Maria Fruelund Møller tager ofte sin jakke på, men hun går ikke ud. I stedet sætter hun sig i sin vindueskarm og åbner vinduerne på vidt gab. Fra hendes lejlighed på niende sal har hun et godt overblik over Århus Ø, hvor hun bor.
Det er på sin vis rart, at der fortsat er liv dernede, så hun har noget at følge med i, når hun sidder der. Men det ærgrer hende på samme tid, at der fortsat er så meget aktivitet, der foregår ufortrødent.
”Det gør mig lidt ked af det, når jeg hører om unge, der fester og hænger ud. Og når jeg kan se tonsvis af håndværkere nede på gaden, der render rundt og arbejder, som de plejer,” siger Maria Fruelund Møller.
For den 23-årige århusianer selv er der ikke ret meget, der er, som det plejer at være. I den lejlighed, hvor hun normalt bor med sin kæreste Martin, bor hun nu alene. Han sover midlertidigt på sofaen hos en ven, da han grundet sit job nåede at være i kontakt med mange mennesker.
De lange dage, hun normalt spenderede på Aarhus Universitet, hvor hun læser molekylærbiologi, ofte efterfulgt af ture i fitnesscenteret, er blevet til dage med læsestof, virtuelle møder med studiegruppen og cykelture på den motionscykel, hun har fået leveret.
Maria Fruelund Møller har været i komplet isolation i over to uger, hvor hun ikke har forladt lejligheden. Hendes kæreste sætter madvarer uden for døren, som hun efterfølgende sætter i 24 timers karantæne før brug.
Alle de forholdsregler har hun taget, fordi hun blandt de danskere, der er særligt udsatte for coronavirussen. Hun lider af en medfødt hjerteklapsygdom, der betyder, at hun indtil videre har fået lavet fire hjerteoperationer i sit liv. Senest for et år siden.
I sin dagligdag er hun dog ikke videre påvirket sygdommen. Som de fleste andre unge går hun til fester i weekenderne og dyrker motion.
Derfor blev hun også overrasket over den besked, hun fik fra lægen.
”Jeg fik af vide, at jeg skulle ikke skulle tage nogle chancer, men blive inde og passe på mig selv. Det gjorde mig lidt forvirret, fordi jeg er forholdsvist rask, og jeg har ikke før haft problemer med at komme mig efter sygdom,” fortæller Maria Fruelund.
Som hjertepatient er hun dog klar over, at en lungebetændelse vil være rigtigt skidt, da betændelsen kan sprede sig den transplanterede hjerteklap, hun går rundt med. Mest af alt vil hun ikke tage chancen, mens sundhedsvæsenet er presset.
”Jeg er bange for, at de ikke ville vide nok om, hvad sygdommen kan betyde for mig og for mit hjerte. Og skulle jeg blive indlagt med brug for en respirator, vil jeg helst vente til, at sundhedssystemet er mindre overbebyrdet,” siger Maria Fruelund Møller.
En del af hendes forsigtighed skyldes nok også også, at hun ikke på samme måde føler sig udødelig som mange andre på hendes alder, fortæller hun.
”Mit hjerte er blevet stoppet i forbindelse med to af de operationer, jeg har været igennem, så døden har været tættere på mig end de fleste andre.”
På trods af hun efterhånden hungrer efter ægte øjenkontakt, har hun ikke nogle planer om bryde isolationen, før tilstanden bliver bedre. Det hjælper også, at hun på her på dag 14 endnu ikke har haft problemer med at få tiden til at gå.
Studiet, der er meget tidskrævende, fylder også det meste i disse uger.
”Jeg har faktisk sat ret meget pris på at have haft tid til at læse så meget, fordi jeg i mit eget tempo har kunne indhente alt den forsømte læsning. Det har ikke kun været skidt at være isoleret lidt,” siger Maria Fruelund Møller.
Og så priser hun sig lykkelig for, at teknologien har muliggjort videoopkald. På den måde kan hun opretholde noget, der minder om et socialt liv. I weekenden skal hun feste med studiekammeraterne til virtuel fredagsbar, og den efterfølgende dag skal hun deltage i familiemiddag over Skype. Formentligt med tømmermænd. På den måde er lidt som det plejer for en 23-årig universitetsstuderende i en tid, hvor intet rigtigt er det.
Men lige meget hvad, er Maria Fruelund Møller indstillet på at leve i det unormale, så længe det kræves.
”Selvom det kommer til at vare måneder, er det kun en lille del af resten af mit liv,”