Da coronapandemien i starten af året uforvarende skyllede ind over verden, var de fleste lydhøre over for anvisninger, påbud og retningslinjer. Men nu - knap 11 måneder senere - stiller et stigende antal mennesker spørgsmål ved mundbinds effekt som middel mod at dæmpe den tiltagende coronasmitte. Flere kritikere kalder brug af mundbind unødvendigt, ubrugeligt og – i yderste tilfælde – en trussel mod et frit tænkende og vidensbaseret samfund.
Også i Danmark har mundbindsskeptikerne markeret sig. Flere mener, at mundbind tager både friheden og selvbestemmelsen fra dem, og senest blev der i weekenden holdt en demonstration i Københavns gader imod regeringens påbud om brug af mundbind i det offentlige rum.
Med sammenklappende grydelåg som baggrundsstøj og skilte, hvor der stod “Ja til frihed” og lige neden under “Nej til epidemiloven”, demonstrerede op mod 100 mennesker imod mundbind.
Men hvad med lejren i den anden grøft? Dem, som ikke kan holde fysiske demonstrationer, fordi de er sårbare og særligt udsatte, hvis coronavirussen skulle ramme dem. Hvad betyder påbuddet om mundbind for deres liv og dagligdag?
En hel masse positivt. Det skal hashtagget #MundbindGiverFrihed, som lige nu spreder sig på tværs af de sociale medier, sætte fokus på.
En af dem, der i den seneste tid har brugt hashtagget flittigt, er 65-årige Jan Vagn Jakobsen fra Ringsted på Sjælland. Han blev diagnosticeret med muskelsvind som 3-årig og har siddet i kørestol, siden han var 10 år.
"For mig er kravet om mundbind i det offentlige rum en beskyttelse. Det giver mig frihed og mulighed for, at jeg også kan køre ud og handle ind. Man bliver vanvittig af altid at være derhjemme, så bare det, at jeg nu kan komme lidt ud, er en kæmpe stor frihed for mig."
I 2010 fik Jan Vagn Jakobsen alvorlige problemer med iltningen af sit blod, og kort efter blev han respiratorbruger. Med respiratoren fulgte et hold af hjælpere døgnet rundt, der, ligesom Jan Vagn Jakobsen selv, skal være meget varsomme med, hvem de omgås.
Jan Vagn Jakobsen, der til dagligt arbejder som kommunikationsmedarbejder på en skole for handicappede, har svært ved at forstå, hvorfor nogle mennesker nægter at bære mundbind.
"Der ligger en eller anden form for egoisme bagved deres argumentation, som jeg ikke er tilhænger af. Man burde kunne sætte sig ind i andre menneskers situation. Når de ikke vil begrænse deres frihed, så begrænser de min," siger han.
I København bor 20-årige Astrid Siemens Lorenzen, der har siddet i kørestol hele sit liv. Hun har cerebral parese, spastisk lammelse, og kan hverken tale, gå eller frivilligt bevæge sine lemmer.
Før coronapandemien levede hun et aktivt ungdomsliv med uddannelse, venner og fester, men det blev alt sammen sat på pause. Med regeringens påbud om mundbind i det offentlige rum får Astrid Siemens Lorenzen nu en flig af sin frihed tilbage.
"Det kræver mod at bede andre om at bære mundbind. Det er, som om man på en eller anden måde beskylder andre for at være farlige, og det er ikke min intention. Derfor er det rart, at det ikke længere er en diskussion, om man vil bære mundbind, men at det nu er et krav," skriver hun i en mail til Kristeligt Dagblad, hvor hun også beskriver, hvad påbuddet betyder for hende som sårbar.
"Det gør mig tryggere. Jeg og mange andre, der er afhængige af hjælpere, har ikke mulighed for at bure os inde for at beskytte os mod smitte. Vi har ikke et valg. Vores dør skal være åben, ellers kan vi ikke klare os."
Astrid Siemens Lorenzen forstår ikke dem, som aktivt fravælger at bære mundbind.
"Det gør mig ked af det, når folk demonstrerer mod at bære mundbind. Vi er midt i en pandemi, der til dags dato har kostet cirka 1,2 millioner menneskeliv på globalt plan."
31-årige Antoniett Vebel Pharao har mere eller mindre befundet sig i sit hjem i Aarhus, siden coronakrisen for alvor ramte Danmark i midten af marts. Hun har muskelsvind og har siddet i kørestol, siden hun var 11 år. Hendes lungekapacitet er under 50 procent.
"Jeg plejede at gå til to koncerter om ugen, men siden foråret har jeg fuldstændig isoleret mig selv. Hvis jeg er så uheldig at få corona, så overlever jeg nok ikke," siger hun.
Antoniett Vebel Pharao er afhængig af hjælpere døgnet rundt. Under corona har det været en stressfaktor for hende, at hjælperne skulle ind og ud ad hendes hjem, men regeringens påbud om mundbind i offentligheden har betydet, at hun nu kan slappe mere af.
"Det er en tryghed at vide, at mine hjælpere bærer mundbind ude i samfundet. Før i tiden bad jeg dem om at gøre det, men det var jo en ekstra udgift, som jeg ikke rigtig kunne pådutte dem, men nu skal både de og deres venner gøre det."
For Antoniett Vebel Pharao, Astrid Siemens Lorenzen og Jan Vagn Jakobsen er det helt afgørende at komme ud med budskabet om, at mundbind for en stor gruppe mennesker som dem ikke er et unødvendigt onde, men tværtimod et middel til frihed.
Derfor deler de alle tre hashtagget #mundbindgiverfrihed på tværs af deres sociale medie-platforme.
"Mundbind er associeret med noget negativt og omtales som en frihedsberøvelse. Det er ærgerligt. Derfor har vi igangsat kampagnen #MundbindGiverFrihed, hvor vi opfordrer corona-sårbare, pårørende og andre tilhængere af mundbindspåbuddet til at poste en selfie på sociale medier med mundbind på, gerne på et sted, hvor de før påbuddet ikke turde tage hen, men nu igen tør at færdes," skriver Astrid Siemens Lorenzen, der tilføjer:
"Det er essentielt at huske, at mundbind ikke er et fravalg af hinanden, men et tilvalg."
Det samme mener Antoniett Vebel Pharao.
"Jeg er frihedsberøvet hver dag, indtil folk beslutter sig for at tage mundbind på. Med hashtagget prøver vi at skabe en stemning af fællesskab - at vi alle er i den samme båd," forklarer Antoniett Vebel Pharao, der tilføjer, at hun tror, folks modvilje mod mundbind kan have noget at gøre med, at de bliver konfronteret med deres egen dødelighed.
"Mundbind minder folk om, at de ikke er udødelige, men det har jeg dealet med, siden jeg var 11 år."
Jan Vagn Jakobsen forstår godt modstanderne, men mener alligevel, at hensynet til sårbare har mere at skulle have sagt.
"Jeg kan godt forstå, at det er irriterende at have mundbind på, men når det samtidig giver mig mulighed for at komme ud i verden i et eller andet omfang, så er deres ufrihed altså vores frihed," lyder det fra Jan Vagn Jakobsen. Han minder dog også om, at det ikke nødvendigvis er af ond vilje, når nogen vælger ikke at iklæde sig et mundbind:
"Vi skal passe på med en hetz mod mennesker, som ikke bærer mundbind i det offentlige rum. En del er fritaget af den ene eller anden grund, som de ikke skal stå til regnskab for. Men hvis det alene handler om ens frihedsopfattelse, er og bliver det usolidarisk ikke at bære mundbind."