Matrosen der døde af skam

Christian Winthers digt Matrosen giver en præcis lyrisk skildring af de følelser, som tabet af flåden vakte i danskerne i efteråret 1807

”Den engelske Nations Skiensel udøvet på Nyholm den 17. october 1807”. Stukket af Haas. Orlogsmuseet. Måske har den gamle matros haft denne ydmygelse for øje, da engelske tropper ødelagde orlogsskibe under opbygning, som ikke kunne bortføres.
”Den engelske Nations Skiensel udøvet på Nyholm den 17. october 1807”. Stukket af Haas. Orlogsmuseet. Måske har den gamle matros haft denne ydmygelse for øje, da engelske tropper ødelagde orlogsskibe under opbygning, som ikke kunne bortføres.

Ved Toldboden steg en Matros i Land,

Hans Haar de vare så hvide,

Han havde ei seet sin Fædrestrand

I mange Herrens Tide.

Da røgen efter Københavns rædselsnætter i september 1807 for længst havde lagt sig og flåden bortført af den engelske overmagt, genså en gammel sømand sin hovedstad. Men det var hverken de mange ødelagte huse og ødelæggelsen af byens vartegn Vor Frue Kirke, der sved dybest i hans sind.

Christian Winthers digt Matrosen er mærkeligt overset i de tragiske begivenheders litterære ekko. Det findes vistnok hverken i Højskolesangbogen eller Danmarks Melodibog. I bogen om danske digteres øjenvidneskildringer af København 1807 (anmeldt i Kristeligt Dagblad 29. august) skriver dr. phil. Niels Kofoed, at Christian Winthers digt Matrosen er den bedste lyriske tolkning af sorgen og vreden, der vaktes i den danske befolkning ved tabet af flåden. Digtet skildrer den gamle matros, som selv var borte fra København, da byen blev bombarderet, men nu vender hjem:

Der stod han da med Haanden i Barm,

Og Øiet saa mørkt i Vrede

Og stirrede med vemodig Harm

Paa den tomme Svanerede.

Da tørrer han sig om Skjæget brat

Mens Taaren paa Kinden brænder.

Han knuger den gamle begede Hat

Imellem de sittrende Hænder.

Hvor er I henne, store og smaa

I Havets stærke Svaner?

Som smykkede her i Dammen laae

Med Dannebrogs røde Faner.

Livet er ikke længere værd at leve for den gamle matros, hvis hjerte er ved at briste, og som taler om den store bådsmandsnat, hvor de døde skal på dækket og også han er parat til at påmønstre:

Og Chefen selv, kan I troe mig, Børn!

Mig beder frem for sig træde:

Naa, er du der, din gamle Ørn!

Gak ind til den Herres Glæde.

Saa faaer jeg Lov at gaa agter ud,

Til Chefens Kahyt, den høje

Der møder jeg Vessel, Juul og Rud,

Og HAM med det ene Øie.

Matrosen er sikker på, at han skal være i selskab med store danske søhelte, der aldrig veg for overmagten: Peder Wessel Tordenskjold, admiral Niels Juel med den historiske sejr ved slaget i Køge Bugt 1676, den dristige admiral Otte Rud, der løftede arven efter rigsadmiral Herluf Trolle i 1500-tallet. Og den største af alle efter matrosens mening ham med dette ene øje selveste Christian den Fjerde. Hans modige indsats på Trefoldighedens dæk under slaget ved Kolberger Heide kostede ham et øje.

Skæbnen er ikke til at bære for den gamle matros. Hans kvide er bundløs, og han lægger sig på havnekajen i dødelig træthed.

Christian Winther lader ham udånde med hovedet på et anker.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Kilde: Niels Kofoeds Københavns Bombardement 1807. Danske digteres øjenvidneskildringer. Forlaget ABC Publishing.