Prøv avisen

Irakkrigen dyrere for USA end Vietnamkrigen

Krigen i Irak koster amerikanerne over 33 milliarder kroner - om måneden.

USA's krig i Irak er dyr. De amerikanske skatteydere betaler i øjeblikket 5,6 mia. dollar (ca. 33,6 mia. kr.) per måned, og det er mere end den gennemsnitlige udgift for krigsførelsen i Vietnam.

Renset for inflation var udgiften til Vietnamkrigen i gennemsnit 5,1 mia. dollar per måned målt over en periode på otte år.

Det fremgår af en ny rapport, der er lavet af de to Washington-tænketanke Institute for Policy Studies og Foreign Policy in Focus. Begge tænketanke er imod Irakkrigen.

Rapporten siger også, at målt i forhold til det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) var Vietnamkrigen mere hård ved skatteyderne, da den lagde beslag på 12 pct. af BNP.

Udgifterne til Irakkrigen svarer til to pct. af BNP.

/ritzau/Reuters