Prøv avisen

Ældre med international erfaring går ind i ny organisation

ARKIVFOTO. Søndagens kedelige nyhed om Christian Bakkeruds død vækker stor sorg hos kollegerne i motorsporten. Dødsfaldet gør ondt på både Le Mans-køreren Tom Kristensen og racerkøreren Jan Magnussen. (se Ritzau historie 130907) --Danish Air Show 2008: Fl Foto: Leif Tuxen.

Globale Seniorer er en ny netværksorganisation. Den vil bringe medlemmernes erfaring i spil på nye måder, så deres viden og ekspertise kan blive brugt, selvom de har lagt arbejdslivet bag sig

Landedirektør, katastrofechef og nødhjælpskoordinator. Arbejdsplads i Kenya, Afghanistan, Tchad, Darfur, Somalia, Zimbabwe, Genève og New York. Ansat i Red Barnet, Oxfam, Dansk Flygtningehjælp og FN.

Poul Brandrups cv fylder flere sider og er fuldt af imponerende titler, vægtige organisationer og navne på fjerne steder.

Nu har han trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Han er 64 år, har sin hverdag i København og er ikke fri for at føle en vis rastløshed og frustration over sin nye livssituation. Og det er han ikke ene om. For hvad stiller man så op med al den viden og erfaring opbygget gennem årtier, når man lægger et langt og aktivt arbejdsliv i verdens brændpunkter bag sig?

Når man er ved slutningen af sit arbejdsliv, er der måske ting, man er kørt træt i, som man ikke orker mere. Jeg vil ikke ud og lede store nødhjælpsoperationer igen, hvor man er på 24 timer i døgnet syv dage om ugen. Det er for krævende både fysisk og mentalt. Men på den anden side har jeg mange kompetencer og erfaringer med internationalt samarbejde, som jeg ærgrer mig over ikke at få brugt, forklarer han.

LÆS OGSÅ: Den gode vilje kan ende galt

Derfor har Poul Brandrup været med til at stifte netværksorganisationen Globale Seniorer. Kristeligt Dagblad møder ham i et forenings-lokale på Østerbro i København sammen med to andre globetrottere fra foreningen, Per Bo og Maria Justiniano. De vil skabe et forum for seniorer med erfaring fra internationalt samarbejde og lyst til at bruge deres viden og erfaring på nye måder, også efter at de er gået på pension eller efterløn. Foreningen er med i Fagligt Internationalt Center, som er tilknyttet fagbevægelsen, men medlemmerne har baggrund i alle mulige forskellige organisationer og virksomheder.

Per Bo er formand. Han har levet og arbejdet en årrække i Tanzania og været ansat i fagbevægelsens u-landsorganisation U-landssekretariatet i 17 år. Nu vil han bruge en del af sit otium på at løbe den nye netværksorganisation i gang.

Jeg synes, det er tåbeligt ikke at benytte den pulje af erfaringer, som vi repræsenterer. Folk i vores generation, som har beskæftiget sig med udviklingsbistand og internationalt arbejde livet igennem, holder jo ikke op med at være interesserede og engagerede i vores område, bare fordi vi går på pension, siger han.

Han forestiller sig, at de sprogkyndige og internationalt orienterede seniorer for eksempel kan etablere et korps af frivillige, som større virksomheder kan trække på, når de har internationale gæster, der skal vises rundt, eller at medlemmer kan stille sig til rådighed som mentorer, der rådgiver og coacher nye ansatte, før de skal udsendes.

Vi skal ikke ud og påtage os opgaver, som allerede bliver udført af lønnede medarbejdere og underbyde dem, men vi skal tilbyde noget ekstra, påtage os opgaver, som ellers ikke bliver udført, og bidrage til debatten om blandt andet udvikling, bistand, globalisering og også om europæiske forhold, siger han.

Maria Justiniano er den yngste af de tre. Med sine 59 år hører hun til foreningens junior-medlemmer. Hun går stadig på arbejde og er ansat i Mellemfolkeligt Samvirke. Oprindeligt var hun socialrådgiver, men har siden taget en akademisk uddannelse. Hendes internationale engagement begyndte, da hun i 1986 boede et år i Somalia med sin familie og arbejdede for en lokal kvindeorganisation, hun hjalp med at uddanne barfods-socialrådgivere. Siden har hun også boet og arbejdet i blandt andet Mozambique.

Marias engagement i globale seniorer retter sig mod ældre i udviklingslandene, og den udvikling er stærkt underbelyst i Danmark, mener Maria Justiniano.

Jeg synes, det er en interessant og meget vigtig problemstilling, som jeg måske har fået øje på, fordi jeg selv bliver ældre, og det er gået op for mig, at der faktisk ikke er nogen danske bistandsorganisationer, som har fokus på ældre i udviklingsbistanden. Udenrigsministeriet interesserer sig desværre heller ikke meget for dem, så jeg synes, det er en oplagt opgave for Globale Seniorer at skabe opmærksomhed om netop de ældres forehold, siger hun.

Det er ikke kun i den vestlige verden, befolkningsgruppen over 60 vokser. Gennemsnitsalderen stiger i de fleste udviklingslande, og FN regner med, at den gennemsnitlige levealder i u-landene vil øges fra 68 til 74 frem mod år 2050.

Det er jo positivt, fordi det er udtryk for, at folk får bedre levevilkår og sundhed og bliver bedre til at tage vare på deres eget helbred. Men for eksempel i Afrika er pensionsordninger et næsten ukendt fænomen, og det bliver på længere sigt et meget alvorligt problem, forklarer Maria Justiniano.

Selvom der er stor befolkningstilvækst i mange afrikanske lande, er de ældre ikke sikret forsørgelse, bare fordi de har mange børn. De unge rejser til byerne, hvor indtjeningsmulighederne er bedre, og de gamle bliver ladt tilbage i landbyerne eventuelt med de små børn uden indtjening, når de bliver for gamle til selv at dyrke jorden. I løbet af nogle år vil det blive et meget alvorligt problem i mange lande, som kræver opmærksomhed, mener Maria Justiniano.

Der mangler fokus på, at de ældre medborgere også har ret til et værdigt liv, hjælp og beskyttelse. Den respekt for de ældre, som har været der tidligere, har måske været overdrevet, men nu er den ved at forsvinde. De gamle bliver ikke respekteret som tidligere, heller ikke i Afrika, og det forstærker problemet, siger hun.

Poul Brandrup er også optaget af de demografiske udfordringer, verden står over for, men personligt har han flere andre ideer med sit engagement i Globale Seniorer. Han vil gerne have en platform for at engagere sig i debatten om Danmarks rolle i verden og danskernes holdning til globaliseringen og til mennesker med kulturer, som er anderledes end vores egen.

Vi, der har lang erfaring inden for u-landsbistand, har meget vigtigt at bidrage med i debatten, siger han. Jeg har selv levet og arbejdet 12 år af mit liv i udviklingslande og boet i New York og Genève i flere år. Jeg har arbejdet med folk fra alle mulige baggrunde og aldrig mødt mennesker, jeg ikke kunne kommunikere med. Men når jeg så kommer hjem til Danmark og oplever debatten her, kan jeg godt blive lidt nedslået.

Frygten for det udefrakommende er meget ødelæggende for debatten herhjemme, og det gøre mig trist at opleve, hvordan globalisering bliver fremstillet som noget, vi skal være bange for. Det vil jeg gerne være med til at ændre på.

Det er ikke, fordi jeg vil præge diskussionen i en bestemt politisk retning. Jeg er dansker med stort D, men jeg oplever, at der trænger til at blive sagt og forklaret og forstået, og det kan jeg bidrage til med min baggrund. Vi skal ikke være bange for den verden, der er omkring os, og den udvikling, der foregår i den. Vi skal være en del af den, siger Poul Brandrup.