anden kvinde. De var et lesbisk par. Snart er de udadtil som majoriteten af danske par. En mand og en kvinde med ønsket om børn – ”et helt fodboldhold,” siger Noah Skaalum.

Men hun føler sig ikke snydt. Ikke det mindste.

”Jeg har set fotografier, fra da du var lille. Du har aldrig været særlig piget,” siger hun.

“Mit skæg er ikke vokset ud over natten. Forandringerne sker gradvist. Vi får meget sjov ud af at se, hvad der sker fra dag til dag,” siger Noah Skaalum.
“Mit skæg er ikke vokset ud over natten. Forandringerne sker gradvist. Vi får meget sjov ud af at se, hvad der sker fra dag til dag,” siger Noah Skaalum. Foto: Iben Gad

Gennem hele sin opvækst er Noah Skaalum blevet mødt med sætningen ”du er bare, som du er”. Der er ikke nogen, der har forsøgt at lave om på ham, og han har aldrig fået besked på at hoppe i en kjole. Selv som lille pige og i teenageårene har han haft kortklippet hår, posede bukser og løse t-shirts på. På trods af, at han føler sig forstået, har han haft en indre dialog med sig selv om sit køn.

”Jeg har min egen selvopfattelse, og så har jeg opfattelsen af andre. For mig er køn vigtigt, men det er også fordi, jeg har følt mig forkert. Ellers er jeg ligeglad,” siger han.

Inden Noah Skaalum begyndte på transitionen fra kvinde til mand, afprøvede parret forskellige metoder for at finde ud af, hvordan han kunne få det bedre i sin krop. For eksempel fandt de ud af, at han ikke kunne lide at blive rørt på overkroppen.

Indtil nu har han båret en form for stram undertrøje, der flader brystet ud, under sit tøj. Det kaldes en binder. Han bærer den mest for sin egen skyld, men det handler også om, hvordan andre ser ham.

“Det bliver hele tiden en forklaringsting. Er du en kvinde, eller er du en mand? Og så ender jeg med at føle mig nødsaget til at forklare det hele til en fremmed, selvom det er et skrøbeligt og intimt emne,” siger han.

Noah Skaalum vil gerne have fjernet sine bryster, men det er ikke noget, der haster. Han vil hellere vente et år eller to og være sikker på, det bliver gjort ordentligt.

“Men vi glæder os,” siger Sika Skaalum.

Ofte bliver hun spurgt, om hun ikke vil savne brysterne, når de forsvinder.

“Ville du nogensinde spørge et par, hvor kvinden var syg af brystkræft og havde fået fjernet et bryst om det samme?” siger hun alvorligt.

“Vi har alle både maskuline og feminine træk. Noah er verdens største puttegris og vil altid være den lille ske. Det er også ham, der græder mest til Disney-filmene,” siger hun og prikker ham drillende i siden.

De er ikke bekymrede for, at de fysiske forandringer vil ændre noget i forholdet til hinanden. Det var faktisk Sika Skaalum, der fik sin mand til at tage spørgsmålet om hans kønsidentitet alvorligt. Hun var før stødt på LGBT-personer med forskellige kønsidentiteter, så hun vidste en smule om emnet i forvejen. Førhen var det ikke noget, han nogensinde havde italesat.

“Men nogen gange kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ville være nemmere for Sika, hvis hun fandt en anden mand, der kunne give hende nogle børn,” siger Noah Skaalum.

“Det er svært at vide, at jeg aldrig kommer til at kunne gøre hende gravid naturligt. Et glas rødvin, en film, en romantisk aften. Det kunne være hyggeligt. I stedet skal vi ned på hospitalet med sprøjter, scanninger og sygeplejersker,” siger Noah Skaalum.

Sommetider kan det blive klemt derhjemme, når den ene er på hormoner på grund af transition, og den anden er på hormoner på grund af fertilitetsbehandling. Derfor er det vigtigt for dem at have et rum, hvor de kan være ærlige og give plads.

“For det bliver træls, hvis jeg ikke kan komme hjem en dag og sige, ’du skal ikke røre mig’, fordi jeg har haft en dårlig dag,” siger Noah Skaalum.

Sika Skaalum nikker genkendende.

“Og så er man lidt stærkere, når man er to. Så kan man skiftes til at være skjoldet, så man ikke behøver have paraderne oppe hele tiden,” siger hun.

Parret vil være åbne omkring kønsskiftet overfor fremtidige børn, så børnene forhåbentligt vil være klædt på til at møde verden med forståelse for forskelligheder.

Parret har YouTube-kanalen Helt Almindelige Unormale Forældre. “Vores følgere græder med os, de griner med os, og de udvikler sig med os,” siger Sika Skaalum.
Parret har YouTube-kanalen Helt Almindelige Unormale Forældre. “Vores følgere græder med os, de griner med os, og de udvikler sig med os,” siger Sika Skaalum. Foto: Iben Gad

I april 2017 besluttede parret at lancere en kanal på den videobaserede internetside YouTube. Der var flere emner, der lå dem på sinde, og ved at lægge videoindhold op på nettet følte de, at de kunne dele deres erfaringer med andre i lignende situationer.

Kanalen er et personligt rum, og det har parret gjort klart fra starten. Den skal oplyse og svare på spørgsmål, men den skal også vise mere personlige sider af parret.

”Vi får ikke så mange spørgsmål, der gør ondt. Men nogle gange får vi grænseoverskridende spørgsmål om min krop. Ting, folk aldrig ville stoppe mig på gaden og spørge om,” siger Noah Skaalum.

Langt de fleste henvendelser er dog positive, og parret er glade for den brogede skare, der følger dem på Youtube.

“Vores yngste følger er 11 år og har oprettet en bruger med sin mors tilladelse. Den ældste er 78,” fortæller Sika Skaalum.

Til andre i deres situation vil de sige, at det er vigtigt, at man tør tale ærligt med hinanden om alle ens følelser. Og så skal man give plads til, at den ene part siger fra.

”Jeg tror, at folk i et parforhold har en tendens til at tænke, at man altid skal ville det samme. Men man kan godt gøre ting hver for sig. Jeg har aldrig tvunget Sika til at være en del af alle aspekter af mit kønsskifte,” siger han.

Ligesom med alle andre par er det selvfølgelig ikke til at vide, om kærligheden mellem Noah og Sika Skaalum vil vare evigt. Men de tror selv på det. For hvis et forhold kan overleve en så stor forandring som et kønsskifte, så kan det overleve det meste.

Foto: Iben Gad