Steffen Ravn Jørgensen, 61 år og domprovst i Helsingør, holder meget af Grundtvigs salme ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Især synes han, at den første linje i vers syv taler til afmagten, når døden banker på: ”Du, som har dig selv mig givet”. Derfor var det denne salme, han valgte at læse op, da han som præst i Den Danske Kirke i Paris hvor han var fra 1987 til 1994 blev kaldt ud til et dødsleje.
”Der skete det, at der en dag kom en fransktalende dame, hvis mor var dansk. Moderen, der var alvorligt syg og havde været indlagt på hospital en måned, var ikke til at komme i kontakt med. Jeg ved ikke, hvorfor hun kom til mig, for de talte ikke dansk, og moderen kom ikke i kirken. Men datteren syntes, at det var naturligt at henvende sig til den danske præst,” siger Steffen Ravn Jørgensen og fortsætter:
”Jeg besøgte moderen på hospitalet. Hun var 80 år og havde boet i Paris, siden hun var 20 år. I alle årene havde hun kun talt fransk og levet under beskedne kår, der betød, at hun ikke kunne tage sine børn med til Danmark. Derfor havde hun også mistet forbindelsen til sin danske familie.”
”Jeg bad Fadervor ved hendes sengekant. Og da jeg heller ikke kunne komme i kontakt med hende, tænkte jeg, at jeg ville læse en salme højt for hende. Så jeg tog salmebogen frem og begyndte at læse op af Hil dig, Frelser og Forsoner. Så skete der det, at den ældre dame tog over og reciterede resten af salmens samtlige ni vers. Det var helt utroligt, for hun havde ikke brugt det danske sprog i mange år.”
”Hun blev klar, og bagefter kunne vi tale sammen. Hun viste sig at være afklaret, nærværende og rolig. Hun døde et par dage efter, men inden havde hun talt på både dansk og fransk med sin familie og med mig.”
Steffen Ravn Jørgensen mener, at en forklaring på det, der skete, kan være, at kvinden i sin tid har lært ”Hil dig, Frelser og Forsoner”, da hun som ung gik til konfirmationsforberedelse hjemme i Danmark. Og at salmen har ligget som en klangbund i hende, der i situationen på hospitalet kom til at give hende ro og klarhed.
”Det var stærkt at mærke, hvor meget en salme kan betyde og bære i både glæde og sorg, men også når man tror, at man har glemt alting. I den salme er der nogle utrolige dybder og billeder på, hvor evangeliet når ind, når livet gør ondt. Salmen møder mennesket, når det står helt afklædt over for tilværelsen. Og dermed holder den fast i det løfte, som Gud gav mennesket i dåben, at han er med alle til verdens ende,” siger Steffen Ravn Jørgensen.
”Hil dig, Frelser og Forsoner” er egentlig en langfredagssalme. Alligevel har Steffen Ravn Jørgensen mange gange oplevet, at hans konfirmationshold har valgt, at den skal synges på deres festdag ved konfirmationen i kirken.
”Der er noget stærkt i, at unge mennesker fornemmer de dybder i billederne, som salmen har. Derfor er det vigtigt, hvad unge får med sig i kirkens rum, som kan få lov at lejre sig et sted. I vores velfærdsverden tror vi, at vi magter alting selv. Men når børn bliver båret ind til dåben i kirken, er det, fordi de ikke kan selv. Og når vi ligger for døden, er det Gud, der bærer os ind til sit rige,” siger Steffen Ravn Jørgensen og citerer salmens to sidste strofer, som han kalder for ligefremme ord, der i al deres enkelhed er grænseoverskridende:
”Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: Vi går til Paradis!”.