Prøv avisen

Aktive seniorer til fælles glæde og gavn

Caféen drives i tilknytning til KFUMs sociale arbejde og med en overenskomst med Thisted Kommune. Der er ansat en daglig leder, en assistent og en kontormedarbejder. Dertil kommer en medarbejderkreds på cirka 40 frivillige, som er betingelsen for, at Fristedet kan fungere og opretholdes. Arkivfoto.

Social café og genbrugsbutik har ingen problemer med at rekruttere frivillige i Thy

Man mærker det straks: Her er det godt at være! Jeg er netop trådt ind ad døren til Aladdins Hule i Hurup i Thy. Jeg bliver modtaget med hjertelighed af Kaj Mogensen, sognepræst i Hvidbjerg- Ørum-Lodbjerg Pastorat i Sydthy Provsti 19842011. Kaj, som han kendes, tiltales og præsenterer sig som, når man ringer, er kendt i Sydthy. Han vil også være kendt for landets præster og Kristeligt Dagblads læsere som flerårig skribent af ”Ordet” og som forfatter til et stort religionspædagogisk, teologisk og opbyggeligt forfatterskab. Senest det markante værk ”Frelse og fortabelse”. Det vil stå som én af de væsentligste udgivelser i dansk teologisk litteratur i nyere tid.

Kaj favner vidt. Censor ved de teologiske fakulteter i København og Aarhus fra 1980 og formand for det teologiske censorkorps 1994-2006. Han er leder af musikgruppen ”Svankjær Savværk” og nu leder af genbrugsbutikken Aladdins Hule i Hurup. Dertil en omfattende foredragsvirksomhed. Gennem flere år tillige ugentlige søndagsbetragtninger til Thisted Dagblad. Som man forstår, er aktiviteten omfattende og har altid været det. Men den urokkelige ro og mildhed i hans væsen er den samme som altid. Også selvom der bliver hugget på ham fra den teologiske højrefløj. Men en granitblok giver ikke så mange spåner fra sig.

Kom nu ind og få dig en kop kaffe med hjemmebagt brød, lyder det. Et par af de frivillige medarbejdere er der tillige. Man mærker den gode atmosfære. Hvor mange frivillige medarbejdere er I? spørger jeg. Vi er sådan cirka 30, siger Betty. Og dertil nogle ”tilkaldevagter”, som kan træde til, hvis nogen får forfald.

”Vi har en ordning med to medarbejdere fra klokken 10 til 13 og derefter to fra klokken 13 til 17 hver dag,” forklarer hun.

Er det svært at få frivillige medarbejdere? spørger jeg. Nej, lyder det, og Betty nikker diskret hen mod Kaj. Det er ikke alt, man skal sige højt i Thy.

Aladdins Hule er stedet, hvor man kan gå på opdagelse og måske finde ”den vidunderlige lampe”. Eller blot en dagligdags brugsting, man stod og manglede. Hvad kan man dog ikke få af glas, tallerkener, fade og spisegrej til næsten ingen penge. Og tanken slår ned: Genbrugsforretninger er ikke blot en forretning, men tillige en virksom protest mod forbrugersamfundets smid væk-kultur. Det er i bogstavelig forstand virkelig opbyggeligt i disse mismodige krisetider.

Aladdins Hule er ikke alene et indkøbssted. Det er et mødested også efter åbningstid. En gang om måneden indbydes til sammenkomst i Hulen med sang og musik og fortælling. Næste gang er torsdag den 19. juni med Villy Petersen, mangeårig praktiserende læge i Vestervig, Kirsten Madsen, lokal organist, og Kaj, som har harmonikaen med. Der er kaffebord med hjemmebagt brød til 30 kroner. Alt overskud fra Aladdins Hule går til Fristedet.

Den sociale café Fristedet virker i et nært samarbejde med Aladdins Hule. Caféen drives i tilknytning til KFUMs sociale arbejde og med en overenskomst med Thisted Kommune. Der er ansat en daglig leder, en assistent og en kontormedarbejder. Dertil kommer en medarbejderkreds på cirka 40 frivillige, som er betingelsen for, at Fristedet kan fungere og opretholdes.

Jeg ankom lige til spisetid. I Fristedet kan man spise varm mad alle hverdage klokken 12. Kaj mener, at Fristedet er det bedste spisested i Hurup og fjerneste omegn. Uden videre tror jeg ham gerne. Man kan købe et madkort med 10 dages middage for 300 kroner med dessert 400 kr. Der er travlhed i køkkenet, hvor de frivillige medarbejdere står for styret. Kvinderne er smukt repræsenteret. Jeg bemærkede en enkelt mandlig medarbejder, nok på min egen alder. Han svingede gryder og pander med bemærkelsesværdig ekspertise. Jeg spurgte Kaj, som fortalte, at vedkommende var tidligere slagtermester. Her er alle kompetencer velkomne.

Fristedet har meget at byde på. Jeg nævner i skønsomt udvalg: rådgivning, svømning, strikkecafé, gåture (man har en rekord på cirka 1,2 millioner skridt), sang og musik, aviser, internetadgang, spil og hygge, tøjvask, udflugter samt fester. Har man ikke nær familie, kan man holde sin fødselsdag her. Et guldbryllup har der også været hjerterum til.

Den første onsdag i måneden er der gudstjeneste ved de lokale præster. Er der en af de daglige brugere af Fristedet, som afgår ved døden, og der ikke er nærmeste pårørende, holdes der en mindesammenkomst.

Intet menneske er uvedkommende.