Prøv avisen

Koldt tilbageslag for dansk vinavl

Lille og delvist deprimerende. Sådan betegner Formanden for Foreningen af Danske Vinavlere, Jens Michael Gundersen, årets danske vinhøst. Formanden forklarer, at sommerens ustadige vejrforhold giver lige så ustadig vinkvalitet.

- Det bliver en mærkelig årgang. Nogle avlere vil få en dårlig kvalitet, andre en god kvalitet, så man skal som vindrikker se sig for. Men udbyttet vil helt sikkert blive meget lille, siger han til Ritzau.

Han fortæller, at der er flere grunde til, at den kolde sommer giver dårlige udsigter for de danske vinmagere.

Først og fremmest betød det kolde vejr i juni og juli, hvor vinstokkene blomstrer, dårlig frugtsætning, og dermed få druer. Allerede da var det dårlige udbytte en realitet.

Jens Michael Gundersen tror ikke, at de danske vinbønder når op på de 10.000 flasker vin, der blev produceret i 2003. Og det var endda et år med lille udbytte, forklarer han.

/ritzau/