Prøv avisen

Ingen må lades i stikken, når den digitale postkasse indføres om et år

I sidste uge var der igen seniorsurf-dag. Det foregik på biblioteker eller i Ældre Sagens regi rundt omkring i hele landet og blev arrangeret af Ældre Sagen, Ældremobiliseringen og flere offentlige myndigheder. Foto: Henrik Pyndt Sørensen

Det er kommunernes ansvar at hjælpe dem, der ikke kan selv, når al kommunikation mellem det offentlige og borgerne bliver digital

Ruth på 91 år fra Kolding har lige købt sin egen computer. Hun har sammen med en del andre fra Kolding fået it-undervisning hjemme på en computer, som kommunen stiller til rådighed. Nu har hun taget konsekvensen og købt sin egen.

Kolding Kommune har en ordning, hvor mennesker med handicap, hørebesvær eller sygdom kan få undervisning hjemme, hvis de ikke er i stand til at benytte et lokalt it-kursus. Der er 20 almindelige pcere og to Dukaer, som kvit og frit kan lånes i op til tre måneder. Dukaen er en særlig computer, der er udviklet med henblik på mennesker, som ikke gennem deres arbejdsliv eller på anden vis er blevet fortrolige med at bruge en computer.

LÆS OGSÅ:
Sådan skriver du din livshistorie

Der er nu fire mennesker ansat i Kolding Kommunes senior-it-projekt, som ikke bestiller andet end at komme hjem og hjælpe dem, der har lånt en pc af kommunen og andre, der har et særligt behov. Kolding Kommunes senior-it-projekt startede i januar i år.

Det er blevet så stor en succes, at der nu er 45 på venteliste, siger Arne Dolleris, som er den daglige leder af projektet.

Vintersæsonen er netop begyndt med aftenskoler og kurser, og ikke mindst it-kurser, datastuer, og hvad de ellers kaldes, er et tilløbsstykke. I sidste uge var der igen seniorsurf-dag. Det foregik på biblioteker eller i Ældre Sagens regi rundt omkring i hele landet og blev arrangeret af Ældre Sagen, Ældremobiliseringen og flere offentlige myndigheder.

Og hvorfor nu den hektiske aktivitet? Hvad skal det nu gøre godt for? Der en stor gruppe danskere i alderen 65-89 år, som aldrig har brugt internettet. Helt præcist 295.000 står der på hjemmesiden om seniorsurf-dagen. Tallet er støt faldende. Men alligevel er det mange.

LÆS OGSÅ:
Vi er ikke herrer over jeres tro...

Kan de ikke bare få lov til at være i fred? Næh, det kan de ikke bare, og alle disse mennesker melder sig frivilligt til kurserne ud fra mange forskellige argumenter. Det er værd at huske på. Når jeg taler med jævnaldrende, lidt ældre og yngre, der ikke har været vant til at bruge en computer i forbindelse med deres arbejde, lyder det meget ofte: Vi vil så gerne kunne skrive sammen med børn og børnebørn. Vi vil så gerne se billeder af børnebørnene, der bor langt væk.

Som så ofte er det de nære behov og kontakten med familien, der kommer først. Mange af os, der er så heldige at kunne klare os med de mest almindelige funktioner på pcen, har sikkert været ude for, at det også er en rigtig god måde at hjælpe naboer og venner på.

Forleden faldt jeg i snak med en nabo, der var godt træt af alle de reklamer, hun skulle læsse op i rollatoren og smide ned i containeren i vores gård.

Jeg må se at komme en tur på posthuset og få afbestilt reklamerne, sagde hun.

Men en tur til posthuset kan være et uoverstigeligt stort projekt, og det tog fem minutter på pcen at få afbestilt hendes reklamer.

En anden nabo er i gang med at lære at bruge den pc, som har stirret truende på hende gennem flere år, og vi er nogle stykker, der er parate til at assistere. It-nabohjælp er som alt andet frivilligt arbejde til glæde for begge parter.

Også Ældre Sagen fortæller, at it-området hos den store organisation er det område, hvor der er mest pres på. Sidste år var der omkring 5000 kurser og arrangementer med åbent hus og datastuer over hele landet. Nogen steder var der ventelister på op til et år for at komme på et it-kursus. Der er p.t. 2205 frivillige i Ældre Sagen, som alene beskæftiger sig med it.

En anden vigtig anledning til det store pres på it-kurserne er, at politikerne har besluttet, at vi alle sammen skal have en digital postkasse fra den 1. november 2014. Al kommunikation fra offentlige myndigheder til borgerne vil fra den dato kun ske elektronisk. Som der står på hjemmesiden borger.dk Digital post sparer tid og penge, og det er både sikkert og effektivt.

Men lakmusprøven for kommunerne bliver at holde øje med, hvordan de selv behandler deres svageste borgere også i denne sammenhæng. For det er kommunerne, der i hvert enkelt tilfælde over for den enkelte borger skal vurdere, om der er særlige forhold, der gør, at hr. eller fru Jensen ikke kan benytte den digitale selvbetjeningsløsning. På borger.dk er der eksempler på, hvem der kan fritages: mennesker med fysisk handicap, demens, psykisk lidelse, ingen it-kundskaber, ordblinde etcetera. Vi andre skal være på tæerne og holde øje med, at vores naboer, venner og familie, der ikke selv vil kunne finde ud af at bruge en digital postkasse, også får den hjælp på det område, som de har behov for.