Prøv avisen

Berigelse i venskab på tværs af generationer

Gode venner behøver ikke nødvendigvis at være jævnaldrende, fordi alder kun i ringe grad karakteriserer et menneske, som Else Lidegaard skriver i sin smukke bog. Foto: Odilon Dimier/Altopress

Gode venner behøver ikke nødvendigvis at være jævnaldrende, fordi alder kun i ringe grad karakteriserer et menneske, som Else Lidegaard skriver i sin smukke bog om venskabet med William Heinesen

Gode venner behøver ikke nødvendigvis være jævnaldrende. Jeg har haft nære venner, som i alder kunne være mine forældre, undertiden næsten bedsteforældre. De har været en berigelse i min tilværelse, som i erindringen fylder mig med taknemmelighed. Men disse venskaber har også haft sin pris: sorg og vemod, når døden satte skel mellem dengang og nu.

Selv er jeg nået til det sene stadium i livet, hvor de var, da jeg som ung mødte dem. Så nu lever de i det inspirerende minde, som jeg dagligt skønner på.Denne erfaring blev kaldt frem i mit sind, da jeg fornylig læste en erindringsbog af Else Lidegaard om hendes venskab med den færøske digter William Heinesen: Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen. Hun betegner bogen som et forelsket portræt, og det forstår man godt, når man har læst bogen. Det er en menneskelig rig og smuk bog.

William Heinesen kigger ned til mig fra reolen og kalder på herlige læseoplevelser. Og med flere besøg gennem årene på Færøerne er fascinationen aldeles uafviselig. De magiske øer, som man siger, når man mangler ord. Jeg vil spagfærdigt føje til, at tror man ikke i en eller anden forstand på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber, når man har oplevet den færøske naturs vælde og skønhed, så er man visselig ugudelig. Mødestedet mellem Limfjord og Vesterhav ved Thyborøn har også lidt at byde på i så henseende.

Else Lidegaard rejste til Færøerne i februar 1974 for at forberede en tv-udsendelse om Jørgen-Frantz Jacobsens roman Barbara. Hun kontaktede William Heinesen, som var ungdomsven med Jacobsen, som døde i 1938. Dette samarbejde udviklede sig til et varmt venskab mellem den gamle digter, som ved den tid var 74 år, og den unge tv-journalist på 41 år. To mennesker, som i enestående grad oplevede en sindenes overensstemmelse, som de mange breve, der i de følgende 17 år blev udvekslet, vidner om. Det er Else Lide-gaards opfattelse, at alder kun i ringe grad karakteriserer et menneske. Det afgørende er sindets åbenhed og lydhørhed.

Der er gamle forbenede mennesker på 30 og sprudlende vågne og medlevende mennesker over de 80 år.

I en tid, hvor det hører til sjældenhederne at modtage et godt personligt brev, er det en berigelse at læse William Heinesens breve, der er skrevet med samme omhu som hans øvrige litterære produktion. 14/2 1975 slutter et brev: Det har i dag været et enestående smukt vejr, sol og let frost, og nu i aften er udsigten heroppefra helt féagtig med blikstille hav og anelser af sunken sol på toppen af den snædækte Nolsø og små gammelrosa-farvede skyøer højt i den klare luft over jordskyggen

Glæder mig til at høre lidt fra dig igen ved lejlighed, kære Else, mit eget oldebarn! Din hengivne William.

Humor, intensitet, glæde, engagement, nærvær lyser ud fra hans breve. Nu kan jeg ikke skrive mere for bare livsglæde. Jeg ønsker dig mesopotamisk superlykke! Din hengivne William, slutter et brev 7/9-81. Men der er også en dybere tone, 8/3-83: Lad mig så dernæst svare dig på dine spørgsmål om mit befindende, at jeg er rask, men også syg; glad, men også trist; optaget, men også ledig; sommetider vred, men altid god igen. Glad ved at være til, men trist over at være gammel.

Taknemmelighed og resignation følges ad i William Heinesens breve, undertiden gennemlynet af en burlesk desperation og et frydefuldt oprør. Så læs denne livsbekræftende bog og bliv klogere på livet. Og på at blive ældre, måske gammel.

I et efterskrift til Jørgen-Franz Jacobsens roman Barbara skriver William Heinesen om forfatteren, at skæbnen tog et basketag med ham og gjorde ham til sit instrument. Men de toner, der udgik fra dette instrument, var hverken klagetoner eller undergangssignaler. Det var livsmusik. Mørk og lys, af en egen streng, kontrapunktisk fylde. Som i Mozarts g-mol-symfoni eller som i et andet salmevers af Kingo, der også havde hans fulde hjerte:

Da står sorg til glæde lænket,
da står drikken mig iskænket,
bedsk og sød i livets skål.
Sådan er mit levneds mål.

Venlig hilsen

Søren Lodberg Hvas