Prøv avisen

Armenien markerede 90-årsdag for folkedrab

Tyrkiet under stigende pres for at anerkende massakrer og drab på armeniere for 90 år siden.

Sammen med armeniere i mange lande verden over markerede Armenien søndag 90-årsdagen for begyndelsen på Det Osmanniske Riges omfattende massakrer på deres landsmænd i 1915.

I Armeniens hovedstad, Jerevan, gik præsidenten og politiske ledere forbi byens store folkedrabsmindesmærke for ofrene. I kirker over hele landet blev der holdt mindegudstjenester for ofrene, og alle indbyggere holdt et minuts stilhed. Over 10.000 deltog i et fakkeloptog i Jerevan sent lørdag.

Armenien og en lang række andre lande kalder massakrerne for et organiseret folkemord, og Tyrkiet er under voksende internationalt pres for at erkende massedrabet som folkemord. Ifølge armenske historikere blev op mod 1,5 mio. armeniere dræbt ved massakrer, der foregik i årene 1915-1923.

/ritzau/