Vi befinder os i november 2019 i megabyen Los Angeles, hvor regnen uafbrudt siler ned på grund af industriel forurening og radioaktivt affald fra atomkrig. Den mørke og dystre by er kun oplyst af de mange billboards, der reklamerer med alt fra Coca Cola til Atari, kæmpemæssige neonreklamer med japanske geishaer, og flyvende biler med lysende blink langsomt svævende over himlen, alt imens man opsluges af komponisten Vangelis’ melankolske synthesizer-elektroniske lydspor.
I filmen "Blade Runner" fra 1982 følger vi den forhenværende betjent og nuværende blade runner Rick Deckard, som spilles af Harrison Ford. Blade runners er specialagenter, der jager androider – replikanter, som er fuldt ud sansende væsener og skabt ud af kunstigt kød og blod. De såkaldte Nexus 6-replikanter er de mest avancerede højteknologiske af slagsen og beskrives som værende næsten identiske med mennesker og mindst lige så intelligente som de geningeniører, der skabte dem.
Måske på grund af sine dystopiske fremtidsforudsigelser blev filmen en kultklassiker.
”'Blade Runner' markerer en skillelinje for science-fiction-genren ved at være den første, der portrætterer en fremtid, hvor resterne af vores fortid er en inkorporeret del af gadebilledet. Før 'Blade Runner' blev fremtiden på film altid præsenteret fantastisk, renskuret og sterilt og uden forbindelse til fortiden. Men 'Blade Runner' viser vores egen verden i forfald og dårligt vedligeholdt,” fortæller filmanmelder Per Juul Carlsen.
Det er en dystopi, hvor fremtiden er det allerede bestående bare i en ringere forfatning, hvor alt ånder forfald, degeneration og evig nat.
"Blade Runner" skildrer en by, som er præget af forurening og industrialisering. Allerede tilbage i 1982, hvor klimadebatten langt fra var kommet på tapetet, formåede filmen at udsige en miljødystopi om verdens fremtidige miljø- og klimaudfordringer, mener filmanmelder Per Juul Carlsen:
”Det krævede ikke den store vision at gennemskue, at vi så småt ødelægger vores planet, og at dyrene uddør langsomt. Filmen er løst baseret på Phillip K. Dicks roman 'Drømmer androider om elektriske får?', og i den beskrives en virkelighed, hvor dyr er sjældne og alene forbeholdt de allerrigeste. Alene dét at eje et dyr, er et prangende statussymbol. Vi står over for nogle udfordringer i dag i forhold til dyr, der dør om ørene på os senest med koalabjørnen, der er erklæret funktionelt uddød.”
”Vores fremtid ser unægteligt mindre lys ud, end den gjorde dengang,” medgiver filmlektor og forfatter Peter Schepelern. Han fortæller:
”'Blade Runner' er en dysterhedsprofeti, om hvor galt det kan gå, men i højere grad en allegori, der ikke kun peger ned i vor velkendte verden, men også udover den. Den holder et spejl op for den eksisterende verden og lader den velkendte verden undergå en transformation og forvrængning.”
”Det er en gammel sci-fi tommelfingerregel, at filmene ikke kun udsiger noget om fremtiden, men også har en iboende nutidig samfundskritik. Det ville ikke give mening at lave en film, der opstiller problemer, vi ikke kan forestille os,” fortæller Peter Schepelern.
Selvom filmens vision ikke er gået i opfyldelse, når det kommer til robotter som fuldt ud tænkende og følende væsener, er dilemmaet ikke uaktuelt. Professor i filosofi og bioetik Sune Holm fortæller, at robotteknologi altid rejser etiske spørgsmål. For eksempel, hvorvidt robotterne kan overtage menneskers arbejde i en sådan grad, at mennesket bliver overflødiggjort?
”I Danmark mener vi for eksempel, at robotter i den kommende fremtid kan løfte omsorgsopgaver inden for sundhedsvæsenet og ældreplejen på en måde, hvor man ikke vil kunne mærke forskel på, om det er et menneske eller en robot”.
"Blade Runner" behandler forholdet mellem etik og teknologi og stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være et rigtigt menneske. De avancerede Nexus 6-replikanter har både fået evnen til at tænke selvstændigt og har ligeledes fået implementeret kunstige erindringer samt evnen til at nære følelser for andre individer. Grænserne for, hvad ægte menneskelighed består i, bliver mere og mere udviskede, som filmen skrider frem. Den kvindelige replikant Pris citerer Descartes berømte læresætning: ”Jeg tænker, derfor er jeg”, hvormed der stilles spørgsmål ved, om egentlig menneskelighed ikke i høj grad er defineret af evnen til at reflektere over eget eksistensgrundlag.
”For en del år siden blev legetøjet Tamogotchi, der et virtuelt kæledyr, lanceret. Da det kom på markedet, viste det sig, at dets brugere udviklede en stærk følelsesmæssig relation til det, selvom kæledyret jo ikke var andet end et stykke software. Tamogotchi-effekten viser, at mennesker kan knytte stærke følelsesmæssige relationer til ting, som ikke selv har følelser eller bevidsthed, ” siger Sune Holm.
Netop denne problemstilling udspiller sig også på lærredet, når hovedpersonen Rick Deckard forelsker sig i den smukke replikant Rachael (Sean Young), der på det tidspunkt ikke ved, hun er en replikant, og han sættes i et eksistentielt dilemma.
Replikanternes gendesigner Dr. Eldon Tyrells slogan for dem er, at de skal være ”mere menneskelige end mennesket”, og igennem filmen fatter seeren mere og mere sympati for dem på grund af deres længsel efter ægte menneskelighed.
”Udviklingen af sofistikerede og menneskelignende robotter giver anledning til at overveje, hvad det egentlig er, der giver værdi i menneskelige relationer? Er det afgørende, at der er en følende bevidsthed bag ved adfærden? Eller er det centrale deres output og respons?” spørger Sune Holm.