Ifølge en af anekdoterne om Tony Blair blev den daværende britiske premierminister engang afbrudt af sin indflydelsesrige spindoktor, Alastair Campbell, der forhindrede ham i at bringe Gud på banen i en offentlig udtalelse.
”Vi gør os ikke i Gud,” skal Alastair Campbell have formanet Tony Blair om.
Det var først senere, da Labour-politikeren var flyttet fra premierministerboligen i Downing Street, at han officielt og offentligt konverterede til katolicismen i 2007.
14 år senere sprang Boris Johnson ud som Storbritanniens første katolske premierminister, da han blev katolsk gift i foråret. Det skete næsten samtidig med, at religionsforskere spåede Storbritannien en overgang til en ”post-kristen tidsalder”, som professor Abby Day fra University of London udtalte til den britiske søndagsavis The Observer i forventning om, at forårets folketælling for første gang vil sende andelen af kristne briter ned under 50-procentsgrænsen, når resultatet engang foreligger senere på året.
Dette er paradokset i det sekulariserede Vesten. På den ene side falder andelen af befolkningen, der betegner sig selv som kristne. På den anden side fylder religion mere og mere i politik.
De, der havde forudset en postmodernistisk tidsalder uden religion, har taget fejl. Det har ellers været formodningen, lige siden den tyske sociolog Max Weber på tærsklen til det 20. århundrede forudså, at rationalitet og individualisering, men også industrialisering og moderne fremskridtstro, ville ende med en fuldstændig sekularisering.
Verden ville blive ”affortryllet”, mente Max Weber, når et flertal holder op med at tro, og religiøs tro fortrænges til privatsfæren som et personligt anliggende, enhver dyrker i sit indre lønkammer.
Det er bare ikke det, der sker, mener professor François Foret fra institut for europæiske studier ved Det Frie Universitet i Bruxelles. Eller i hvert fald ikke sådan, som religionssociologerne havde forventet.
”Alle undersøgelser viser, at folk bliver mindre troende, og kirken som institution har ikke længere autoritativ magt. Men religion er ikke forsvundet. Tværtimod refererer flere og flere politikere til religion på en måde, som tidligere ville have været utænkelig, og religion er stadig en kilde til identitet og et reservoir for værdier, som politikerne netop øser af, fordi det er en disponibel ressource,” siger François Foret, der blandt andet forsker i krydsfeltet mellem religion og politik.
”I første omgang tilpassede politikerne og partierne sig sekulariseringen, og ser man for eksempel på de kristeligt-demokratiske partier i Europa, er referencen til kristendommen næsten væk. Men det har givet plads til højrenationale partier som Viktor Orbáns regeringsparti Fidesz i Ungarn, der hævder at forsvare kristendommen som et udtryk for Europas civilisation med en retorik om at bevare de europæiske civilisationsmæssige rødder. Men vi ser også henvisningen til de kristne værdier i partier, hvor man ikke tidligere ville have forventet det som for eksempel i miljøpartierne,” siger han.
Det er også den konklusion, Erica Meijers er kommet frem til. Hun er teolog ved Det Protestantiske Teologiske Universitet i Groningen i Holland og medforfatter til bogen ”Grønne værdier, religion og sekularisme” om tro blandt det paneuropæiske parti De Grønnes medlemmer af Europa-Parlamentet. Og overraskende mange viser sig at være kristne, konkluderer hun.
”Det er især via omsorgen for Guds skaberværk, at kristne er kommet til miljøpartierne. De Grønne repræsenterer et sammenfald mellem sekulære og åndelige traditioner, som begge ser mennesket som en del af noget større med en moralsk tilgang til menneskets plads i naturen. Og det sker til trods for, at der også er en stærk sekulær tradition hos De Grønne,” siger Erica Meijers.
Frankrig er netop et af de lande, hvor en ny generation af kristne grønne politikere er brudt igennem mediebilledet.
Eric Piolle, borgmester i Grenoble i det sydøstlige Frankrig og mulig kandidat for De Grønne ved præsidentvalget til næste år, har ganske vist ikke været særlig udtalt omkring sin egen personlige tro, men han følger sin katolske hustru i kirke næsten hver søndag.
Derimod er Pierre Hurmic, som sidste år blev grøn borgmester i Bordeaux, troende katolik. Han er også inspireret af den franske protestantiske tænker Jacques Ellul, hvis teknologi-kritiske tænkning har formet generationer af franske universitetsstuderende, længe inden pave Frans i 2015 udsendte sin rundskrivelse Laudato Si, som har givet miljøbevidstheden og klimakampen et katolsk blåstempel.
”Jeg er en venstrefløjskatolik, der sidder som en lus mellem to negle. Venstrefløjen kan ikke lide mig, og de katolske fundamentalister hader mig,” sagde Hurmic til dagbladet Le Monde, da han blev valgt sidste år.
Elodie Ros er sociolog ved Paris 8 Universitetet og har blandt andet undersøgt sekulariseringens effekt på de store, folkelige katolske organisationer, der var særdeles magtfulde i Frankrig indtil 1970’erne. Og hun har også konstateret et generationsskifte.
”Mange medlemmer forlod disse organisationer i kølvandet på 68’er-oprøret og opgøret med både autoriteter, kirke og religiøs tro. I stedet engagerede de sig i politik, men også i sociale og socialpolitiske bevægelser med et verdsligt sigte. Og tendensen var, at de åndelige referencer forsvandt. Nu bevæger pendulet sig lidt i den anden retning, og blandt andet i kredse, der beskæftiger sig med modvækst – altså tanken om at drosle produktion og forbrug ned – finder man både økonomiske og eksistentielle argumenter. Det sker imidlertid ikke på basis af en bestemt troslære, men snarere på det individuelle plan, hvor hver enkelt søger sin egen sandhed,” siger Elodie Ros.
Men religionens stigende politiske synlighed er ikke et tegn på, at sekulariseringens damptromle er på vej ned i fart, understreger François Foret.
”Sekulariseringen har gjort religion til et modellerbart politisk materiale. Det er ikke Gud, der kommer tilbage. Vi er stadig på sekulariseringens vej,” siger den franske forsker.
”Det ser man blandt andet ved, at der i stigende grad er en konflikt om, hvad kristne værdier er, og hvem der er mest legitim som forsvareren af Europas kristne arv. Nogle kristne vil bakke op om Viktor Orbáns påstand om, at han er de kristne værdiers forsvarer. Andre mener omvendt, at han forråder dem, når han afviser at tage imod flygtninge eller marginaliserer lgbt-personer. Der er kamp om at fortolke den sande kristendom, og magtforholdet mellem kirkelige og politiske autoriteter er vendt på hovedet. Det er ikke længere kirken, der vil påvirke politik, men politikerne, der vil definere kristendommen,” siger François Foret.
Fra sin observationspost i Bruxelles har han sit eget bud på, hvor dette peger hen:
”Troen forsvinder ikke, men den får en ny form og bliver til en form for spiritualitet, der ikke definerer sig selv som religion. Vi kan sammenligne med Japan, som er et af verdens mest sekulariserede samfund, men også et land, hvor et flertal af befolkningen, inklusive de unge, opsøger de buddhistiske templer eller udfører ritualer før en eksamen eller andre vigtige tidspunkter. Men de definerer ikke disse handlinger som religiøse eller udtryk for tro. Det er et rigtig godt eksempel på, hvor vi kan være på vej hen.”
k.dk/serier/hvad-goer-vi-uden-gud