Prøv avisen

Provsten fulgte sin søn til retterstedet

Ved befrielsen i maj 1945 blev SS-manden Flemming Helweg-Larsen fanget af modstandsfolk i Korsør. Han tilstod mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen og blev dømt til døden. Ved henrettelsen var hans far, provst Povl Helweg-Larsen, til stede. – Foto fra bogen ”5 years. The occupation of Denmark in Pictures” fra 1946.

I sidste uge skrev vi om politiets kvaler ved retsopgøret efter besættelsen, men også danske præster havde en lidelsesfuld opgave, da dødsstraffen blev genindført

Præsterne er den gruppe tjenestemænd, der har vist størst civil ulydighed over for påbudet om tavshed omkring de henrettelser, som fandt sted i Danmark i årene 1946-50 som led i retsopgøret efter besættelsen. Sammen med de politifolk, der skulle eksekvere dødsdomme efter den tilbagevirkende straffelov i 1945, er præsterne også den befolkningsgruppe, der har lidt mest under deres svære opgave.

Det siger Frank Bøgh. Han er oprindeligt kriminalassistent, men er i dag forfatter og foredragsholder og har flere gange medvirket ved udstillinger på Politihistorisk Museum i København, senest i arbejdsgruppen for den netop åbnede udstilling Politiet som anklaget og politiet som bøddel, som vi omtalte i denne spalte i sidste uge.

Frank Bøgh har interviewet 15-16 af de mange politifolk, som efter kongelig anordning måtte eksekvere dødsdomme over 46 danske landsforrædere. Kun samvittighedskvaler med religiøs begrundelse kunne fritage politifolk fra at gå ind i pelotonerne.

Det var ikke pålagt præstestanden som etat at berede de dødsdømte og følge dem til retterstedet, men i loven om dødsstraf stod, at alle dødsdømte havde krav på kirkelig betjening. Det måtte opfattes som en forpligtelse for præsterne. Frank Bøgh har talt med en af de præster, der på denne måde fik åget på deres skuldre.

Det er karakteristisk, at langt de fleste af den gruppe præster døde unge. Forestil dig den byrde, det har været at skulle følge en dødsdømt gennem tre retsinstanser. Alle sager om dødsstraf kom for Højesteret, selvom nogle af de dømte nægtede at appellere. Nogle præster kom næsten dagligt på besøg hos den dødsdømte, en enkelt flere gange dagligt. Mange præster opretholdt forbindelse med de pårørende i årevis. Det har været en stor lidelse, som mange præster måtte skrive sig ud af. Det har været umuligt for dem at bære den påbudte tavshed, fortæller han.

Dengang kendte man ikke til krisehjælp eller psykologstøtte. Mange politifolk opretholdt tavshed i mange år også over for ægtefællen men typisk begyndte nogle af dem at tale i livets aften, da eftertanken pressede sig på.

Blandt de stærkeste tildragelser var henrettelsen af SS-manden Flemming Helweg-Larsen, der havde tilstået mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen den 29. august 1943 sammen med SS-kollegerne Søren Kam (der lever ustraffet på fri fod i Tyskland i dag!) og den forsvundne Jørgen Bitsch.

Flemming Helweg-Larsen var søn af provst og tidligere kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad Povl Helweg-Larsen, bror til Kristeligt Dagblads navnkundige redningsmand og store fornyer i 1936, Gunnar Helweg-Larsen. Det har været yderst pinefuldt for den gode danske patriotfamilie, at en søn skejede så tragisk ud.

Flemming Helweg-Larsen var den første, der blev henrettet efter straffelovstillægget. Det skete 5. januar 1946 og Flemming havde bedt sin far om at berede ham.

En af politifolkene i denne henrettelsespeloton sagde mange år senere til Frank Bøgh:

Jeg har aldrig forstået, hvordan man kunne tillade, at faderen til en dødsdømt skulle overvære sønnens henrettelse, uanset om manden var præst eller ej. Nu er jeg 90 år og jeg forstår det stadig ikke. Det var grusomt og umenneskeligt.

historie@kristeligt-dagblad.dk