Prøv avisen

Kloningsforbud generer ikke danske forskere - endnu

Drømmen om at kunne fremstille menneskelige reservedele og transplantere dem ind i syge mennesker er dynamoen i stamcelleforskningen, men endnu ved ingen, om den fagre nye verden en dag bliver virkelighed. Det siger en dansk forsker i anledning af det koreanske gennembrud i menneskekloning, som blev offentliggjort torsdag.

- Det er første gang, man ser terapeutisk kloning på æg fra mennesker, og det er et gennembrud for forskningen, men man ved endnu ikke, om man kan bruge teknologien til noget, siger lektor og biolog ved Odense Universitetshospital (OUH) Steen Broch Laursen til Ritzau.

Han står i spidsen for den første forskergruppe herhjemme, der gik i gang med forskning i stamceller, da det blev tilladt sidste år.

Danske forskere må kun lave stamcelleforskning på æg, der er naturligt befrugtet, mens koreanerne har lov til at udføre terapeutisk kloning, hvor første trin er, at man sætter en fremmed cellekerne ind i et æg.

Men den restriktive danske lovgivning generer ikke de danske forskere - endnu.

- Vi har hænderne fulde og er slet ikke så langt, at vi er klar til terapeutisk kloning, men måske ser situationen anderledes ud om to-tre år, siger Steen Broch

Laursen.

Terapeutisk kloning har den fordel, at ægget frembringer cellemateriale, som genetisk er magen til den krop, det skal sættes ind i. Det skulle minimere risikoen for afstødning efter transplantation, men Steen Broch Laursen forestiller sig, at de forskellige metoder i fremtiden vil nærme sig hinanden.

/ritzau/