Prøv avisen

Julehandel gav dankort-rekord

Traditionen tro blev der indkøbt mange julegaver med betalingskort under årets julehandel, og lørdag den 22. december blev den hidtidige rekord for dankort-betalinger slået.

Den 22. december blev der gennemført 2,9 mio. kortbetalinger. Det er det hidtil største antal kortbetalinger på en dag, oplyser Dankort A/S. Den hidtidige rekord lå den 22. december 2000, hvor danskerne foretog 2,7 mio. kortbetalinger.

Med udgangen af november 2001 er der udstedt 3,2 mio. dankort. Heraf er 1,75 mio. kombinerede visa/dankort og 1,45 mio. rene dankort. Dankort-systemerne drives af PBS (Pengeinstitutternes Betalings Service), men ejes af Dankort A/S, som mere end 150 pengeinstitutter står bag.

/ritzau/