Da Jenny Kyed Bonde en dag var på vej til Brugsen, kom hun til at betragte alt det skrald, der flød langs stien. Dåser, poser og papir.
”Det kunne jeg ikke leve med, tænkte jeg. Det endte med, at jeg fik kommunen til at give mig en tang at samle skraldet med. Folk sagde, at det kunne jeg da ikke. Men jeg tænkte: ’Nu er du 90, det er på tide, at du bestemmer selv’,” siger hun.
De seneste 10 år har 100-årige Jenny Kyed Bonde samlet skrald i stationsbyen Gislinge i Nordvestsjælland. I dag er byen pænere, fortæller hun. Og hun har fået en følelse af formål.
Jenny Kyed Bondes 100-årsfødseldag i februar i år blev fejret med venner og familie, to børnebørn og fire oldebørn – og så Holbæks borgmester. Der var kaffe og kage, som Jenny Kyed Bonde selv havde bagt, og hun benyttede lejligheden til at fortælle borgmesteren, at hun de seneste 10 år har hjulpet ham med at holde Gislinges gader rene. Han havde før hørt om hende, sagde han. Resten af Gislinges beboere kender hende også og genkender hende, når hun kommer gående med sin tang og sin rollator. Hvor hun i begyndelsen blev mødt med skepsis, møder hun i dag en taknemmelighed, som hun næsten ikke forstår.
”Folk er så søde. Når man gør noget godt, får man så meget godt til gengæld,” siger hun.
Beslutsomheden, der fik Jenny Kyed Bonde til at ringe til kommunen, har hun ikke fra fremmede. Da hendes mor som 20-årig fik Jenny Kyed Bonde på Holbæk Sygehus, mente hendes fars forældre ikke, at hendes mor ville kunne klare det alene.
”Men min mor sagde, at ’nu havde hun født hende, så skulle hun nok også kunne klare hende selv’,” siger Jenny Kyed Bonde.
Hendes mor blev senere gift med den mand, Jenny Kyed Bonde gennem hele sit liv har kendt som sin far. Han var landmand, og hun voksede op på et landbrug, hvor hun og hendes søskende hjalp til på gården, selvom hun ikke brød sig synderligt om hverken landbrug eller dyr.
Anderledes kære er Jenny Kyed Bondes minder fra hendes bedsteforældres slægtsgård, hvor hun ofte var på ferie. Gården var velholdt, der var ingen dyr at hjælpe med at passe, men til gengæld en masse gamle bøger. Bøgerne fyldte dengang, og de fylder i dag i dagligstuen, hvor hun sidder foran en væg af bogrygge.
”Som barn var jeg en læsehest uden lige, og jeg var utrolig glad for at gå i skole. Mine forældre undrede sig over, at jeg altid sad på loftet og læste, og forstod ikke, at jeg var så glad for at lære,” siger hun.
Jenny Kyed Bonde kom til at gå i skole i syv år, inden hendes forældre sendte hende ud at tjene.
”Jeg drømte om at få en uddannelse og blive arkitekt, men så skulle man først blive murersvend, og det kunne jeg ikke som kvinde. Den dag, jeg skulle stoppe i skolen, græd jeg,” husker hun og ler lidt. Det gør hun ganske ofte.
Som 18-årig kom Jenny Kyed Bonde til at tjene på en gård i byen Tuse, og det var her, hun mødte sin mand, Armand Bonde. Hendes øjne lyser op, når hun taler om ham. Han var 13 år ældre end hende og førstemejerist på byens mejeri.
”Jeg tænkte: ’Sådan en mand skal jeg gifte mig med.’ Han var høj, slank og mørkhåret og havde et stilfærdigt og behageligt væsen. Jeg havde slet ikke tænkt, at jeg kunne komme til at gifte mig med ham, for jeg var sikker på, at han allerede var forlovet.”
Hun husker, da de tog på dyrskue i Holbæk. En af de andre unge piger, som havde et godt øje til Armand Bonde, råbte på ham, ”men han gik uden videre hen og satte sig hos mig.”
”Vi var forlovet i seks år. Jeg havde ikke travlt, men Bonde boede hos en mælkekusk fra mejeriet, og på et tidspunkt sagde han, ’jeg ville jo hellere komme hjem til dig’. Så blev vi gift. Det var kærlighed. For alvor. Vidunderlig kærlighed.”
Brylluppet stod i 1939, da tyskerne stod på tærsklen til at besætte Danmark. Selvom kårene var trange i krigstiden, mindes hun årene som de lykkeligste i sit liv.
”Vi var unge og vant til hårde betingelser. Jeg lærte at spinde og spandt undertøj til Bonde, min far hentede tørv til os, og Bonde arbejdede på mejeriet, så vi led ikke nød,” siger hun.
Og hun og Bonde var sammen, de var nygifte og glade for hinanden og fik en dejlig datter med tætte, mørke krøller. Hun var lidt af en skønhed, siger Jenny Kyed Bonde stolt, men på trods af, at hun var så køn, fandt hun bare én at holde af, ligesom sin mor. Og han var mejerist som hendes far.
Jenny Kyed Bonde blev hjemmegående husmor i Tuse, men havde ikke opgivet tanken om at få sig en uddannelse og ”kunne ikke finde sig i ikke at tjene sine egne penge”. Så efter brylluppet købte parret et klaver, og hun kom til at spille både til gymnastiktimerne i Tuse Forsamlingshus og som organist i Butterup Kirke. Musikken er en af de lange linjer, der har trukket sig gennem hendes liv, og man kan stadigvæk se sporene i de smidige fingre om kaffekoppen.
Da vilkårene for de små mejerier på landet blev trangere, fik Armand Bonde sygekassekontor derhjemme ved siden af arbejdet på mejeriet. Jenny Kyed Bonde hjalp ham med regnskaberne, tog selv en regnskabsføreruddannelse og blev bogholder. Det viste sig nyttigt, da hun stod for at tegne og bygge parrets sommerhus nær Sejerøbugten – sten for sten og planke for planke. Når hun nu ikke kunne blive arkitekt, kunne hun i stedet bygge deres hus, og det blev med huset, som det blev med uddannelsen og skraldet i vejkanterne.
”Når jeg siger, jeg vil gøre noget, så gør jeg det,” som Jenny Kyed Bonde siger.
Som 60-årig blev hun enke, da Armand Bonde døde af et dårligt hjerte. Hun taler helst ikke om tabet af Bonde, men fortæller, at det var en hård tid, hvor det store hus, de havde bygget sammen, pludselig syntes endnu større. Efter 10 år som enke blev hun gift med Børge Kyed, en enkemand og pensioneret skoleinspektør. De fik 10 år sammen.
”Jeg fik to gode ægteskaber og beholdt et navn fra hver af dem,” siger hun.
I dag bor Jenny Kyed Bonde i et 100 kvadratmeter stort hus på en stille villavej i Gislinge. Huset kan synes stort, men hun har jo i alle 100 år boet i store huse, påpeger hun. Det er blevet sværere at klare på egen hånd, for benene, hørelsen og hukommelsen er det sidste halve år begyndt at svigte.
”Når det går tilbage med helbredet, sker det hele pludselig på én gang. Men så længe jeg har en rollator, kan jeg stadigvæk både gå stærkt og samle skrald,” siger hun.
Jenny Kyed Bonde har altid holdt af naturen og af at gå lange ture og går stadig to ture om dagen. Helst tidligt om morgenen, hvor der er fredeligt i Gislinges gader, og hun kan høre fuglene vågne.
”Det er det skønneste, man kan forestille sig, at høre fuglene snakke med hinanden.”
Meget er forandret i verden i de 100 år, Jenny Kyed Bonde har levet, men det er ikke nødvendigvis en bedre verden i dag, mener hun.
”Luften var renere dengang. Og kærligheden fik tid til at vokse,” siger hun.
I sine 100 år har Jenny Kyed Bonde sagt farvel til de fleste af sine venner, begge sine mænd og sin eneste datter. På spørgsmålet om, hvorfor hun selv har levet så længe, siger hun:
”Det er alle de gåture. Hvad skulle det ellers være?”.