Forleden så jeg et meget billedskabende lille teaterstykke. Det var for store børn, men bestemt også for voksne. Det var Det Fortællende Teater, der i 70 minutter med bare to skuespillere og ingen kulisser opførte ”Bjowulf” i pop-up teatret Filiorum i Gentofte.
”Bjowulf” er det gamle heltekvad fra Norden, som englænderne tog til sig, nedskrev og gjorde til et stykke britisk kultur.
Nu blev det malerisk fortalt, og i vore hoveder så vi den stinkende mosetrold, blodet, der flød, det farlige hav og den smukke prinsesse.
Vi blev revet med af ordene, og vi kunne se tingene. Visualisering er virkelig en meget betydningsfuld evne. Den skal sikkert, som så meget andet, plejes og passes, og vi talte bagefter om, hvorvidt det mon sker nok i dag for børn og unge. Kan de læse billedsprog? Kommer de ofte nok i kontakt med fortællinger?
Professor og forfatter, dr.phil. Erik A. Nielsen har i et interview for et par år siden sagt, at han må arbejde meget med sine studerende for at få dem til at visualisere, og han mener, at det er, fordi alting bliver visualiseret for os, og folk læser ikke så mange bøger i dag. De ser filmatiseringer af bøger i stedet for, og så mister de evnen til selv at skabe billederne.
Men når det kommer til sygdom og død, spiller sprogbilleder en meget væsentlig rolle, og jeg har ofte tænkt på de udtryk, de metaforer, vi bruger til at beskrive sygdom og måske død. Hvilke tanker sætter de i gang hos den syge og hos plejepersonalet og den nærmeste familie, og hvilke billeder skaber de?
Er det billeder, man kan bruge under sit sygdomsforløb til opmuntring og energi, eller er det billeder, der tværtimod tager styrken og kræfterne fra én?
Jeg synes, det er meget interessant at se på den sprogbrug, der bliver benyttet. Og man finder ud af, at det ofte er meget krigeriske og stridbare udtryk, der florerer.
Man kan undertiden læse i dødsannoncer om en person, at han eller hun ”tabte kampen til kræften”. Det beskrives altså for os, hvordan den syge har kæmpet et slag og tabt.
På Lancaster University i England har man undersøgt det sprog, og det er oftest metaforer i utallige former, som patienter, plejepersonale, læger og pårørende bruger om sygdom og død, og den viden, undersøgelsen gav, har betydet, at de professionelle i højere grad nu end for bare 10 år siden forsøger at undgå militærmetaforerne, som man mener, at mange patienter føler sig stødt af. Nu taler man i højere grad om livets sidste tid som en rejse i stedet for en krig, en rejse ad veje og med forskellige trin i stedet for et forløb med kamp og våben.
”Det er noget, vi er meget opmærksomme på og optagede af,” siger projektleder Vinnie Andersen fra Palliativt Videncenter, der er tilknyttet Statens Institut for Folkesundhed i København.
”Og vi drøfter sprogbrugen og formidlingen, når vi står med de nye publikationer. Krigsmetaforen kan være god for nogle, mens den ikke virker godt for andre,” siger hun.
En kamp kalder på billedet af vold og kappestrid i vore hoveder, målet er at vinde, og hvis det ikke lykkes at få overtaget undervejs i et sygdomsforløb, kan det opleves som en fiasko, et nederlag. Det kan tage håb og livskvalitet fra den syge.
En rejse derimod indeholder ikke en fjende, på rejsen passerer man måske forskellige milepæle. Det skaber fredeligere billeder af et forløb, måske endda visioner af en vej i smukke landskaber og omgivet af lyse, milde farver.
Det er selvfølgelig meget individuelt, hvordan man taler om sin sygdom. For nogle, måske især ældre, er det oftest nemmere at acceptere, at en rejse slutter, end at man taber et slag.
På den anden side vil mange gerne være en ”fighter”, der ikke giver op. Det er heroisk og tappert. Vinnie Andersen siger: ”Det knytter sig til håbet, som de fleste har brug for at have i et sygdomsforløb. Det kan være håbet om helbredelse, men også håb om gode oplevelser og gode dage under et uhelbredeligt sygdomsforløb.”
Det er Vinnie Andersens indtryk, at især mange, der arbejder med kræftpatienter, ser sygdommen som en fjende, og at de sammen med patienten har en kamp kørende.
”Det er under alle omstændigheder et meget følsomt område,” siger hun.
Metaforer er redskaber og ressourcer og ordbilleder, som vi bruger til at få mening i det, vi har oplevet, og til at skabe de billeder, vi kan forholde os til, når vi står over for noget ukendt, og vi bruger dem også til at beskrive situationen for vore nærmeste.
Så det er en god idé at give billedsproget tid. Ikke alle metaforer skaber billeder i vore hoveder, nogle er blevet så slidte, at de ikke mere sætter de billedskabende tanker i gang. Men sproglige billeder er nu engang en del af den måde, som vi udtrykker os på i hverdagen. Nogle tjener os bedre end andre, og vi må selv vælge dem, vi bedst kan lide.
Og det er altså også en god og betydningsfuld opgave at give visualiseringsevnen videre til de næste skærm-ramte generationer, for eksempel ved eventyrhøjtlæsning eller børneteateroplevelser. Så er billederne ikke bare på en skærm eller et lærred foran næsen, de er i vore hoveder i utallige former og skikkelser.