Prøv avisen

”Jeg føler mig fri på cyklen”

47-årige Ole Kassow og 96-årige Thorkild Thim er blevet gode venner efter mange cykelture rundt i København. Ole Kassow er initiativtager til projektet ”Cykling uden alder”, hvor frivillige cykler ældre rundt på rickshawcykler, så de kan komme lidt væk fra plejecentrene og ud i den friske luft. Foto: Paw Gissel

Frivillige landet over kører ældre rundt på rickshawcykler, så de kan komme ud af plejecentrene og få frisk luft. Og nu har flere kommuner valgt at investere i cykler til projektet. Kristeligt Dagblad cyklede med på en tur

”Hvem er det, der banker på mit bøgetræ?”.

Teksten fra den gamle klassiker bliver hurtigt til et tralala, men det får ikke de to mænd på rickshawcyklen til at sænke stemmerne, mens de triller af sted gennem det indre København.

De kunne være far og søn, som de cykler der og synger og skaber smil på vejen. For to år siden kendte de ikke hinanden, men på cyklen er de blevet gode venner. Fordelingen er klar: Den ene fragter den anden rundt og hjælper med at huske historien, mens den anden dirigerer og rækker hånden ud, når der skal drejes.

Sådan er det et par gange om måneden, når 47-årige Ole Kassow ringer til 96-årige Thorkild Thim for at høre, om han vil med ud på en lille tur rundt i byen.

”Det er frustrerende, når kroppen ikke vil, som jeg vil. Derfor er det dejligt, når jeg kan komme ud på den her måde. Jeg føler mig fri på cyklen,” siger Thorkild Thim og slår tonen an til ”Er du dus med himlens fugle”.

Idéen til at cykle ældre rundt på rickshawcykler opstod for et par år siden, da Ole Kassow hver dag cyklede forbi Luther Kirken på Østerbro. Her så han ofte en mand sidde op ad kirkemuren i en solplet. Ved siden af manden stod en rollator og afslørede benenes formåen.

Kirken ligger ved siden af et plejecenter, og det fik Ole Kassow til at tænke, at det kunne være dejligt, hvis de ældre, som manden her, kunne komme ud på nogle længere ture.

Og da tanken efter flere uger blev ved med at rumstere, besluttede han at gøre noget ved det. Han lejede en rickshaw-cykel og gik ind på plejecenteret og spurgte, om der var en af de ældre, der ville med ud at cykle. Det var der, og dagen efter var der endnu en. Det var Thorkild Thim, som Ole Kassow havde set så mange gange ved kirken.

I dag er der til projektet knyttet cirka 300 frivillige, der ligesom Ole Kassow vælger at bruge noget af deres fritid på at cykle ældre rundt. Både på Bornholm og i Aarhus, Hjørring, Odense og Brøndby Kommuner står der nu rickshawcykler på udvalgte plejecentre, og Københavns Kommune har for nylig valgt at bruge en million kroner på at indkøbe 40 nye rickshaw-cykler.

Også i Norge har man taget projektet til sig, og flere kommuner er nu på vej. Ole Kassow har netop modtaget Fællesskabsprisen, som hylder de mennesker, hvis indsats er med til at skabe fællesskab, for sit projekt, som han kalder ”Cykling uden alder”.

De unge mænd i bjørneskindshuer fortrækker ikke en mine, selvom Thorkild Thim laver fagter og tilråb fra cykelvognen, da vi cykler ind på Amalienborg Slotsplads. Her har han selv stået i timevis som garder i Den Kongelige Livgarde i 1938.

Pludselig svigter hukommelsen ikke, for det er som at befinde sig i en tidsboble, hvor kulisserne står, som de altid har stået, og minderne får frit løb. Efter knap to år som garder kom krigen, og sammen med sin familie levede Thorkild Thim et tilbagetrukket liv i Brønshøj, hvor hverdagen skulle gå på trods.

Da krigen sluttede, købte han sammen med en ven et par forretninger rundt om i byen. Men da vennen i stedet ville være ejendomsmægler, valgte han at købe den ene af forretningerne, og således blev det, at han i 25 år solgte undertøj og kjoler fra sin dametøjsforretning på Christianshavn.

”Jeg elsker damer, det gør jeg,” siger Thorkild Thim, som med sin solbrune teint og klædt i gråt fra top til tå, kun brudt af et stribet tørklæde, afslører, at han ikke har sluppet sin indre Don Juan.

Forbipasserende får alle et lille vink og hilsen med på vejen som en lille påmindelse om, hvor skønt livet er lige nu og her.

Men livet har bestemt ikke været sorgløst for Thorkild Thim. For når man er 96 år, finder man også ud af, at det ikke er alle forundt at få et langt liv. For 10 år siden mistede han sin kone, og som den yngste i en søskendeflok på syv har han også mistet alle sine søskende.

Og for et halvt år siden mistede han sin søn. Det gjorde særligt ondt, for det er jo ikke meningen, man skal overleve sin børn, som han siger. Han har stadig to døtre og voksne børnebørn, som han ser og taler meget med. Nej, det nytter ikke at være sur og ked af det.

Heller ikke, da han måtte erkende, at han ikke længere kunne beholde sit hus i Brønshøj, hvor han har boet hele sit liv, og i stedet måtte flytte ind på Kærbo Plejecenter på Østerbro. Derfor betyder det meget for ham, når han kan komme ud og væk. Og timerne med Ole Kassow på cyklen giver fornyet energi.

”Men du har da fået mange nye kvindelige beundrere, Thorkild,” lyder det drillende fra Ole Kassow bag på cyklen, mens han remser navnene op på alle de kvinder, som Thorkild Thim deler kaffen med i gårdhaven, og som i ny og næ sidder ved siden af ham i cyklen.

”Ja, ja, Ole,” siger han, mens han ryster på hovedet.