Prøv avisen

Breve af Niels Bohr kaster lys over mystisk møde i 1941

Niels Bohr Arkivet i København offentliggjorde i dag 11 dokumenter, der kaster mere lys over det mystiske møde, som fandt sted i 1941 mellem den verdensberømte danske atomfysiker og lederen af nazisternes atomvåbenprogram, Werner Heisenberg.

I et brev, som Bohr skrev til Heisenberg, men aldrig fik sendt, afvises det, at Heisenberg skulle have udtrykt moralske betænkeligheder ved udviklingen af atomvåben.

"Kære Heisenberg. Jeg har set en bog "Stærkere end tusind sole" af Robert Jungk, der for nylig er udkommet på dansk, og jeg synes, jeg skylder dig at sige, at det har forbavset mig meget at se, hvor stærkt din hukommelse har svigtet dig i dit brev til bogens forfatter, der i uddrag er aftrykt i den danske udgave", hedder det i Bohrs indledning.

Bohr tilføjer, at han selv husker hvert ord af samtalerne med Heisenberg og nævner, at det især gjorde indtryk på ham og hans hustru Margrethe, at den tyske videnskabsmand var overbevist om, at Tyskland ville sejre i verdenskrigen og fandt det tåbeligt, at andre opretholdt håbet om en sejr til De Allierede.

/ritzau/