Prøv avisen

Regeringen vil effektivisere det offentlige

Regeringen vil piske produktiviteten i det offentlige i vejret ved at introducere de samme principper som i det private erhvervsliv allerede har benyttet i en årrække, skriver dagbladet Børsen.

Således vil finansminister Thor Pedersen (V) i næste måned fremlægge et katalog med forslag til, hvordan der kan indføres resultatorienterede kontrakter i styrelser og andre statslige institutioner, som tillige skal sammenligne sig mere med andre - det såkaldte benchmarking.

- Vi skal udnytte ressourcerne bedre blandt de ansatte i det offentlige. Vi ved, at kontraktstyring på flere måder er effektivt til at fremme produktiviteten, siger Thor Pedersen, som nævner, at der ikke er tale om deciderede besparelser, men blot bedre udnyttelse af de eksisterende ressourcer.

- Vi fremlægger et nyt regelsæt, som indeholder meget mere tydelige mål og resultatkrav, så der er en mere klar sammenhæng mellem de penge der bruges og de opgaver der opfyldes, siger finansministeren, som lægger vægt på til, at der indgås resultatstyring både over for ledelsen i de enkelte institutioner, for institutionerne som helhed og ikke mindst personalet.

/ritzau/